Den ser på dig, som om du skylder den penge, men hvis den får mulighed for det, vil den tage noget andet end penge, nemlig livet fra dig, fordi bøfler efter John F. Burgers mening er Afrikas farligste dyr
Den ser på dig, som om du skylder den penge, men hvis den får mulighed for det, vil den tage noget andet end penge, nemlig livet fra dig, fordi bøfler efter John F. Burgers mening er Afrikas farligste dyr. Han var den mest erfarne bøffeljæger i Afrika og begyndte at skyde bøfler før Første Verdenskrig og var ofte en hårbredde fra døden. I Bogen ”Horned Death” fortæller han om de mest hårrejsende oplevelser i de 40 år, han jagede Africa’s ”bad boy”.
Tekst: Henning Kørvel
Jagten var ovre, og alt grej pakket sammen. Men fordi bærerne manglede mad, gik John F. Burger klokken 8.00 ud for at finde et mindre dyr, for eksempel reedbuck eller kongoni, som han kunne skyde.
Fordi han regnede med at ville være tilbage før middagstid, tog han kun en halv gallon vand, en termo med kaffe og nogle mango med. Medregnet trackere fulgte ni indfødte med ham.
Ved et vandhul, hvor han havde ventet at ville finde et stykke vildt, som han kunne skyde, var der imidlertid intet, og på vej til et andet sted, spottede de på lang afstand zebra, kongoni og topi, som essede. Fordi han i det åbne terræn ikke kunne nå tættere ind til dem end cirka 300 yards, måtte han skyde på den afstand og holdt til en kongonityr, der gik ned i knaldet.
”Kongonien var alt, hvad vi behøvede, men da bærerne løb op imod den, rejste den sig og løb fra stedet, uden at jeg kunne skyde til den igen, fordi bærerne var i skudlinjen”.
Da de søgte efter kongonien, stødte de på spor af en flok bøfler fra om morgenen. Burger anså det for sandsynligt, at de havde drukket vand i vandhullet og nu rastede inde i den nærliggende bush.
”Vi fulgte efter bøflerne i tre timer, før vi fik øje på dem. Det lykkedes for mig at komme ind på en afstand af 150 yards fra dem, men en ko stirrede opmærksomt i min retning, og jeg ”frøs” mine bevægelser”, fortæller John F. Burger i ”Horned Death”.
Skød den forkerte bøffel
” Jeg stod bomstille i fem minutter uden at røre mig, og da koen herefter vendte hovedet den anden vej, tog jeg for givet, at jeg så ikke var opdaget. Jeg besluttede mig nu for at skyde en af de gamle tyre i flokken, der herudover bestod af køer og yderligere to unge tyre”.
”De to gamle tyre var begge i blågrå dragt, og med min .404 Jeffrey (10,72 millimeter) holdt jeg til den nærmeste tyr og afgav et hjerteskud. I skuddet mistede jeg uheldigvis synet af bøflen, men vidste, at den var ramt, for det kunne jeg høre på dens prusten. Men da bøflerne kort efter nåede ud i åbent terræn, var det umuligt for mig at fastslå, hvilken af de to tyre, jeg havde ramt”.
”Da den ene bøffel begyndte at røre på sig, og jeg så, at den haltede, måtte det være den, som jeg havde skudt til, og med to skud strakte jeg den til jorden. Men så skete der noget totalt uventet, da den anden gamle tyr pludselig kollapsede i en sky af støv. Ergo måtte det være den, som jeg først havde skudt til, og fordi den først kollapsede nu, var det fordi, en bøffel ofte går langt med en hjertekugle”.
”Den bevægede dog bagbenene, og jeg skød den derfor i hjernen med en mindre riffel, men så rejste den anden tyr sig op og løb fra stedet, og fordi jeg stod med den mindre riffel i hånden, var jeg afskåret fra at skyde til den””.
”Efter blodet at dømme var tyren ramt i brystkassen, og fordi den tabte meget blod, var det nemt at følge sporet ind i en tæt bevoksning. De indfødte sagde, at der ville de ikke gå derind, fordi bøflen ville kunne angribe når som helst”.
John F. Burger og hans kone med en bøffel, som han nedlagde i Tanganyika, der blev til Tanzania, da landet blev selvstændigt.
Kastede sig ned i græsset
Burger gik så alene derind og fik snart øje på bøflen cirka 100 yards ude, og han skød, men i skuddet rejste bøflen hovedet, og kuglen ramte derfor nakken. Bøflen vendte rundt og løb nu direkte imod ham, og han skød igen på 50 yards afstand, men fordi bøflen stadig løb, skød han igen på 20 yards afstand og ramte den på skulderen. Da bøflen stadig løb, kastede han sig ned i græsset til venstre for bøflen og lagde sig på maven, så bøflen ikke ville kunne løfte ham op med hornene, men bøflen kom ikke. Den fortsatte endnu 20 yards for så at kollapse”.
”Det var drønvarmt, og vi manglede drikkevand. Klokken 14.00 sendte jeg to bærere af sted efter vand, og vi regnede med, at de ville være tilbage klokken cirka 20.00 om aftenen. De skulle have en af de nedlagte bøfler for det. Jeg tvivlede dog på, at de ville komme tilbage med drikkevand”.
