Stor Muntjac – på jagt efter en helt ny art

Følg med Freddy Wulff på “jagt” efter Stor Muntjac – en kæmpe variant af Muntjac-slægten og en hjorteart, som ingen før ham har formået at fotografere

Af Freddy Wulff fra bogen “VILDE EVENTYR“, Gads Forlag.

“Jeg er her for at fotografere”.
“Med mine kameraer håber jeg at “skyde” en helt ny hjorte-art!!!”

“Men, den (Stor Muntjak red.) adskiller sig dog så meget fra den almindelige og alle andre kendte muntjakker på så mange vigtige punk­ter, at vi her ikke blot taler om en ny art, men en helt ny slægt! I denne slægt er der så kun den Store Muntjak.”

Citater fra bogen “Vilde Eventyr”

Pludselig rasler det i bladene ude til højre. Nærmest en hvisken. Så svag er lyden, at jeg et øjeblik efter tvivler på, om jeg i det hele taget hørte noget. Måske var det blot noget, mine ører ønskede at høre. Og, alligevel ikke. Men det er for tidligt.

Det første lys er endnu ikke begyndt at sive ned gennem trækro­ner­ne. Her er så bælg­mørkt, som der kun kan være om natten i en tropisk jungle. Jeg er i Laos. Det land i Sydøst Asien, der procentvis har mest jungle tilbage. Jeg sidder på en lille platform et par meter over jorden.

Natten summer af liv – og endnu en myg lander på min hals. Forsigtigt har jeg hver halve time smurt hænder og hals og ansigt ind i myggeolie – men den har de suget i sig som en eksotisk forret. Jeg har ikke turdet slå dem ihjel for ikke at lave støj. De må elske et tag-selv bord som mig. De er dog desværre ikke alene om at leve af mig.

Igler, ikke tykkere end en tændstik, har også taget for sig af retter­ne. Når de totalt mætte og udspilede forlader mig, er de blevet tykke som en tommel­fin­ger. Du mærker dem ikke bide og du mærker dem ikke suge. Den sidst-ankomne myg, og dens mange venner og konkurren­ter, er dog glemt i næsten samme sekund, den er landet: Jeg hører igen den op­hidsende raslen i bladene. Der er noget derude. Noget, der går, tror jeg – ikke der kryber.

Det er anden nat jeg tilbringer på denne platform. I går nat hørte jeg intet og om morgenen var der intet at se. Intet af det, jeg var kommet for. Men der var et par friske spor i støvet, som kunne være lavet af …

Jeg havde haft besøg – uden at høre det. Måske skete det i ulvetimen, da der kom en lille brise, og det regnede i vel kun fem minutter. Da  de tunge dråber fra træerne stadig overdøvede de fleste andre lyde.

Jeg er her for at få billeder af et ganske bestemt dyr. Dem tager man selvfølgellig ikke om natten. Det gør man bedst tidligt om morgenen eller lige før solen går ned. Men for at udnytte disse chancer, er jeg nødt til at gå i stilling ved midt på dagen. For ikke at advare eller skræmme dyrene. Det nytter ikke at prøve at komme et par timer før solop­gang. Lige meget hvor forsigtig og dygtig du er, så laver du uund­gåeligt støj, ved at bevæge dig i en jungle om natten.

Så er den der igen. Den ophidsende lyd. Ingen tvivl. Med lidt god fantasi KAN det være et større pattedyr, der river blade af en busk eller et lille træ. Og, så kunne det jo være …

I 1992 og 1993 var jeg to gange i Vietnam for at finde det da for videnskaben totalt ukendte dyr, Vu Quang Oksen, (Pseudoryx nghetinhensis).

Jeg havde heldet med mig og bragte tre sæt horn og et helt skind til Europa. Blandet andet på grund af disse fund, blev den øjeblikkelig totalfredet, og hvor den lever, er der nu oprettet reserva­ter. Siden da har man i Vietnam fanget to af disse okser – men de døde de­sværre.

Mere interessant er det imidlertid, at man også har fanget to i Laos – som også døde. De to Vu Quang okser blev fanget tæt på det område, hvor jeg nu sidder. Tæt på grænsen til Vietnam. Endnu har ingen videnskabs­mænd været i stand til at observere dem i junglen. De fire Vu Quang okser blev fanget af lokalbefolk­ningen og bragt ned i lavlandet.

Men, det er ikke en Vu Quang okse, jeg er her for at fotografere, ikke denne gang. Med mine kameraer håber jeg at “skyde” en helt ny hjorte-art!!!

