Noget kan tyde på, at der endelig vejres morgenluft i hjortedebatten! I en af landets mest kronvildtrige regioner er der opnået fuld enighed om et nyt forslag til forvaltning
Morgenluft i hjortedebatten
Af Redaktionen
Hjortedebatten er først og fremmest en principdebat om jagtens fremtid. Skal jagtforvaltningen i Danmark stadig hvile på den såkaldte danske model baseret på nationale og regionale jagttider? Eller … skal den overgå til et princip baseret på kvoter, arealkrav og tvunget samarbejde hen over skel?
Når det er nævnt, er hjortedebatten også en meget konkret diskussion om hvordan men rent operationelt bør administrererde mange interesser og konflikter, der er knyttet til en voksende bestand af det store hjortevildt.
I landets kreds 2 under Danmarks Jægerforbund – i en af langt mest kronvildtrige regioner – har bølgerne gået højere end noget andet sted i landet. For jægerne i og omkring Herning er kronvildtet hjerteblod og for midtjyderne er kronvildt mindst lige så vigtig som råvildt, fasaner og gråænder etc. er for jægere i andre områder.
De mange sværdslag i regionen har ikke været uden menneskelige omkostninger og undervejs i den efterhånden mangeårige debat, har der været flere udskiftninger på centrale poster i forbundet. Det har ikke altid været lige kønt at se på …
Men nu kan det hele måske være ovre … i hvert fald for denne gang.
I Facebookgruppen “Hjortevildtforvaltning i Danmark” kan man læse, at jægerrådet i regionen nu er blevet enige om en indstilling til fremtidens forvaltning.
Bemærkelsesværdigt er det også, at hele gruppen er enige i indstillingen. Et princip som også tilstræbes i f.eks. Vildtforvaltningsrådet, der har til opgave at samle rådsmedlemmerne og runde de mange interesser af og dermed skabe en enig indstilling til den minister, der administrerer jagtområdet.
Hvorfor enigheden og dermed freden ser ud til at sænke sig over den ellers konfliktfyldte kreds omkring Herning vides ikke. Men nærliggende er det naturligvis at se på de signaler, som er udgået fra nuværende Miljøminister Magnus Heunicke, som har afvist en indstilling fra Vildtforvaltningsrådet, der tog udgangspunkt i arealkrav.
LÆS OGSÅ:
Arealkravet er dumpet for tredje gang
Den klare besked fra ministeren er, at fremtidens forvaltning skal hvile på frivillige aftaler.
Denne kurs var måske det som i sidste ende fik regionens jægere til at samle sig om en nu enig indstilling. Hvorvidt eksemplet fra regionen vil brede sig til landets øvrige regioner, må tiden vise.
Læs mere om hjortedebat via klik herunder …