Et systematisk og veltilrettelagt maskinsøg eller et mere situationsbestemt jagt- og terrænsøg? Hvad er bedst? Og hvordan bør man indlære søget i den unge, stående jagthund
Af Michael Sand
Artiklen er en del af serien JAGTHUNDENS TRÆNING.
De allerede publicerede artikler kan ses ved at klikke HER
Danske jægere, som overværer en markprøve afholdt syd for landegrænsen, vil ofte overraskes over hundens meget maskinelle søgsoplæg. De højt præmierede hunde vil afsøge marken i et særdeles veltilrettelagt søg.
Navnlig hunde, der afprøves på de populære Hubertusprøver søger meget disciplineret. En af de væsentligste årsager er, at hundene her afprøves enkeltvis. Dermed bliver de ikke presset frem i terrænet af en makkerhund.
Set i fugleperspektiv søger hunden som efter et fastlagt mønster, og den lader sig ikke slå ud af kurs af svage færtindtryk. Først når den fanger fært af vildt, slår den bremserne i og tager stand. Det ser meget overbevisende ud, og er uden diskussion også effektivt. Dog hører man af og til kritikere, som kalder det maskinsøg, idet de påstår, at hunden er så opsat på at følge systemet, at den ikke finder vildt i samme udstrækning, som den hund, der arbejder i et mere naturligt anlagt jagtsøg.
Om man skal foretrække jagtsøg eller maskinsøg vil afhænge meget af den jagtform, man dyrker og ikke mindst den type terræn, man jager i.
På fjeldet, hvor vinden ofte svøber og efterlader store færtløse lommer, kommer jagtsøget til sin ret. Her er det en fordel, at hunden primært koncentrerer sig om de områder, hvor den erfaringsmæssigt ved, at der er størst chance for vildt. Ligeledes er f.eks. norske og svenske rypejægere ikke begrænset af skel på samme måde som jægerne i lavlandet. Derfor kan de tillade, at hunden efterlader uafsøgt terræn bag sig, da den i stedet anvender energien i de områder, som er mest lovende. En fjeldhund vil i mange situationer arbejde som en decideret biotopsøger og fokusere på at undersøge fjeldets mest vildtrige partier.
I det dyrkede land, hvor vinden i reglen er mere jævn og konstant, vil maskinsøgeren derimod drage fordel af sin uddannelse, og med mindre fjeldhunden omskoles, vil hunden med det skolede søg finde flere fugle og skabe flere jagtbare situationer end fjeldhunden
Vindende slag
Hønsefuglene vil i reglen opholde sig tæt på markens skel, hvor de kan finde føde, skjul og læ. Derfor er det ofte ved markens begyndelse og afslutning, at man skal finde fuglene. Det siger sig selv, at hunden bør få hele marken med fra begyndelsen. Mange hundeførere er dog tilbøjelige til at slippe hunden i selve marken, således at hunden løber lidt frem i terrænet, inden den lægger sig på vinden og begynder afsøgningen. Denne fremgangsmåde medfører, at hunden ikke kommer i vind af det vildt, som trykker ved markens kant. Under træningen i marken er det derfor vigtigt, at man konsekvent viser hunden, at den skal begynde med at afsøge kanterne, inden den arbejder sig ind på marken.
Dette første slag kaldes ofte det vindende slag, da mange hunde gennem tiden har afgjort en markprøve til egen fordel ved at finde fugl i netop allerførste slag. På en vinderklasseprøve vil den hund, der først finder fugl, opnå et stort plus i dommerbogen. Man siger, at den har slået den anden hund på fugl.
Det er i reglen ganske enkelt at lære hunden at begynde afsøgningen ved kanterne. Med tydelig retningsangivelse sendes hunden af sted langs markens kant. Skærer den ind i marken, må den fløjtes tilbage og begynde forfra. Dette kan gentages et par gange, men under de første lektioner må man stille sig tilfreds med, at hunden løber nogle meter langs kanten, inden den fortsætter ind i marken. Gang for gang skal man dog insistere på, at den tager mere og mere af kanten med. Men forlanger man for meget under de første øvelser, kan hunden blive forvirret og tabe modet.
Søg i skov
I Danmark har vi lange og stolte traditioner for at træne de stående hunde til markjagt. Både forår og efterår bruges der meget energi på at sætte hunden op til den kommende jagt- og markprøvesæson. Men når jagtsæsonen begynder, og markprøveperioden er forbi, er det åbne land som blæst for jægere og jagthunde. Da er de på jagt i skoven.
Men kun de færreste træner hunden i skoven inden jagtsæsonen, og først når de er færdigtrænet i marken, kommer de med på skovjagt. Man må kravle, før man kan gå, har filosofien været. Men prioriteringen er ikke særlig logisk. Allerede når hvalpen er 6 måneder gammel, skal den være dus med de arbejdsopgaver, den skal udføre som voksen. Naturligvis skal den også vide, hvordan den skal arbejde i skoven. Venter man med at træne hunden i skov og krat til den er 1½-2 år gammel, kan dressuren nemt ende i en hård kamp, som man i sidste ende risikerer at tabe.
En af forklaringerne på, at kun de færreste arbejder ihærdigt på skovarbejdet, er, at der ikke afholdes skovprøver for de stående hunde. Og da mange bruger prøverne som mål for jagthundens træning, er skovdisciplinen ikke særlig højt prioriteret i dressuren, som sigter direkte på prøverne. Stort set alle markprøver afholdes i åbent terræn, og kun fuldbrugsprøverne har skovsøget som en af de mange discipliner.
Men fælles for alle markprøver er, at det kun tæller positivt i dommerbogen, når hunden finder sneppe, agerhøne og fasan. At hunden finder hare eller råvildt giver ingen præmie. Jo mindre interesse den viser hårvildt, jo bedre er det. Men når hunden skal med på jagt, er situationen en ganske anden. Nu skal der også hårvildt for bøssen, og den hund, som kan sende ræv og buk ud af skovsåterne, scorer mange point hos de posterede skytter.
Det kan dog ikke anbefales, at den stående hund driver med råvildt og hare. Alligevel kan den sagtens gøre stor nytte på jagter, hvor det primært drejer sig om at få vildtet frem mod skytterne, der står på post. Hundens søg i skoven er alene tilstrækkeligt til at presse løbende vildt frem eller tilbage. Også uden at hunden hænger i haserne på det.
