Han kaldes Danmarks ukronede sneppekonge og havde tradition for at udstoppe en sneppe hvergang han rundede 500 nedlagte
Danmarks sneppekonge
Maskinmester Jes Jessen, Sønderho er Danmarks ukronede sneppekonge. I sit jægerliv skød han 3.262 skovsnepper. Før han blev sneppekonge, var overjæger Nielsen på Brattingsborg Gods med 2.318 nedlagte snepper indehaver af rekorden. Jes Jessen satte samarbejdet med hunden højt, og han roser sin engelske setter King. I de syv år, han havde den, før den blev bildræbt, havde han skudt 1.205 for den, og efterfølgeren – Zenta – gav ham 1.043 snepper. King var den bedste hund, Jessen har haft, men den havde en særhed, fordi den ikke ville rejse snepperne. Han kastede en sten hen foran hundens næse, hvorpå den gik frem, rejste sneppen, der så blev skudt af Jes Jessen, der startede jægerlivet med at jage ænder og gæs på flakkerne ud for Sønderho.
Tekst: Henning Kørvel
Han lod udstoppe hver sneppe nummer 500, som han havde nedlagt, og fordi han i sit liv nedlagde 3.262 skovsnepper, så blev det altså til seks udstoppede snepper, der hver for sig præsenterede 500.
Maskinmester Jes Jessen, Sønderho på Fanø, er Danmarks ukronede sneppekonge. Ingen andre jægere når op på siden af ham, selv om andre danske jægere har skudt mange snepper.
Overjæger Nielsen på Brattingsborg, Samsø, skød således 2.318 snepper, og Eiler Marcher og hans søn, Frans Marcher – der er dansk jagtkonge – har begge skudt over 1.000.
”Dansk Jagttidende” bragte i nr. 12, 1973 et interview af Sigurd Rosendahl med den dengang 73-årige pensionerede maskinmester Jes Jessen.
Indledningsvis bliver han spurgt om sit syn på, at forårsjagten var forsvundet året forinden (1972) sammen med, at knortegåsen blev særfredet.
”Vårsneppejagten var en traditionsrig jagt, og for os vestjyder var det en skuffelse, at denne jagt nu er ophævet. Ganske vist betyder det for vestjyder ikke så meget for årets talmæssige resultat, da vi altid har langt de fleste snepper om efteråret, men vårsneppejagten var i hvert fald for mig den jagt, som med de mindste skydetal gav den største jagtglæde, og jeg forstår så udmærket godt, at jagtkammeraterne på den jyske østkyst, som ikke har efterårstrækket at glæde sig til, er skuffede. Jeg forstår til fulde deres bitterhed mod den ensidighed, som har resulteret i ophævelsen af en gammel og hævdvunden jagtform”.
”Man har fra jagtmodstandere af vårjagten hørt de samme strenge blive rørt den ene gang efter den anden. Det er fugle, der er på bryllupsrejse. Hvis vi ikke skyder dem, kommer de hjem med et helt kuld unger”.
”I denne sag er jeg helt enig i det, Rudolf Sand (1922 – 2002) så udmærket skrev i Dansk Jagttidende, at det er et udslag af dobbeltmoral at anskue sagen på den måde, for skal disse forhold influere på, om der skal jages eller ikke, så skal vi i virkeligheden lave jagttiderne om for en hel række dyre- og fuglearter. Det er, som om man har kastet vårsneppejagten i grams for at redde andre interesser for et stykke tid, men det bliver også kun for et stykke tid, for går jægerne med til, at vi slagter dansk jagt på den måde, at man – fordi der kun er forholdsvis få jægere, der driver vårsneppejagt og sneppejagt i det hele taget – så ofrer denne jagt for at bevare andre jagtformer, så er det begyndelsen til enden for jagten i Danmark”.
Elskede bekkasinjagt
”Mange af de jægere, som på møder rundt om i landet har været med til at stemme sneppejægerne ned, har såmænd ikke en gang set så meget som en udstoppet sneppe, og langt mindre skudt en sneppe. De jægere burde i stedet for have tænkt på, at nogle af deres jagtkammerater i netop vårsneppejagten havde deres bedste jagtoplevelser, og det er i hvert fald ikke sneppejægerne, som tager agerhønsene og fasaner fra andre jægere”.
”Jeg er meget skuffet over. Hvordan det er gået, og jeg tror, at det er alt for forhastet beslutning, der er truffet, og derfor håber jeg, at det sidste ord ikke er sagt i denne sag endnu”.
– Hvordan kan det være, at det i særlig grad er snepperne, De har kastet deres kærlighed på?
”Jeg ved det faktisk ikke, for i min ungdom drev jeg meget ande- og gåsejagt på de endeløse flakker rundt om Fanø. Vi var tre jagtkammerater, som var ude tidligt og silde, og dengang var der fugle nok. Man kan slet ikke forklare folk, hvad der dengang var af ænder og gæs i dette område. Det var så fantastisk, at ingen ville tro på det i dag”.
