Søren Gade og Thomas Danielsen, begge folketingspolitikere fra partiet Venstre, sender meget klare budskaber ind i hjortevildtdebatten …
Af Redaktionen
Hvordan skal fremtidens kronvildt forvaltes. Skal der indføres arealbegrænsning og skal der anvendes SMS-kontrol i tilknytning til hjortejagt?
Dette er de væsentlige spørgsmål i det seneste udspil fra Den Nationale Hjortevildtgruppe, som i øjeblikket diskuteres på de sociale medier.
Bag forslaget står Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund, Dansk Skovforening og Landbrug og Fødevarer.
SMS-kontrol
Det er første gang, at en natur-brugergruppe underlægges SMS-kontrol, hvis altså forslaget fra Den Nationale Hjortevildtgruppe bliver vedtaget. Ligeledes er forslaget til arealbegrænsing også ganske nyskabende.
Det nye forslag får dog ikke ligefrem en varm modtagelse af Thomas Danielsen fra partiet Venstre.
”Alt for mange af Jægerforbundets ressourser bruges på statslige myndigheders umættelige lyst til at registrere, regulere og dokumentere.”
Sådan lyder det fra Thomas Danielsen, der blev valgt til Folketinget den 15 september 2011
Thomas Danielsen mener, at der er behov for, at medlemmerne fra Jægerforbundets region 2 sender en ny mand i hovedbestyrelsen.
”Vi har brug for en mand, der varetager vores interesser og som har gennemslagskraft”, lyder det fra Thomas Danielsen, der anbefaler, at de vestjyske jægere stemmer på Norbert Ravnsbæk.
Behov for ny stemme
Norbert Ravnbæk, der tidligere har siddet i Danmarks Jægerforbunds hovedbestyrelse, har som konsekvens af det seneste udspil fra Den Nationale Hjortevildtgruppe, valgt at lade sig genopstille.
Hvis han bliver valgt, vil det betyde, at Lars Jensen, der er forbundets repræsentant i Den Nationale Hjortevildgruppe, må trække sig fra såvel hovedbestyrelsen som Den Nationale Hjortevildtgruppe.
Thomas Danielsen er dog sikker på, at jægerne i kreds 2 har brug for en ny stemme i toppen af Danmarks Jægerforbund og i den tilsendte skrivelse skriver han:
”Norbert taler den vestjyske jægers stemme. En stemme der har vanskeligere end nogensinde ved at blive hørt! ”
Også Søren Gade, tidligere forsvarsminister og direktør i Landbrug og Fødevarer frem til efteråret 2014, har markeret sig i HB-valget.
”En af de værdier, jeg værdsætter mest ved Norbert, er, at han bruger sin sunde fornuft både i jagtpolitiske og etiske spørgsmål.
”Norbert vil være vor landsdels bedste repræsentant i hovedbestyrelsen, og det er sådanne imødekommende kræfter, vi har brug for. ”
Skrivelsen med Søren Gade og Thomas Danielsen som afsender, slutter af med følgende opfordring til Jægerforbundets medlemmer i kreds 2:
”Vi anbefaler, at du til kredsmødet i Kreds 2 den 5. marts 2016 stemmer på Norbert Ravnsbæk, når der skal vælges hovedbestyrelsesmedlem i Jægerforbundet for de midt- og vestjyske jægere.”
Der kan godt flyttes et komma
”Jeg er rigtig glad for opbakningen fra de to MF´ere, Søren Gade og Thomas Danielsen og det samme gør sig gældende for den opbakning jeg har mødt hos medlemmer og foreninger i området” udtaler Norbert Ravnsbæk.
– Hvis troen er der kan der godt gøres en forskel. Da er det ikke blot et spørgsmål om et ja eller et nej til forslaget fra Den Nationale Hjortvildtgruppe. Da kan der godt flyttes et komma og måske endda et punktum, lyder det fra Norbert Ravnsbæk, som i sit valgprogram hævder, at han vil kæmpe for, at der ikke indføres bureaukratiske dokumentationsmetoder, som ikke kan bruges til andet end kontrol af jægerne.
”Der skal være et opgør med central styring af jægernes rettigheder og Danmarks Jægerforbund skal være tro mod deres Naturpolitik og ikke som nu, hvor der sælges ud”, lyder det fra Norbert Ravnsbæk.