Netop når bøgen bliver grøn, og anemonerne bryder skovbundens visne løvfald, så er det tid for den tyske bukkepremiere …
Af Lars Juhl Røn
Et svagt, varmt skær oplyste skydetårnets loft og vægge. Duften af afbrændt tobak brede sig i det snævre rum inden røgen langsomt trak ud af skydehullerne og forsvandt op i mellem bøgegrenene. Øjnene spejdede næsten uafbrudt efter den lille bevægelse, der ville få adrenalinen til at stige, men intet skete.
En time uden liv var gået, da blikket brat standsede ved en væltet bøg, hvor to dyr i det samme sprang over. To sidste års lam, der var ingen tvivl. Kort trekantet hoved og tyndhalset. Der var på kvoten fri afskydning af smaldyr og planen var klar.
Jeg ville skyde et smaldyr, hvis jeg fik chancen. Men alligevel tøvede jeg. Igen og igen studerede jeg dyrene på ca. 100 meters afstand i sigtekikkertens 12 gange forstørrelse. Det var om at være 100% sikker.
Dyrene gik roligt og nippede til anemonerne. Et skud langt borte fik dem end ikke til at løfte hovederne fra skovbundens lækkerier. En svag brummende i jakkelommen mindede om, at der var kommet en besked: ”Har netop skudt et lille smaldyr”. Det var min kammerat Ejner, der havde skudt.
Jeg var nu fast besluttet på, at skyde et af dyrene, der i mellemtiden var på vej bag om mig. Med forsigtighed fik jeg mig vendt om og tog anlæg på tårnets kant. Netop som det forreste dyr stoppede op foran et træ, slap jeg kuglen. Dyret sprang og tog en kort flugt.
Hytte i skoven
Vi er i det smukke og kuperede terræn ved Kassel i Tyskland, hvor bukkejagten går inde den 1. maj. Samtidig med jagten på bukke, går også jagttiden på smaldyr og überläufer ind. Turen havde været planlagt længe, så forventningerne, hos os 5 kammerater, der fulgtes ad, var helt i top.
Vi havde valgt at bo, i de fire jagtdage vi havde foran os, i en primitiv hytte ude i skoven. Uden el, vand og toilet. Det giver ligesom jagtoplevelsen det sidste pift. Men det var nu alligevel en mærkelig tom fornemmelse, da jeg foran hytten, lagde dyret op på parade ved siden af min kammerats.
Det virkede helt forkert at nedlægge smaldyr her i det spirende forår. Kammeraten havde det på samme måde, og vi blev hurtig enige om at overlade reguleringsjagten til tyskerne selv. Vi var kommet hjem fra jagten i god tid, så vi fik tændt op i den meget utætte brændeovn med noget mere eller mindre frisk fældet bøg. Så der var en liflig duft af råhygge, da resten af selskabet kom tomhændet hjem. De havde ikke rigtig oplevet noget og ville efterhånden gerne se noget anden terræn end det, vi var blevet anvist. Ham, der skulle modtage os på Jagdforstamt (lokal statsskovkontor), havde været på ferie og havde ikke opsøgt os efter han var kommet tilbage, så vores rundvisningen var blevet udført af en kollega fra et andet distrikt.
Vi blev enige om at der måtte være en kommunikationsbrist og besluttede os for at opsøge kontoret dagen efter. Humøret vendte hurtigt tilbage i den lille jagthytte og det blev besluttet, at de andre ville prøve området igen en sidste gang den følgende morgen og jeg ville tilbage til mit tårn. Så kunne jeg også tage en lille morfar. Man skal jo lige vende sig til den stærkt begrænsede mængde søvn. En alt for kort nattesøvn blev afbrudt af den monotone bip-bip’en fra en mobiltelefon.
Tid til jagt igen
Det var tid til at komme på jagt. Hurtigt blev der kogt vand til kaffekanderne og så var det af sted. Det var stadigt mørkt, da jeg igen begav mig op i det overdækkede tårn. Det er en god fornemmelse at få sig sat tilrette på den lille bænk, få skænket en kop kaffe og så bare nyde det enorme overblik og den totale forårsstemning. Jeg smækkede benene op på kanten og skubbede min jagthat et hak ned. Jeg ville have en lur og satse på det nye område i aften.