Jeg kigger endnu en gang forgæves op mod trækronerne. Nej, der er intet lys. Og dog – nej, det er ønsketænkning.

Da jeg havde fundet Vu Quang oksen, blev videnskabsmændene i og udenfor Vietnam enormt interesseret i dette grænse-område. Et såkaldt “hot spot”, hvor tiden klima-mæssigt og på mange andre måder har stået stille i milllioner af år.

I en flod fandt man ret hurtigt en “ny” karpe-art. Og så, i 1994 dukkede endnu et “nyt” stort pattedyr op på arenaen.

Den engelske videnskabs­mand, John Mackinnon, som også havde fundet de første horn af Vu Quang oksen, faldt over adskilli­ge gevirer, han ikke kunne genkende. De var alt for store til at stamme fra en “normal” muntjak hjort, (Muntiacus Muntjak) som der er ret mange af i området. Han fandt dem i jægernes hytter i Kim Quang landsbyen. Den samme landsby hvor han havde fundet de første horn fra Vu Quang oksen.

Den danske videnskabsmand og DNA ekspert, Professor Peder Arctander, fra Zoologisk Institut ved Københavns Universitet, var ved hjælp af en lille stump skind fra et af trofæer­ne, i stand til at fastslå, at det var en hidtil ukendt hjorte-art. (Det var også Peder Arctander, som fastslog at Vu Quang oksen var hidtil totalt ukendt dyr.)

Siden er det blevet be­sluttet, at denne hjort er så forskellig fra de andre kendte muntjak arter, at man også videnska­beligt har måtte oprette en helt ny slægt, Megamuntiacus.

I denne slægt har man indtil videre kun denne ene art, som er blevet døbt Mega­muntiacus Vuquan­gen­sis. I daglig tale kan du lidt frit oversat kalde den “Stor Muntjak”.(Muntjac red.)

En af arterne, Muntiacus Muntjak eller den almindelige Muntjak, har hele 17 under­arter. Muntjakkerne findes lige fra Indien, Pakistan og Sri Lanka i vest til det østlige Kina og Taiwan. Plus i hele Sydøst Asien inklusive Indone­sien. Der lever også vilde mun­tjakker i England, som stammer fra en udsætning.

Det er den pattedyrsfamilie, der har det mest variable antal af kromosomer. Fra fire til 50. For videnskaben er muntjakkerne meget, meget interessante.

Man ved nu, hvor den store muntjak hører hjemme, rent viden­skabe­ligt, hvem dens nærmeste fætre er osv. Men, endnu er det ikke lykke­des, at fotografere en af dem i Vietnams tætte jungler. Kun de lokale jægere ved, hvordan den ser ud.

Jeg ved imid­lertid, at den også findes her i Laos. Jeg har set et gevir, som kun kan stamme fra en Stor Muntjak! I en landsby tæt på hvor jeg sidder.

Det første snavsede lys er så småt begyndt at sætte trætoppene i silhouet, men endnu er det mørkt hernede i bunden af urskoven.

Jeg lytter til et par fugle højere oppe i “mit” træ, da den ophidsende lyd ude til højre igen får mine nerve-ender til at reagere. Jeg er nu 100% overbevist om at det er en hjort eller en vu quang okse. Efter professionelt at have jaget kronhjorte i New Zealand, lyttet til dem og observeret dem æde, skulle jeg ikke kunne tage fejl. Spørgs­målet er selv­følgelig bare om det er en Stor Muntjak. Det kan også en sambar (Cervus unicolor) eller den almindelige muntjak. Et vildsvin er det ikke, de laver meget mere støj.

Jeg ved ikke meget om denne nye hjort. Ja, jeg ved faktisk kun at dens gevir er mere end dobbelt så langt som den almindelige muntjaks. Og at dens rosenstokke, (de to korte ben-udvækster på panden af handyrene hos alle hjorte plus hos rensdyrkøerne), kun er halvt så lange som hos den almindelige muntjak. Dens gevir er også buet eller svunget på en lidt anden måde. Det ligner faktisk ret meget geviret på en ung sambar hjort. Derfor er det så vigtigt for mig at fotografere dens gevir.

Det er anden gang jeg er her på platformen.

Første gang gik jeg herop på bjergsiden for fire dage siden. Til en større lysning, hvor der et par år i forvejen var fældet tre træer. Toppene af træerne var skåret af og brændt. Det betød aske – gødning – og lys. Som igen betød nye planter – hjortemad.

