Miljøstyrelsen har sendt en ny hjemmeside i luften med information til jægere om regulering af invasive arter i Danmark
Af Miljøstyrelsen
Mange jægere hjælper frivilligt med at bekæmpe de invasive arter i naturen, ikke mindst mårhund. Miljøstyrelsen har derfor lavet en hjemmeside til jægerne om reglerne for regulering af disse arter.
Her finder man forvaltningsplan for mårhund, mink og vaskebjørn. Siden har desuden links til den relevante lovgivning, fakta om dyrenes biologi og baggrunden for, at de bliver anset for invasive.
På den nye side kan man desuden læse om andre invasive dyr som nilgås, muntjak, skarveand, sumpbæver og bisamrotte.
Invasive arter kan reguleres året rundt
Invasive arter er dyr og planter, der ved menneskers hjælp er blevet spredt til områder, hvor de ikke ville være kommet af sig selv, og hvor de har en negativ effekt på den oprindelige biodiversitet.
De nævnte invasive dyr må reguleres året rundt af jægere med gyldigt jagttegn uden forudgående tilladelse. Vil man oprette foderpladser med lokkemad – baitpladser – for at tiltrække mårhund, skal man dog registrere det hos Miljøstyrelsen først. Brug af rørfælder i forbindelse med foderpladserne kræver desuden styrelsens tilladelse.