Denne kaliber blev udviklet af Mauser så langt tilbage som i 1892. Den nye riffel var special designed til at anvende røgsvagt krudt. Allerede året efter blev denne kaliber vidt udbredt inden for europæisk militær
Af Peter Thisted
I det herrens år 1892 bragte Paul Mauser en ny 7 mm riffel (Mauser model 1892) med til Spanien, som var specialdesigned til det dengang epokegørende nye røgsvage krudt. Riflen blev fremstillet i et begrænset antal til den spanske hær.
Allerede året efter barslede Mauser med Model 1893, som havde et indbygget box-magasin, hvor patronerne var stakket. Spanierne var så ovenud begejstrede for denne model, at de ud over at bestille masser af våben og ammunition, tillige dekorerede Paul Mauser med det spanske militære storkors – den højeste orden, som Paul Mauser nogensinde modtog.
Britiske våbenproducenter har siden hen også fremstillet denne kaliber – bl.a. Rigby. Da englænderne jo ikke kunne finde ud af andre måleenheder end inches, kom kaliberen derfor også til at hedde .275.
Dimensioner
7×57 mm hylstret kan indehold 3,90 ml (60 grains H2O).
Selve udformningen af hylstret er designet således, at den skal være maksimalt pålidelig i både en repeter-riffel og i et maskingevær – og vel at mærke også være funktionel under selv ekstreme forhold.
Europæiske 7 mm patroner har alle 7,24 mm (0.285 in) i diameter. Amerikanske 7 mm patroner har 7,21 mm.
Ifølge det officielle C.I.P.’s (Commission Internationale Permanente pour l’Epreuve des Armes à Feu Portatives), så kan 7×57 mm klare et tryk op til 390.00 MPa (56,565 psi) Pmax piezo. I de lande som følger C.I.P., skal alle riffelpatroner prøves til 125% af maksimum.
SAAMI maksimum gennemsnits tryk (MAP) for 7×57 er 51,000 psi (351.63 MPa) piezo tryk eller 46,000 CUP. Altså noget lavere, men her ønskede man at tage hensyn til de ældre rifler, som stadigt var i omløb.
7×57 mmR
En Rand-udgave af patronen blev også udviklet ganske kort efter introduktionen af den nye riffel.
Rand-udgaven benyttes i kombinationsvåben som büchbuchsflinte, drilling og kiplauf-våben (enkeltskuds).
Selv om patronerne tilsyneladende virker ens, så er der dog små indvendige forskelle. Bl.a. er området over randen i denne udgave en anelse tykkere.
Jagtbrug
Alene de rent ballistiske egenskaber på 7×57 gjorde den meget hurtigt til en yderst populær jagtpatron. Hertil kommer også den forholdsvis flade kuglebane og moderate rekyl.
7×57 kan klarer forholdsvis store projektiler og sikrer en god dybdevirkning.
En berømt elefantjæger – W.D.M. “Karamojo” Bell, nedlagde således omkring 800 elefanter med denne kaliber. Han anvendte en Rigby Mauser 98 og ammunition med et 11,2 gram (172,8 gr) fuldkappet projektil. Med korrekt sigte var han i stand til at gennembryde kraniet og ramme hjernen på dyrene.
Eleanor O’Connor, hustru til den berømte forfatter og jæger Jack O’Connor, havde således også 7×57 som sin klare favorit. Eleanor O’Connor ledsagede sin mand på talløse jagtture over hele verden og nedlagde talrige stykker hjortevildt med den.
Selv om 7×57 mm ikke er så populær blandt jægerne i dag, så producer de fleste våbenproducenter og ammunitionsfabrikker stadigvæk denne kaliber.
Som et kuriosum skal lige nævnes, at 7×57 mm også blev anvendt af den indiske jæger Jim Corbett da han nedlagde den menneskeædende Leopard of Rudraprayag i maj måned 1926. Til menneskeædende tigere anvendte Corbett dog en dobbelt riffel i kaliber .450/400 Nitro Express. Men han havde i øvrigt altid sin trofaste 7×57 med som backup. Better safe than sorry.
Men alt i alt må man sige, at med en 7×57 har man en akkurat og pålidelig kaliber, der er gennemprøvet på snart sagt alt i over 100 år.