Når jagtsæsonen starter 1. september 2023 bliver det ikke tilladt at gå på jagt efter det store hjortevildt med bue og pil. En EU-proces forsinker tilladelsen i mindst 3 måneder
EU proces forsinker buejagt på større hjorte i 2023
Af Miljøstyrelsen
En ændring af bekendtgørelsen om våben og ammunition til jagt, som tillader buejagt på det store hjortevildt, kan mod forventning ikke træde i kraft, når jagtsæsonen går ind den 1. september.
Miljøstyrelsen har netop afsluttet en offentlig høring af ændringer til bekendtgørelsen, som permanent skulle tillade buejagt på kronvildt, dåvildt og sikavildt efter samme retningslinjer som var gældende i en forsøgsperiode fra 2018 til 2022.
Vildtforvaltningsrådet har enstemmigt anbefalet ministeren at indføre en permanent mulighed for buejagt på de store hjortevildtarter, og høringen gav ikke anledning til indsigelser i forhold til ændringen af bekendtgørelsen. Derfor forventede Miljøstyrelsen, at tilladelsen kunne træde i kraft allerede fra 1. september 2023, men det viser sig nu ikke at være muligt.
Krav om EU-notifikation
I høringsperioden er Miljøstyrelsen blevet opmærksom på, at der er krav om, at bekendtgørelsen også skal notificeres både i forhold til et EU-direktiv og WTO´s TBT-aftale, før den kan træde i kraft. Notifikationen vil tage mindst tre måneder – muligvis mere.
”Vi ved, det er en skuffelse for mange buejægere, at de alligevel ikke kan komme ud med buen efter det store hjortevildt, når jagtsæsonen begynder den 1. september, sådan som vi havde stillet i udsigt,” siger kontorchef i Miljøstyrelsen Jens Skovager Østergaard.
”Som det ser ud nu, kan det desværre tidligst blive til december og muligvis først fra næste jagtsæson. Det kan jeg kun beklage, men i Miljøstyrelsen vil vi selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at få notifikationen gennemført så hurtigt som muligt.”
Jægere, som har bestået buejagtprøven, kan dog fortsat gå på jagt efter råvildt og andre mindre vildtarter som hidtil.