Jægeres pres på bukkejagt i Spanien er nu så stort, at den spanske bukkejagt er gået grassat. Det skriver Henning Kørvel, der har drevet jagt i Spanien i mere end 40 år
Spansk bukkejagt går grassat
Jægeres pres på bukkejagt i Spanien er nu så stort, at ejere af arealer i hotspots-områder i acceptabel køreafstand fra store byer, tager op til 2.500 euro (18.625 DKK) pr. bukkelicens. Spanien har cirka en million jagtudøvere, og presset på bukkejagten er ikke mindst stort på grund af landets høje antal rige mennesker, der udøver jagt og kan betale kassen. Mange spanske middelklassejægere rejser derfor nu udenlands for at jage bukke, for når de i Spanien skal op med cirka 20.000 for en ”jævn råbuk”, kan de for den samme sum penge skyde fire-fem ”jævne bukke” i Polen, Tjekkiet eller Tyskland.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Bukkejagt i Spanien er gået grassat. Afskydning af bukke, der er på licens, kan i værste fald koste over 2.000 euro stykket i 2023, ja, endog 2.500 = 18.625 DKK.
Da jeg og mine spanske venner for nogle år siden jagede bukke i Cetina i Aragon, betalte vi 1.200 euro pr. licens svarende til 8.940 DKK.
Vi havde dengang syv licenser, der gav en samlet udgift på 62.580 DKK, hvilket der ikke var noget at sige til, for det var prisen, hvis man ville til fadet.
Men nu er prisen gået fuldstændig grassat. I løbet af de sidste 10-15 år er interessen for bukkejagt i Spanien vokset eksplosivt, og priserne er fulgt med udviklingen, idet der er blevet drejet på prisskruen – om ikke dag for dag – så år for år.
Bukkejagt er blevet så eftertragtet i Spanien, at ledige terræner næsten ikke er til at opdrive, og da slet ikke i acceptabel køreafstand fra store byer. Fordi Guadalajara, Soria og Aragon, der er hotspots, ligger i acceptabel køreafstand fra Madrid, er priserne på bukkejagt her, hvor der hvert år skydes mega bukke, blevet himmelhøje, men jeg frygter, at vi har endnu ikke set toppen af isbjerget.
I europæisk superliga
Den samme tendens ses i andre dele af Spanien.
Mine venner har i år ledt efter et terræn til os, hvor vi i fællesskab kunne jage bukke. Rafael, der er søn af min spanske jagtkammerat, havde således et revir på 3.500 hektar i Asturias på hånden.
Til reviret hører syv bukkelicenser, og det ville således være perfekt til os tre, fordi vi så hver især kunne skyde to bukke, og den af os, der var heldig, tre bukke.
Som udgangspunkt regnede vi med at kunne få licenserne til 2.000 euro stykket (14.900 DKK), men i uge 11 traf ejeren af reviret sin afgørelse, fordi han gav sin bukkejagt til ikke min jagtkammerat fra Cordoba, men til en mand fra Barcelona, som – for at være sikker på at få jagten – havde budt 2.500 euro pr. licens (18.625DKK. stykket, svarende til en samlet sum for de syv licenser på 130.375 DKK.
Holdt op imod priserne for jagt på ”jævne bukke” i Polen og Tyskland (3.000-4.000 DKK stykket), er bukkejagt i Spanien altså rykket op i absolut europæisk superliga.
Årsagen til dette skal søges i den samme problematik, som vi kender fra England: Klasseforskel, og at der som i England er en dyb kløft imellem rig og fattig, og at der i Spanien er mange rige mennesker, der går på jagt og kan betale kassen, men at middelklassen ikke er så godt kørende som i Danmark.
I kraft af det store potentiale af rige mennesker kan spanske arealejere næsten forlange, hvad det skal være for jagt på deres ejendom. Et stigende antal spaniere fra især middelklassen, der ikke kan lide prisudviklingen på jagt i deres eget land, tager derfor i stigende grad på bukkejagt i England, Skotland, Polen, Tyskland, Rumænien og Tjekkiet, hvor bukkejagt (”jævne bukke”) fås til mere humane priser end i hjemlandet.
Prisforlangendet i Asturias på 2.500 euro pr. licens (18.625 DKK) ville man måske gerne betale, hvis man havde sikkerhed for, at der var tale om medaljebukke, men i jagt gives ingen garantier i den retning, og hvis de bukke, der afskydes, er ”jævne”, hvilket vil sige op til cirka 350 gram, er prisen meget høj, fordi man for det samme beløb (18.625 DKK), vil kunne afskyde fire-fem ”jævne bukke” i Polen, og man i Skotland vil kunne skyde en guldmedalje eller to bronzemedaljer.
”Cull bukke” til 250 GBP
Jeg har personligt jaget meget med Scotsport (Alf Sørensen) i Skotland, og jeg holder meget af hans prispolitik, fordi man for bukke til guldmedalje her betaler 1.500 GBP (12.690 DKK), 1.000 GBP (8.460 DKK) for sølvmedaljer og 700 GBP (5.922 DKK) for bronzemedaljer.
Bukke under bronze, er ”cull bukke” til 250 GBP (2.115 DKK) stykket. Jeg har skudt flere bukke på både 100 CIC-point og bukke op til 104,35 CIC-point, som jeg kun har betalt 250 GBP for, hvilket er lidt sjovere end at skulle op med cirka 20.000 DKK for en buk af samme størrelse i Spanien, hvor landets mange rige mennesker med deres pres på arealerne medvirker til, at prisen for at jage bukke, holdes høj, og til næste år sikkert vil tage endnu et nyk opad.
Så meget desto mere er jeg superglad for de 10 bukke, som jeg allerede har skudt i Spanien, hvoraf to er sølvmedaljer på 117 CIC-point og115,85 CIC-point.
Førstnævnte er min Moriscobuk, nedlagt i Cadiz, og den anden er fra Cetina i Aragon, og som Moriscobukken er den speciel, fordi den havde en enorm stor krop og vejede over 30 kg i opbrækket stand, og hovedet ligeledes var stort, og gehørerne de største, som jeg har set hos råvildt.
Moriscoråvildtet er en underart af Capreolus c. capreolus, der har en anden kropsfarve end konventionelt råvildt, fordi pelsen er rødbrun hele året, og kraniet er smallere og kortere end hos konventionelt råvildt.
Arten findes kun i et område i Cadizprovinsen på størrelse med Fyn.
Jeg tror dog principielt også, at noget af det råvildt, der står i det centrale og nordlige Spanien, kan være en anden underart, fordi nogle dyr er ekstremt store og har således en vis lighed med svensk råvildt, der er kendt for høje kropsvægte og høje opsatser.