”Når vi under vestenstorm hyggede os inden døre på Fanø, behøvede vi bare at lukke en dør eller et vindue op for at kunne høre koret af ænder og gæs, som skræppede og snadrede gennem stormens larmen. De lå oppe ved tagrørsbræmmen, og de skarpe bølger vuggede dem efterhånden længere bort fra kysten. Når de så var kommet et stykke ud, lettede de under storm larm og fløj ind og kastede sig igen i læ af rørbræmmen”.
”Da jeg fik min første hund – en dejlig korthår – opgav jeg så småt jagten ude på flakkerne, for der kunne jeg jo ikke tag hunden med, og jeg ville så hellere nøjes med at sidde ved en klitsø og skyde en and eller to”.
”Min første hund elskede at gå i mosedragene, hvor der var mange bekkasiner, og derfor kom jeg til at drive bekkasinjagt. Dengang var der ellers ingen, der ville ofre dyre patroner på bekkasiner, sådan noget småskidt, som en af mine jagtkammerater udtrykte det, og derfor havde jeg heller ingen konkurrence”.
”Det var en dejlig jagt, og en grydefuld bekkasiner var en vidunderlig lækkerbisken”.
”Efterhånden som afvandingerne skred frem, blev der færre bekkasiner, og så blev det snepperne, som kom til at fascinere mig, og jeg har været heldig at have haft gode hunde, som lod sig oplære til dette krævende speciale, og sneppejagten blev mit et og alt”.
– Hvad er det, som gør sneppejagten så tillokkende?
”Det er helt afgjort selve jagtformen og samarbejdet imellem jæger og hund, som kulminerer, når den brune sneppe pludselig rejser og kaster sig hid og did imellem træstammer og grene.
”Men samarbejdet med hunden er det vigtigste, og jeg har været så heldig at have haft gode hunde næsten hele tiden. De har været meget forskellige i temperament og evnen til at gå på jagt, men det har kun været charmerende”.
Kastede sten for at få rejst snepperne
”I de første mange år havde jeg korthår, men ved et uheld kom jeg i besiddelse af en engelsk setter, og den blev min bedste hund, selv om jeg fra starten slet ikke regnede den for noget”.
”King var en perle, men desværre forstod jeg slet ikke i begyndelsen, hvilken fin hund, jeg havde fået, det gik først op for mig efterhånden. Og lige da jeg havde fået den, ville enhver kunne have købt den for 100 kroner”.
”King havde naturligvis også sine fejl, men de opvejedes til fulde af dens rige evner. Det værste ved den var, at den ikke ville rejse vildtet. Den mand, som havde haft den før mig, havde øjensynlig været for hård ved den, måske fordi den havde rejst vildt i utide, og da jeg fik den, var den nærmest vildtsky”.
”Mange jægere er så interesserede i, hvilke patroner de skal bruge, hvilke haglstørrelser de skal have og den slags. Det eneste, jeg var interesseret i, da jeg havde King, var at finde nogle glatte sten, som jeg kunne have i lommen. Når King stod for en sneppe, kastede jeg en sten hen foran dens næse. Så sprang King frem og rejste sneppen. Det slog aldrig fejl, at hundens næse pegede nøjagtigt i den retning, hvor sneppen lå, og jeg behøvede aldrig at kaste mere end en sten”.
”Det varede naturligvis lidt, inden jeg fik lært den rigtige teknik med at kaste sten. Man skulle jo være lidt af en cirkusklovn, for at det kunne blive til noget. Når sneppen kom op, havde jeg haglbøssen i venstre hånd, men kroppen var ude af balance på grund af stenkastet. Så haglbøssen over i højre hånd, og først kunne jeg så afgive skud”.
”Det kunne naturligvis ske, at jeg på en god dag brugte alle de sten, som jeg havde samlet og havde med i lommen, men så kastede jeg patroner i stedet for. Det gav samme resultat, men det kneb naturligvis af og til med at finde dem igen, men min medfødte sparsommelighed gjorde, at jeg ville finde dem alle sammen”.
”Det forekom mig egentlig ganske rimeligt, at King og jeg skulle jage på denne måde, og da der var gået nogle år, spurgte jeg nogle af mine jagtkammerater, om ikke de havde lyst til at skyde for King. Det havde de i allerhøjeste grad, for de havde jo set de mange snepper, som jeg kom hjem med, men da de hørte, at de selv skulle få fuglene op ved hjælp af stenkast, så var det ligesom, at interessen kølnedes”.
”En dag havde jeg ingen sten ved hånden. Så prøvede jeg blot at lave kastebevægelsen. King for på, sneppen kom op, og jeg skød den”.
”Det udnyttede jeg så fremover, og snart tog jeg fløjten i munden og gav et svagt pift, samtidig med at jeg udførte kastebevægelsen”.
”Jeg var bombesikker på, at King i den efterfølgende sæson ville have lært at rejse på et svagt pift, men det kom jeg aldrig til at opleve, fordi min dejlige hund blev bildræbt en dag, hvor jeg var på sneppejagt i plantagen”.
”Det var en stor sorg, for King var en usædvanlig hund på jagt, og en dejlig hund at have hjemme i stuerne”.