Jeg sad på denne platform i tre fulde dage – og der skete absolut INTET! Så var jeg en nat og en dag ned i landsbyen. Fik indhentet lidt søvn, og så var det herop igen. Med kogte ris, vand et tæppe og smøger. Min undskyldning for sidste er, at jeg så kan se hvad vej røgen går – om der skulle være en afslørende brise.

Jeg tror ikke, der er nogen tvivl om, at der findes stor muntjak net­op hvor vi sidder. Det er her i dette område de lokale siger, de har skudt hjortevildt. De har ingen grund til at lyve. De taler imid­lertid ikke om to forskellige arter, bare om større og små. Og de store er selvfølgelig mere efter­tragtede end de små. Mere kød i gryden.

For to år siden fældede de tre store tæer lige her. Til brædder. De har så brændt toppene af. Skabt de ideelle forhold.

Foto: Freddy Wulff, Lobo Press International

Vi kom hertil ved at sejle op ad Nam Hinbun floden – nede fra den store, brune Mekong. 8,4 km under en bjergkæde i kano – og bingo. Ind i denne smukke dal.

Nu er det blevet så lyst, at jeg kan skelne de døde grene fra afbrændingen. Jeg checker forsigtigt mine kameraer: ingen igler eller insekter eller vanddråber på linserne. Alt er i orden. Jeg er klar. Ganske forsigtigt begynder jeg at dreje hovedet fra side til side. Så langsomt, håber jeg, at det ikke kan opfattes. Som hvis jeg sad og så på en gang tennis i super slow motion.

Nu kommer lyset hurtigt. Så hurtigt som mørket, når solen går ned her i troperne. Nogle fugle flakser rundt, og een lander kun en meter fra mig. Den sidder længe og stirrer på mig, men virker ikke bange. Jeg er næsten lige så bange for at forstyrre den, som for at en eventuel hjort skal lugte mig. Der er store chancer for at en hjort også vil lytte til en fugl, der advarer sine fæller.

Jeg kan nu se alt omkring mig – og hører så pludselig noget i buskene bag mig. Skal – skal ikke. Det bliver ikke. Jeg tør ikke vende mig – og jeg ved jo også, at krattet er meget tæt lige der, for jeg sidder klask op ad den ”grønne mur” – med lysningen foran. At jeg ville få meget svært ved at se en eventuel hjort derinde – for slet ikke at tale om at fotografere den. Så er der igen helt stille.

Tiden snegler sig afsted. Jeg bevæger tæerne i støverne for at holde blodomløbet i gang, men det hjælper ikke. Mine ben sover – og har gjort det meget længe. Det prikker og snurrer. Er det besværet og myggene og iglebid­de­ne værd?  Ja, selfølgelig, hvis….

Jo længere tid der nu går, jo større er chancerne for at en hjort vil opdage mig. Når de første solstråler når jorden, vil den opstigende varme sætte luften i bevægelse. Så vil min fært brede sig. Hvis det sker, kan jeg slå en fed streg over det hele. Det begynder at lugte af endnu en spildt nat. Men, det er, da disse negative tanker be­gynder at dræbe den positive op­timisme, jeg har tvangsfodret hele natten, at der sker noget:

Foto: Freddy Wulff, Lobo Press International

Ovre på den modsatte side af lysningen, bag en stor bunke afsvedne grene, kan jeg se noget rødbrunt bevæge sig. Selv i skyggen er dyret ikke så mørk som en sambar. Den er også mindre. Okay, det kan være en sambar kalv, men, der er det med farven. Det MÅ være en muntjak.

Men, er det “den store”?

Gennem min 200 mm linse kan jeg kun se lidt af dens ryg. Den har hovedet nede – den esser. Det er helt, helt fint. Den aner ikke uråd.

Den går lidt frem, om bag en busk, og her løfter den hovedet for at lade øjne og næse og ører fortælle om der er fare på færde. Mennesket er ikke dens eneste fjende. Der er også – heldig­vis – stadig tigre i dette område. Et af de få steder i Sydøst Asien, hvor du stadig kan finde dem – omend i begrænset antal. På grund af busken kan jeg ikke se dyrets hoved og heller ikke om det er en hind eller en hjort.

Et øjeblik efter kan jeg stoppe med at gisne, gætte – og håbe.

