Når fredelige turister skræmmer vildtet: Hvor meget forstyrrelse tåler et område for oplevelse og fotosafari?

Turister kan være med til at beskytte vilde dyr mod krybskytteri. Men et nyt studie fra Laos viser, at naturturisme også kan få dyrene til at holde sig væk. Resultaterne rejser et vigtigt spørgsmål for naturforvaltningen – ikke mindst i Afrikas nationalparker, hvor stadig flere besøgende ønsker at opleve det vilde dyreliv på nært hold.

Naturturisme bliver ofte fremhævet som en af de bedste måder at beskytte verdens tilbageværende naturområder på. Når elefanter, antiloper, aber og andre vilde dyr får økonomisk værdi som turistattraktioner, skabes der samtidig et incitament til at bevare både dyrene og deres levesteder.

Men hvad sker der, når turisterne bliver så mange, at dyrene begynder at undgå de områder, de besøgende kommer for at opleve?

Det spørgsmål har forskere undersøgt i Nam Ha National Protected Area i Laos, hvor naturturister bevæger sig gennem skovområder til fods og på kajakture.

Ifølge en videnskabelig undersøgelse offentliggjort i Global Ecology and Conservation kan selv fredelige turistaktiviteter påvirke de vilde dyrs fordeling i landskabet.

Resultaterne peger på et dilemma: Mennesker kan være med til at beskytte naturen, men deres tilstedeværelse kan samtidig få dyrene til at søge andre steder hen.

Markant færre arter nær turistruterne

Forskerne anvendte kamerafælder ved 58 stationer i det beskyttede naturområde for at undersøge forekomsten af mellemstore og store pattedyr.

Resultaterne viste en tydelig forskel mellem områder tæt på turistaktiviteter og områder længere væk.

I nærheden af vandre- og kajakruterne blev den beregnede artsrigdom opgjort til 4,58 arter. I områder mere end én kilometer fra turistaktiviteterne var tallet 8,39.

Det svarer til en beregnet artsrigdom, der var omkring 45 procent lavere nær turistruterne.

Blandt de arter, som forekom signifikant sjældnere tæt på turisterne, var bl.a. sambarhjort og vildsvin …

Undersøgelsen dokumenterer dermed en sammenhæng mellem menneskelig aktivitet og dyrenes forekomst. Den dokumenterer derimod ikke, at turismen har reduceret den samlede bestand af de pågældende arter.

Dyrene kan ganske enkelt have flyttet deres aktiviteter til mere uforstyrrede områder, men på sigt må det formodes at bestanden vil mangle det oprindelige område og dermed falde i antal.

Turisterne holdt ikke nødvendigvis jægerne væk

Et centralt spørgsmål i undersøgelsen var, om naturturisme kunne skabe lokale fristeder for vildtet.

Tanken er umiddelbart logisk. Hvis et område regelmæssigt besøges af turister, guider og andre mennesker med interesse for naturbeskyttelse, kan det tænkes at gøre området mindre attraktivt for krybskytter.

Dermed kunne dyrene i princippet opnå en indirekte beskyttelse ved at opholde sig tæt på turistruterne. Men forskerne fandt ikke støtte for denne hypotese.

Tværtimod var den beregnede artsrigdom lavere nær de områder, hvor turisterne færdedes.

Det betyder ikke, at naturturisme er uden betydning for bekæmpelsen af ulovlig jagt. Men det understreger, at fredelig menneskelig tilstedeværelse ikke automatisk skaber et fristed for vilde dyr.

Beskyttelse mod ulovlig jagt og beskyttelse mod forstyrrelser er to forskellige opgaver.

Hvad betyder resultaterne for afrikansk safari?

Undersøgelsen fra Laos er særlig interessant i forhold til de afrikanske nationalparker, hvor naturturisme spiller en afgørende økonomisk rolle.

I eksempelvis Serengeti i Tanzania, Maasai Mara i Kenya og Kruger National Park i Sydafrika er store dele af turismen baseret på muligheden for at opleve fritlevende dyr i deres naturlige omgivelser.

Her foregår turismen ganske vist hovedsageligt fra køretøjer og ikke til fods, som det blandt andet er tilfældet i Laos. Det er en væsentlig forskel.

Mange af Afrikas større pattedyr kan vænne sig til biler, der følger faste veje og opfører sig forudsigeligt. Men tilvænning er ikke det samme som, at dyrene er upåvirkede af trafikken.

Hvis mange safaribiler samles omkring et rovdyr, en flok elefanter eller en leopard med bytte, kan situationen ændre sig fra en forholdsvis fredelig observation til en egentlig forstyrrelse.

