Endnu en tragisk rekord er blevet sat for verdens sidste næsehorn. Hele 1.004 næsehorn blev dræbt i 2013, meddeler den sydafrikanske regering i dag. Det er en stigning på 7.700 procent på bare syv år …
Af Redaktionen
Den sydafrikanske regering meddelte i dag, at rekordhøje 1.004 næsehorn blev slagtet af krybskytter i løbet af 2013. Det svarer til næsten tre dyr om dagen. Den berømte safari-destination Krüger Nationalpark er hårdest ramt med 606 dræbte næsehorn.
– Det er fuldstændig uacceptabelt, det der sker i Sydafrika. Næsehornet er stærkt truet, og der er kun cirka 25.000 tilbage i naturen. Derudover truer de kriminelle netværk den nationale sikkerhed i Sydafrika og skader økonomien ved at skræmme turisterne væk,” siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF.
Sydafrika er hjemsted for cirka 80 procent af Afrikas næsehorn. De nye tal bekræfter en sørgelig udvikling. I 2007 blev 13 næsehorn dræbt af krybskytter. Et tal, der kun er steget siden og eksploderet til hele 1.004 dræbte næsehorn sidste år – en stigning på 7.700 procent!
Næsehornene dræbes for deres horn, der er mere værd end guld på det sorte marked. Hornene smugles af organiserede internationale kriminelle syndikater til Asien, primært Vietnam, hvor de bliver brugt som statussymbol og som medicin til de tusindvis af asiater, der tror, at næsehornspulveret kan kurere alverdens sygdomme.
Til fælles kamp mod krybskytteri
I slutningen af december 2012 underskrev Sydafrika og Vietnam en erklæring om at bekæmpe krybskytteri og handel med truede dyr, der resulterede i en fælles handlingsplan. Sydafrika har siden indgået en lignende aftale med Kina og er ved at udvikle aftaler med Thailand, Laos, Cambodja og Hongkong.
Det er nu helt afgørende, at Sydafrika og de involverede aftagerlande også følger op på de flotte erklæringer gennem aktiv handling.
Det ville være opmuntrende at se, at flere af de ‘store fisk’ i de kriminelle netværk blev anholdt og idømt strenge straffe, der kan virke afskrækkende på andre. Ligesom en mere effektiv indsats mod korruption også er velkommen.
EU vil bekæmpe ulovlig handel
I denne uge vedtog et stort flertal i Europa-Parlamentet, at EU bør gøre mere for at bekæmpe den ulovlige handel med truede dyre- og plantearter.
“Det er vi i WWF utroligt glade for! Det er helt afgørende, at politikerne aktivt gør en indsats for at komme den illegale handel til livs. Det er rigtig mange ton dele fra truede dyr, som årligt krydser grænsen til Europa. Europa er et vigtigt transitområde, når kriminelle bagmænd transporterer elfenben og horn fra næsehorn fra Afrika til Asien,” siger Gitte Seeberg.
I næste måned mødes 50 stats- og regeringsledere i London til et topmøde om handel med truede dyr og kriminalitet – på foranledning af HKH Prins Charles og den britiske premierminister David Cameron. Topmødet skal udmunde i en erklæring om at sikre en koordineret global reaktion på den ulovlige handel med vilde dyr ved at forbedre retshåndhævelsen, reducere efterspørgslen efter ulovlige dele af truede dyr og støtte udviklingen af bæredygtige alternative indkomstmuligheder for lokalbefolkningen i de involverede lande.