”Jeg hørte nu en løve knurre og greb efter min haglbøsse. Jeg lod bærerne sætte ild til det tørre græs, og jeg så en stor mankeløve forsvinde fra stedet. Den havde formentlig fundet frem til os på grund af de nedlagte bøfler”.
”Bøffelkødet var gemt under en tornebusk. For at kunne beskytte kødet, antændte bærerne græsset, men jeg var klar over, at løven ville vende tilbage, når ilden døde ud. Vi hørte nu løven igen, og fordi jeg kunne høre, at den løb i retning imod os, skød jeg et skud i den retning og hørte den bevæge sig, og så blev der stille. Efter cirka en halv times tid hørte vi løven igen, men om den havde fået kød med sig, eller den var anskudt, vidste vi ikke. Efter yderligere fem minutter, bad jeg bærerne om at antænde græsset henimod kødet for, at jeg kunne se, om den havde taget noget af det”-
”Efter kun at have gået fem yards, hørte jeg en bevægelse i græsset og fik en chok, men det viste sig at være ubegrundet. Løven holdt dog til i området omkring os natten igennem, og to gange skød jeg mod bevægelser i mørket, men ved ild i græsset lykkedes det for os at holde løven på afstand indtil om morgenen. Da det blev lyst, brølede løven to gange, og som et farvel skød jeg to gange i den retning, som brølet kom fra”.
Denne bøffel, som Burger skød med to kugler i hjertet fra sin storkalibrerede riffel, gik i jorden kun fem skridt ham fra og trackerne, hvilket vidner om, at bøffeljagt kræver gode nerver.
Aldrig har vand smagt så godt
”Vi var frygtelig tørstige. Læberne var udtørrede og tungen opsvulmet. Og bedst som jeg havde opgivet håbet om at få vand, ankom de to bærere med vand ved ottetiden. De fortalte, at de efter at have hentet vand, havde mistet orienteringen i mørket og havde tilbragt natten under et træ. Kun en gang tidligere i mit liv, havde vand smagt så godt som nu, hvilket var, da jeg blev overladt til mig selv i Kahlahari-ørkenen”.
”Vi kom tilbage til campen klokken 14.00, og fordi jeg var træt på grund af manglende søvn natten forinden, gik jeg på hovedet i seng, men blev vækket klokken 16.00 af min kok, som sagde, at en indfødt fra en nærliggende landsby ville tale med mig om noget vigtigt. Jeg mente, at det vigtigste lige nu var at sove, men kaldte alligevel den indfødte ind til mig for at høre hans besked. Han fortalte, at en flok bøfler havde forladt et nærliggende vandhul og ønskede at vide, om jeg ville jage dem”.
John F. Burger, der var født i 1896, jagede gennem 40 år bøfler i Congo, Tanzania, Zimbabwe og Zambia, og fra 1919-1924 var han professionel jæger i Congo. Han startede sin karriere før Første Verdenskrig og genoptog den efter at have tjent i den engelske hær under krigen.
I starten jagede han bøfler for jernbaneselskaber for at kunne forsyne arbejdere, der anlagde jernbaner i Afrika med kød, og han fik mere erfaring med bøfler end nogen anden jæger, der har jaget ”The bad boy” på ”det sorte kontinent” Og med det skudsmål var der ofte bud efter ham fra game department, når problembøfler terroriserede indfødte.
Bøflen her, som blev skudt af Burger, havde forinden angrebet jeepen i baggrunden. Burger formodede, at den var aggressiv, fordi den var anskudt af indfødte jægere.
Uanset hvor han jagede, havde han fokus på bøfler, og hans navn er i dag derfor lige så synonymt med bøfler som Karamojo Bell’s er med elefanter. I lighed med Bell jagede har han også jaget i ”The Lado Enclave”.
Burger blev pensioneret i 1947 og vendte tilbage til Sydafrika for at blive forfatter. Han har skrevet fire bøger, og udover “Horned Death” er de andre titler: African Adventures (1957), African Campfire Nights (1959) og My Fourty Years in Africa (1960).
Så store elefantstødtænder blev der stadig taget i Ituri i Congo i 1920-erne. Bøffelhornene hører heller ikke til de mindste af slagsen.
I den velskrevne ”Horned Death” rives læseren med af Burgers faretruende oplevelser og vil ikke kunne undgå at beundre ham for sit mod og enorme indsigt i bøfler og viden om alt andet i Afrika.
Udover jagt på bøfler tager han læseren med på jagt efter løver, elefant og andre farlige dyr.
Burgers skød mere end et tusind bøfler, og det er velbegrundet, når han betegner bøffel som Africa’s bad boy”. Bøfler agerer nemlig uforudsigeligt og angriber ofte, når det er mindst ventet. Hvis du er til åndeløs spænding, finder du den med garanti i ”Horned Death”- bøffeljagtens bibel.
John F. Burger ses her med en leopardunge, som han tog til sig, fordi den havde mistet sin mor.
John F. Burger: ”Horned Death”. 342 pp. 35 USD. Safari Press Inc., USA.