Foto: Freddy Wulff, Lobo Press International

Den tager et skridt frem – og jeg ser hals og hoved. Og det jeg selvfølgelig aller, aller først lægger mærke til: Dens gevir. Det er langt, stort – og rosenstokke­ne er langt mindre end hos en almindelig muntjak! Der er den. Hjorten jeg er kommet for. Hjorten som kun lokale jægere hidtil har set!

Dens ansigt er også mørkere end ansigtet på den almindelige muntjack, og jeg kan helt tydeligt se to mørke striber der går fra ansigtet op på inder­siden af rosenstok­kene.

Jeg slår min motordrive fra, og tager et par billeder.

Jeg ved den er lidt langt ude, men min 200 mm linse er det længste jeg har villet medbringe. En 400 mm ville være langt bedre, trække den længere ind, men i dette lys, ville jeg ikke med en 400 mm være i stand til at tage knivskarpe billeder. De ville helt uden tvivl blive rystet.

Jeg sidder stille og håber, nærmest beder til jeg ved ikke hvad, om at den vil komme nærmere – og samtidig komme ud i det helt åbne. Men, det er nok for meget at forlange. Det gør den heller ikke. Den for­svinder ind i krattet helt ude til venstre.

Men, mens jeg stille bander på adskillige sprog, er den der pludselig igen. Og nu går den frem mod den helt åbne plads foran den store bunke afsvedne grene. Min bøn er åbenbart blevet hørt et eller andet sted.

Jeg får et par billeder mere, inden den vender ryggen til mig og går ind i skyggen. Her stiller den sig bag en tynd, brækket træstam­me – og stirrer pludselig i min retning. Har den hørt eller lugtet mig? Jeg tager et par billeder mere. Jeg har intet at tabe.

Den stirrer og stirrer – kun dens store runde ører bevæger sig en gang imellem. Der er noget, den ikke kan lide. Men så slapper den af, kommer lidt tættere på. Jeg får et par billeder mere.

Hvis ellers kameraet fungerer, som det skal, så skulle jeg nu have et 100% skudsik­kert bevis: At den Store Muntjak også findes i Laos! Det skulle så også være de første billeder af denne “nye” hjort fra både Laos`og Vietnam`s jungler.

Så vender han spejlet til mig, og jeg kan se at dens hale er ret mørk – og at den har en sort stribe ned ad nakken og ud på ryggen. En såkaldt dorsal stribe.

Hjorten går om bag de afsvede grene – og her lægger han sig!  Han er virkelig meget samarbejdsvillig. Det er klik, klik og mere klik.

Foto: Freddy Wulff, Lobo Press International

Jeg løber ud for film og må bruge det andet kamera med en 105 mm linse. Da jeg har fået 10-12 billeder med det, vover jeg det ene øje og skifter forsigtigt film i det andet. Han ligger der stadig.

Jeg har nu tid til rigtigt at studere ham. Foruden hans mørkere ansigt, mangler han også den hårtot eller hårdusk foran rosenstokkene, som den almindelige muntjak har. Jeg er mere end sikker i min sag. He is the boy. The real McCoy. Jeg anslår hans vægt til at være 55-65 kg. I sammenligning vejer en råbuk i Vesteuropa mellem 25 og 35 kg.

En halv time efter rejser han sig fra lejet. Strækker sig og gaber langt og længe. Så går han et par skridt inden han igen lægger sig. Han kunne vel også dårligt være blevet færdig med at tygge drøv. Han har det helt fint med sig selv på denne stille, tørre morgen. Ingen jægere, ingen tigre, masser af mad. Hvad mere kan han ønske sig?

I samme øjeblik rasler det i bladene. Ikke et dyr, ikke en fugl – det lufter. Jeg mærker vinden på min våde, svedige nakke – og ved øjeblikkelig, hvad klokken har slået! Kameraet i stilling.

Han får færten af mig et sekund senere.

Løfter hovedet med et ryk. Springer op. Står bomstille, stirrer i min retning.

Hans ører er som radarer drejet mod mig, lugteansen filtrerer, hvad han snuser ind. Og så sker der noget forunderligt. Han kommer over mod mig. Stopper vel seks-syv meter fra platformen og kigger op på mig.

Foto: Freddy Wulff, Lobo Press International

Jeg snupper et par billeder mere – og sætter så min flash til. Det kan han ikke lide.  Jeg når lige at panorere ham een gang, da han drøner ned gennem lysningen. Så er lysningen igen tom. Som om han aldrig havde været der. Som om denne hjort alligevel slet ikke eksisterer….