Dyrene kan få begrænset deres bevægelsesfrihed, ændre adfærd eller vælge at forlade området.

Det er derfor relevant at spørge, om antallet af besøgende alene er den bedste målestok for en nationalparks turistmæssige succes. Måske bør man i højere grad måle, hvor godt turismen fungerer sammen med de dyr, som den er afhængig af.

Guiderne har en vigtig rolle

I de afrikanske safariområder er guiderne blandt de mennesker, der har den mest direkte indflydelse på, hvordan turister og vilde dyr møder hinanden.

En erfaren guide ved, at en god safari ikke nødvendigvis handler om at komme så tæt på dyrene som muligt.

Tværtimod kan afstand, tålmodighed og forståelse for dyrenes adfærd være afgørende for både oplevelsen og dyrenes trivsel.

Undersøgelsen fra Laos giver anledning til at overveje, om safarioperatører i højere grad bør samarbejde om at fordele trafikken og friholde bestemte områder for besøgende – hvilket allerede sker i mange nationalparker verden over.

Det kan eksempelvis ske gennem faste ruter, begrænsninger på antallet af biler omkring særligt attraktive dyr og etablering af hvilezoner, hvor vildtet kan opholde sig uden regelmæssige forstyrrelser.

Samtidig kan det være relevant at begrænse aktiviteter på bestemte tidspunkter af døgnet, hvor dyrene er særligt afhængige af adgang til vand, føde eller uforstyrret hvile.

Der er dog ingen universel grænse for, hvor mange biler eller turister et område kan tåle. Det afhænger blandt andet af arterne, landskabet, årstiden og den konkrete aktivitet.

Turisme kan stadig være en fordel for vildtet

Resultaterne skal ikke opfattes som et argument imod naturturisme. Turismen kan i høj grad bidrage til at begrænse ulovlig landbrug og jagtaktivitet, selv om dyrene tilsyneladende ikke reagerer ved at søge mod de områder, hvor turisterne færdes.

Som det fremgår af Mongabays omtale af undersøgelsen, kan dyrenes reaktion blandt andet hænge sammen med områdets historie med jagt.

Dyrene skelner ikke nødvendigvis mellem mennesker, der ønsker at opleve dem, og mennesker, der ønsker at nedlægge dem.

Det er en vigtig pointe, fordi naturturisme samtidig kan skabe arbejdspladser, finansiere naturbeskyttelse og give lokalbefolkningen en økonomisk interesse i at bevare dyrelivet.

Alternativet til naturturisme er ikke nødvendigvis uberørt natur. Det kan også være mere ulovlig jagt, minedrift, skovrydning eller anden udnyttelse af naturområderne.

Den bedste safari kan være den, der giver dyrene fred

Undersøgelsen fra Laos peger på et grundlæggende dilemma i moderne naturforvaltning. Vi ønsker at beskytte naturen ved at gøre den tilgængelig og økonomisk værdifuld. Men jo flere mennesker, der besøger den, desto større kan behovet blive for at beskytte naturen mod de besøgende.

For alverdens safariindustri er spørgsmålet derfor ikke alene, hvor mange turister nationalparkerne kan tiltrække.

Det er også, hvor meget menneskelig aktivitet dyrene kan leve med, uden at deres naturlige adfærd og brug af levestederne ændres væsentligt.

Her kan fremtidens safarioperatører få en vigtig rolle.

Ikke blot som formidlere af naturoplevelser, men som aktive medspillere i en forvaltning, hvor hensynet til dyrene vægtes mindst lige så højt som ønsket om at give turisterne en spektakulær oplevelse.

For måske er en af de vigtigste kvaliteter ved et naturområde netop, at der stadig findes steder, hvor dyrene kan være helt i fred.

Naturturisme og vilde dyr i Laos

Undersøgelsen blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Global Ecology and Conservation i oktober 2026.

Forskerne undersøgte forekomsten af mellemstore og store pattedyr i Nam Ha National Protected Area i det nordlige Laos ved hjælp af kamerafælder fra 58 stationer.

Den modelberegnede artsrigdom var 4,58 arter nær turistruter og 8,39 arter mere end én kilometer fra turistaktiviteterne.

Forskerne fandt ikke støtte for hypotesen om, at naturturisme skabte lokale fristeder fra jagt. Resultaterne er forenelige med, at dyrene undgår menneskelig aktivitet, men dokumenterer ikke i sig selv en samlet bestandsnedgang.