Der har været stor interesse for at søge tilskud til naturpleje i 2016, og regeringen er klar til at imødekomme alle ansøgere.
Af Miljø- og fødevareministeriet
I alt er der søgt om tilskud til naturpleje på 15.000 hektar land i 2016, svarende til 136 mio. kroner. Heraf er hele 12.000 hektar nye områder, der ikke har været under pleje i de senere år, og med den nye ansøgningsrunde forventes tallet samlet at nå over 90.000.
Et stort antal områder med værdifuld natur kan i år se frem til pleje. Der har været stor interesse blandt danske landmænd for at søge om tilskud til pleje af græs og natur, hvor der hvert år gives tilskud til naturpleje med græssende dyr eller høslæt. Plejen sikrer biodiversiteten ved at holde områderne lysåbne til gavn for mange planter og insekter.
– Den danske natur er noget ganske særligt. Den skal vi gøre vores bedste for at beskytte og bevare. Derfor er det utrolig glædeligt, at så mange landmænd frivilligt arbejder for at tage vare på naturen. Den indsats fra landmændene kommer hele Danmark til gavn, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Næsten halvdelen af de nye områder, der tildeles støtte ligger indenfor de særligt udpegede Natura 2000 områder, som rummer den mest værdifulde natur i Danmark. Her er Danmark internationalt forpligtet til at passe på en række truede, sjældne eller karakteristiske dyre- og plantearter og naturtyper. Men også uden for Natura 2000 findes arealer med høj naturværdi, som nu er sikret pleje i en 5-årig periode.
Der er lagt op til en stor forøgelse af det samlede antal områder, der er omfattet af naturpleje, og selv om der er blevet ansøgt om flere midler end det oprindeligt budgetterede, har regeringen sikret, at alle ansøgninger, der lever op til betingelserne, får tilskud.
– Det er vigtigt for regeringen, at alle landmænd, der vil være med til at pleje vores fælles, åbne natur, også har mulighed for det. Derfor har vi sørget for, at alle ansøgere, der lever op til betingelserne, får tilskud, og vi kan nu give støtte til beskyttelsen af nye naturområder, der samlet set er på størrelse med Samsø, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
Tallet var pr. 1. januar 2016 83.000 hektar – med den nye ansøgningsrunde forventer vi, at tallet nu når over 90.000.