Lad os sige det sådan. Det er en meget, meget glad dreng, der går ned til floden og tilbage til landsbyen.

Tager fotografen med fra den nederste platform – hjem til morgenmad efter dage på kogt ris.

Jeg prøver at få sovet lidt, men det bliver ved at snurre i hovedet. Fik jeg nogle ordentlige billeder? Hen og tjekke kameraerne. Jo lysmålerne fortæller det samme. Tjekke med fotografens kamera. Joh, det samme.

Den må være god nok.

Men vi har rejst langt, har brugt megen tid på denne opgave. Og, hvad betyder en dag så fra eller til? Tidligt på eftermiddagen er jeg tilbage på platformen. Kun med en smule ris i en plastikpose og en liter vand. Jeg vil kun være her en enkelt nat. Og det bliver så ikke nødvendigt …

Foto: Freddy Wulff, Lobo Press International

Pludselig står der en hind i lysningen. Jeg har ikke hørt hende, og må også sige – jeg har ikke koncentreret mig om noget som helst. Kigget på et par fugle… og ja.

Jeg har dog kameraerne klar. Hinden esser ikke, hun går blot langsomt op gennem lysningen. Snuser lidt her og der, måske hvor hjorten var i morges.

Så forsvinder hun op, hvor jeg ikke længere kan se hende – og i næste øjeblik kommer der en hind mere. Hun har ikke så travlt. Hun esser lidt. Klør sig, tager et par mundfulde mere – og så følger hun den første. Måske er den sidste en datter. Da hun også forsvinder, tager jeg en hurtig beslutning: Nok er nok. Jeg har vist brugt min portion held. Jeg går ned til floden og tilbage til landsbyen.

P.S. Videnskabsmænd har nu bekræftet, at de billeder du ser af hjorten på disse sider ER af den Store Muntjak. Den har senere fotograferet sig selv på et vildtkamera, der var sat op for af tage billeder af Saolaen. Som med saolaen, har man måttet oprette en ny slægt: Megamuntiacus. Dens videnskabelige artsnavn er  Megamuntiacus vuquangensis.

Læs mere om Freddy Wulffs bog “VILDE EVENTYR“, hvor man også kan læse om dengang han fandt Vu Quang Oksen.

Megamuntiacus vuquangensis (Stor Muntjak)

Denne nye hjort-art fra Vietnam og Laos er tættest beslægtet med den alminde­lige Muntjak, Muntiacus muntjak. De findes i samme område. Men, den adskiller sig dog så meget fra den almindelige og alle andre kendte muntjakker på så mange vigtige punk­ter, at vi her ikke blot taler om en ny art, men en helt ny slægt! I denne slægt er der så kun den Store Muntjak.

Detaljerne er som følger:

Familie: Cervidae (Hjorte-familien)

Slægt: Megamuntiacus

Art: Megamuntiacus vuquangensis (Stor Muntjak)

Otte sæt gevirer fra stor muntjak, Megamuntiacus vuquangensis, er blevet sammenlignet med 15 sæt fra den almindelige muntjak, Muntiacus muntjak. I gennemsnit var læng­den på gevirerne 20 cm for stor muntjak og 8,7 cm for den almindelige muntjak. Denne nye hjort har med andre ord et gevir, der er mere end dobbelt så langt som den almindelige muntjaks. Sprosserne på den store muntjak er i gennemsnit 6.0 cm lange, mens de på den almindelige muntjak kun måler 1.4 cm.

Andre vigtige forskelle: Hovedets længde på den almindelige muntjak er 19,6 cm. Den stores måler 23.1 cm. Rosenstokkene længde på den almindelige muntjak er 8.0 cm, mens de på den store kun er 4.8 cm. Den mørke hårtot i ansigtet på den almindelige mangler helt hos den store.

Forfatteren har anslået den store muntjak hjort til at veje mellem 45 og 55 kg. Kun den sorte muntjak, der lever i det sydøstlige Kina er større – eller på samme størrelse. Fra hoved til hale måler den ca 140-150 cm og dens skulder­højde er mellem 65 og 75 cm.

Den store muntjak`s farve er rødbrun, ikke ulig en råbuks. Den er lidt mørkere på ryggen end på flankerne. Denne farve kan dog skifte med års­tiden. Dens ansigt er meget mørkt, næsten sort. Der er sorte striber på indersiden af rosenstokkene. Den har en sort stribe i nakken. Halen er også ret mørk. Den har ligeledes mørke forben.