Overgangen mellem terrændressur og jagtdressur er ikke særlig markant. Eneste forskel er at man så småt begynder at nedlægge vildt for den apporterende hund
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Efterhånden som hunden bliver mere og mere stabil bærer dressuren mere og mere præg af egentlig jagt. Dog bliver en jagthund aldrig helt færdig, og gennem hele dens korte liv skal man være indstillet på at justere og finpudse.
Givetvis vil der også blive behov for at gå tilbage i grund- og terrændressuren for at genetablere mistede færdigheder.
Den første duejagt
Jagt på skovduer, også kaldet ringduer foregår fra midt oktober til d. 31. januar. Duetrækket afventes ofte i skjul, og for den unge hund er en afslappet duejagt en god begyndelse. Bedst er det som altid at overlade skydningen til andre. Derved kan man helt koncentrere sig om hunden og dens uddannelse. Vil man både opdrage hund og skyde duer, kan det nemt blive en rodet forestilling.
Inden man tager hunden med i skjul, skal den dog være helt fortrolig med skud afgivet på ret tæt hold. Selv om hunden på dressurbanen er dus med skud, er det en anden situation, når dens ejer pludselig trykker sig i skjulet ved synet af de indflyvende duer for kort tid efter at smide bøssen til skulderen og skyde et skud eller to mod himmelrummet.
Inden der kommer duer, er det derfor en fordel at vise hunden, hvad der i de kommende par timer kan forventes at ske i skjulet. Affyr evt. et skud eller to inden duerne begynder at ankomme samtidig med, at man insisterer på, at hunden forbliver i skjulet.
Den værst tænkelige begyndelse er at ankomme til stubmarken, hvor duerne allerede trækker godt og intenst. Da kommer jægeren op i hundetræneren, og der er risiko for at opstilling af skjul og lokkeduer foregår i et hæsblæsende tempo, alt imens man skeler efter de mange fugle, der jager over marken. I samme øjeblik den sidste lokkedue er sat op, kommanderes hunden i skjul og i næste øjeblik begynder skyderiet – og dermed nedbrydningen af det forarbejde, som har taget måneder at opbygge.
Derfor må den meget jagtivrige krydse fingre for, at duetrækket bliver mere moderat på hundens første jagt.
Rolig dueapportør
Når de første duer falder, er det en god idé at lade hunden blive tilbage i skjulet, alt imens man selv samler duerne op. Derved udviskes forbindelsen mellem skud og apportering. Den første due, som hunden sendes på, bør i øvrigt først hentes 5-10 minutter efter, at skuddet er faldet. Derved har hunden ikke erindring om, at skud betyder apportering.
Duen skal være forendt og må ikke ligge synligt på marken. Hunden skal finde frem til den urørte apport ved hjælp af næsen og ikke ved hjælp af synet. I modsat fald vil den ved de efterfølgende apporteringer undersøge alle de opstillede lokkefugle, før den begynder at bruge næsen.
I reglen volder duerne sjældent problemer, selv om nogle hunde kan have lidt vanskeligt ved at vænne sig til de løse fjer, der klæber sig til tunge, mund og svælg. Men jo hurtigere opsamlingen er, jo mindre er risikoen for, at den første apportering ender i en ubehagelig situation.
Hunden skal også her kaldes hjem i samme øjeblik, den er fremme ved duen. Sker der ikke noget, må man kalde igen, samtidig med at man bevæger sig væk fra hunden. Dette har i reglen den udløsende effekt, og i næste nu er hunden på vej tilbage med sin første rigtige apportering.
Det væsentlige for duejagtapportøren er dog ikke at hente de skudte duer. I langt de fleste tilfælde volder de sjældent problemer at finde, og derfor er det kun i særlige tilfælde, man har brug for en hund. Duejægerens hund skal først og fremmest kunne sidde stille.
Derfor er det denne del af træningen, man skal koncentrere sig mest om på de første jagter. For at undgå at hunden springer ud af skjulet, når det første skud falder, kan det være en god idé at sætte line på hunden. I dag markedsføres tøjrepæle til hunde, som kan skrues i jorden. Såfremt underlaget er nogenlunde fast og stabilt, er det en nem og enkel måde til at komme uønskede begivenheder i forkøbet. I øvrigt kan denne løsning også anvendes på den (næsten) færdigdresserede hund.
Hunden må så vidt muligt aldrig få held til at prelle eller knaldapportere, og pælen er ikke et udtryk for, at man ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok. Tværtimod viser det, at man tager opgaven seriøst og for enhver pris ønsker, at jagten og jagtdressuren afvikles uden ophidsede råb og skrål. Ikke alene ødelægger det jagtens stemning; man risikerer også at tabe ansigt over for hunden.
Såfremt man ikke holder hunden i snor, kan der falde en fugl, som er så fristende, at hunden ikke kan modstå den. Og lykkes det hunden at nå frem til den nedlagte due, er spillet tabt. Har den først fat om en nedlagt fugl, kan den ikke straffes for at knaldapportere eller ignorere stopfløjten eller kommandoen.
I hvert fald kan man ikke udelukke, at afstraffelse i den forbindelse vil have en meget uheldig indvirkning på hundens opfattelse af det at hente varme og nyskudte skovduer.
Duen modtages uden ros og vanlig opstandelse.