”Selv på dage, hvor der efter alle solemærker ikke var en fugl i skoven, kunne King alligevel finde snepper, og det betød heller ikke noget for hunden, om det var modvind eller med vind. King stødte heller ingen snepper, og selv om vi kom på et terræn, hvor andre jægere lige havde jaget med deres hunde, kunne King alligevel finde snepper. Derimod kunne jeg ikke selv finde den. Måske stod den i en tæt gruppe bjergfyr, hvor jeg ikke kunne se den, måske var den nær ved, måske fem eller 10 bøsseskud borte. Så løb jeg ned ad en vej, hen ad en anden og tilbage ad en tredje. Og så stod jeg der, sveden haglede ned af mig, og jeg kløede mig i nakken og tænkte ved mig selv: Den fordømte hund, hvor er den dog henne? Hvis jeg var gået 25 meter længere frem, så havde jeg måske fundet den”.
Jes Jessen fotograferet i 1973 i sit hjem i Sønderho. Bag ham ses en af vitrinerne med en udstoppet sneppe. Han lod udstoppe en sneppe for hver 500 nedlagte. Foto: Dansk Jagttidende
Skød 1.205 snepper for King
”Der skal gode ben og lunger samt et godt hjerte tilden slags, men det havde jeg heldigvis dengang”.
”Jeg skældte selvfølgelig ud, når den omsider kom luskende med hængende hoved og de mest brødebetyngede udtryk i øjnene, men klø fik den aldrig”.
”Så en dag fik jeg en lys ide. Da King kom luskende, sagde jeg til den: Hvor er fuglen henne? Kan du vise fatter, hvor fuglen er? Jeg havde jo læst så meget om hunde, der rapporterer, og som kommer hen og bider jægeren i buksebenene, danser rundt om ham for at fortælle ham, at han skal følge med”.
”Her var der ingen tegn til den slags. King løb, og jeg fulgte efter, og så med et var den væk igen. Så fløjtede jeg ad den, og denne gang kom den ret hurtigt. Til sidst kom vi til en lysning, hvor King tog stand, men et øjeblik efter gik den på fod. Sneppen var løbet, men King fandt den igen, tog stand, og jeg skød den, da den blev rejst. Det var første gang, King rapporterede. Senere skete det mange gange”.
”Jeg skød selv 1.205 snepper i de syv år, jeg havde King. Det siger lidt om, hvor god en hund, den var, og i det samme åremål skød også jagtkammerater snepper for den”.
”Det kan vel heller ikke undre, at den engelske setter står mit hjerte nær, når King med sine 1.205 snepper, og Zenta – dens afløser – med 1.043 stykker bragte mig op i talmæssig højde, som jeg aldrig havde higet efter eller troet mulig, men mine settere har også haft den store fordel, at ingen af dem har været sårbenet, uanset om de dagligt har gået i en vestjysk klitplantages hårde terræn med nedhugst og strid lyng”.
”Man må dog ikke af mine resultater få den tanke, at bare man har en engelsk setter, er man velhjulpet til jagt i skov. Så enkelt er det ikke, for det er bestemt ikke enhver setter, der egnet sig til den gren af jagten, der jo ligger langt fra setterens naturlige anvendelsesmønster”.
– Hvor mange snepper har De selv nedlagt?
”Efterhånden er det blevet til et temmelig stort tal, for alt i alt har jeg frem til i dag (1973, red.) nedlagt 3.262”.
– Og det er dansk rekord?
Ja, det er det, selv om jeg ikke ynder udtrykket. Overjæger Nielsen på Brattingsborg havde skudt 2.318, da han døde, og det regnedes dengang for at være dansk rekord, men dette tal passerede jeg 6. april 1962”.
”Selv nu, hvor alderen mere og mere gør sig gældende, vil jeg trods det slørede syn og slidgigtens vilde protester dog forsøge på endnu nogen tid at færdes på de kendte og slidte jagtstier i håbet om endnu nogle gange at opleve, at skovbunden eksploderer foran hundens næse, og i glimt afslører skovens smukkeste blomst – sneppen – i sin iltre flugt gennem grenenes flitter, og skulle det lykkes en af mine efterkommere at passere det tal af nedlagte snepper, som jeg måtte slutte med, da skulle det glæde mig, for da ved jeg, at også han har oplevet alle de ufattelige glæder, man slet ikke troede, fandtes, alle de lyksaligheder, som samarbejdet med jægerens bedste ven – hunden – har skaffet mig i årenes løb i jagten på den vidunderlige fugl – selve eventyrets fugl – kort sagt: SNEPPEN”.
Skovsneppe havde jagttid fra 24.9. – 7.4. frem til 1972, hvor jagttiden om foråret bortfaldt. Emnet – forårsjagt – havde været diskuteret i jægerkredse siden dannelsen af Dansk Jagtforening i 1884.
I det første nummer af ”Dansk Jagttidende” i 1884 giver en jæger i et indlæg udtryk for, at skovnseppen bør fredes om foråret. Han fandt det forkert at skyde skovnseppen, når den var på vej tilbage til yngplepladserne. Der kom imidlertid til at gå 88 år, før fredningen langt om længe blev en realitet.
LÆS mere om SNEPPEJAGT
