Nogle hunde har anlægget i sig og apporterer spontant og uden betænkeligheder første gang, de står snude til snude med en nyskudt ræv. De fleste må dog motiveres
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Jagthunden, som vender tilbage med den nyskudte ræv, er en fascinerende oplevelse, som vidner om træning, lyst og vilje hos både hund og ejer.
Nogle hunde og linjer har anlægget i sig og apporterer ræv spontant og uden betænkeligheder første gang, de står snude til snude med en anskudt ræv. De fleste må dog motiveres.
Inden man begiver sig i kast med ræveapportering, skal man således være klar over, at visse hunde er mere egnet til denne opgave end andre. Generelt har en ruhår lettere ved at hente en ræv end en setter. Men naturligvis findes der ræveapportører inden for de fleste racer. Anlægget for ræveapportering er således ikke et racespørgsmål alene.
Mere end noget andet handler det om den enkelte hunds tillærte anlæg. Selv om hunden væmmes ved synet og lugten af ræven, er det ikke ensbetydende med, at man ikke kan oparbejde hundens lyst, så den i sidste ende bliver nærmest lidenskabelig. Derfor er det førerens fornemme opgave at finde og udvikle lysten, hvor stor eller lille den end er fra begyndelsen. Det er nemlig lysten, som skal bære værket. Kun den hund, som virkelig har lyst til at hente ræven, bliver en pålidelig ræveapportør.
Ræveapportering er ikke just noget nyt fænomen i dansk jagthistorie. Alligevel har importen af de tysk inspirerede fuldbrugsprøver virket som en katalysator for den krævende træning. I dag arbejder mange ejere af stående kontinentale jagthunde således systematisk med apportering af ræv.
For at bestå den krævende prøve skal hunden nemlig fuldføre et 300 meter langt ræveslæb og spontant – og uden hjælp – bringe den udlagte ræv tilbage til føreren, som venter ved sporets begyndelse. Den udlagte ræv kan ikke ses af føreren, og denne har derfor ikke mulighed for at støtte sin hund, når den er ved enden af det kraftigt lugtende færtspor. Hundeføreren må stole på sin hund. Derfor vægter prøveformen den spontane opsamling og returnering højt.
Den påskudte ræv
På jagt sker det, at en ramt ræv går flere hundrede meter efter påskydningen, inden den forender. Og det er denne situation, som man forsøger at imitere på fuldbrugsprøven. Kun den hund, som virkelig vil apportere ræv, bringer den til føreren.
Naturligvis har apportering af ræv også interesse for den jæger, som ikke agter at anvende sin hund til prøver. Forudsat er det dog, at hunden deltager på jagt, hvor der nedlægges ræv. Og det gør de fleste hunde før eller siden. Mange anser dog ræveapportering for en vanskelig disciplin, der er forbeholdt de mere øvede. Men det er lidt af en skrøne. Langt de fleste hunde vil apportere ræv med gejst og glæde, hvis føreren er tålmodig og evner at opbygge træningen trin for trin.
Den sikre vej til en dårlig begyndelse er at smide en ræv få meter foran hunden og kommandere apport. Selv om hunden er vant til at opsamle kilotunge kaniner, vil langt de fleste få komplekser, når de nærmer sig ræven for første gang. Den lugter stærkt, og forsøger de at løfte den, viser det sig, at den er tungere og mere uhåndterlig end noget, de tidligere har haft i munden. De fleste hunde opgiver. Er hundeejeren klog, gør han det samme. Han indser, at han ikke har en spontan ræveapportør og begynder systematisk at tilrettelægge træningen mod det nye mål, apportering af fuldvoksen ræv.
Men desværre er det ikke alle hundeførere, som kendetegnes ved tålmodighed og evne til at nedbryde et stort mål til mange delmål. De insisterer på, at hunden skal, og med magt lykkes det nogle at gennemtvinge deres vilje. Andre må alligevel efter en lang kamp til sidst opgive. Men i begge tilfælde er resultatet det samme. Ejeren har skabt et negativt billede af ræven i hundens bevidsthed, og vejen til den spontane ræveapportering er nu meget længere, end før han begyndte.
Det drejer sig om at skabe en glidende overgang fra apportering af kanin og fuglevildt til ræv. Det vil i praksis sige, at man skal vænne hunden til to ting, nemlig lugten og vægten.
Opdrætteren, der er fokuseret på ræveapportring, kan begynde med at smide en rævehale ind til hvalpene, når de er 5-6 uger gamle. På den måde bliver de dus med lugten på et meget tidligt tidspunkt. Samtidig husker de færten og genkender den med glæde, når de blive ældre.
Også ræveskind viklet om hundens første dummy kan gøre hunden dus med lugten. Evt. kan skindet sys omkring en bold. Den tidlige tilvænning gør under alle omstændigheder hunden bedre rustet til opgaven.