Jeg var vist helt væk, da der lød trin i skovbunden. Uden at have set trinenes ejermand, viste jeg, at det måtte være en buk. En bestemt traven igennem det visne løvfald, tydede ikke på at der var tale om en usikker ung buk eller et nervøst smaldyr. Men hvor var dyret!
Håndkikkerten måtte op og efter en kort søgende ser jeg bagenden af et dyr. Resten af dyret var skjult bag et højt bøgetræ. Men nu begyndte dyret at hive friske grønne bøgeblade af et halvt væltet træ. Hver gang den trak et blad af, kom der et rigtig flot og høj 3’ender stang frem.
Pulsen steg øjeblikkeligt. Dyret var ca. 50 meter væk og begyndte nu at bevæge sig opad skrænten. Riflen kom hurtig i anslag. Jeg havde udset mig en mindre åbning mellem træerne, som skulle være stedet, skuddet skulle falde. Bukken kom op i åbningen og standsede et kort øjeblik, for at kikke med. Skuddet gik og bukken sprang. Derefter gik det i fuld fart op ad og op ad. Efter at den obligatoriske smøg var inhaleret i meget få sug, gik jeg op, hvor bukken havde stået i skuddet.
Efter kort tids søgen fandt jeg stedet, hvor bukken havde stået. Visne blade var fejet væk under bukkens hurtige acceleration væk fra skudstedet og der var efterladt nogle få dråber blod og hår på jorden. Det var nu en smal sag at følge blodsporet op af bakken. Ved foden af et ungt bøgetræ lå bukken. Et sammenstød med træet havde sat en stopper for bukkens dødsflugt. Det var en god buk. Alder var nok omkring 3-4 år. Et relativt langt liv for en buk.
At den burde have levet længere er en anden sag. Jeg satte mig ned ved bukken og tog en kop kaffe og nød at jagtheldet havde tilsmilet mig inden jeg begyndte at brække bukken.
Ved middagstid kørte vi ned til kontoret i håbet om at møde vores vært. Vi mødte ham også og han lignede ærlig talt en, der ikke viste, at vi var her. Men han beklagede dybt og kort efter var vi på vej ud for at tage vores nye område i øjesyn. Og hvilket syn. Det var et rent drømmeterræn. Kuperet med vandløb og småskove omgivet af grønne græsmarker. Jeg fik en superplads samme aften. Grøn mark omkranset af skov og krat. Det måtte helt sikket trække nogle dyr ud. Der gik der heller ikke mange minutter i stigen, før de første råer viste sig.
Så er der buk
De var helt rolige og essede sig stille frem på marken. Pludselig løftede de hovederne med ørene og blikket stift rette med den anden ende af marken. Så kunne jeg også høre det. Lyder af to dyr, der kommer jagende igennem skovbunden. Ud på marken kom der 2 bukke. Den forreste, en lille spidsbuk i bast, lå næsten fladt i luften. Det bagerste dyr, en meget kraftig 6´ender, lå lige bag den og fnøs.
Da de var kommet ud midt på marken stoppede den ældre buk brat op. Den kikkede lidt som om den var overrasket over, at den var kommet så langt ud af sit skjul. Den begyndte straks at gå tilbage mod skovkanten. Direkte væk fra mig og uden at levere en skudchance. Dog var afstanden under 40 meter, så jeg ventede med trådkorset på bukken.
Kort efter drejede den af og skuddet faldt. Bukken tumlede nogle meter frem og lå så stille. Først nu så jeg, at den unge spidsbuk stadig stod på marken og havde overværede det hele. Den stod et kort øjeblik og trak så stille ind i skoven.
Et revir var ledigt. 4 dages primitiv ophold og jagt på egen hånd i Tyskland var forbi. Vi fik 9 bukke samt 2 smaldyr. Nu trængte vi efterhånden også til rindende vand og et varmt brusebad.
