Billed kunstneren Simone Freiheit, som mange kender her fra siden, har fået optaget et værk på Johannes Larsen Museets aktuelle udstilling FUGL25
Et år med fuglene, friheden og kunsten
Af Redaktionen
For præcis et år siden tog Simone Freiheit springet og blev selvstændig billedkunstner. Det første åbent hus-arrangement i september 2024 trak mere end 120 gæster til hendes galleri, og siden da er meget sket.
„Friheden kan mærkes – men det kan ansvaret også,“ fortæller hun. „Jeg skal nogle gange minde mig selv om, at der også skal være plads til det unyttige, som Dronning Margrethe så fint engang udtrykte det.“
LÆS mere om FUGLE
Johannes Larsen Museet
Et af årets absolutte højdepunkter er, at Simone Freiheit har fået optaget et værk på Johannes Larsen Museets store udstilling FUGL25. Her vil hendes krikænder indgå i dialog med værker af andre kunstnere, når udstillingen åbner med fernisering lørdag d. 13. september.
„Jeg glæder mig meget til at se placeringen og opleve, hvordan mine krikænder spiller sammen med de øvrige værker,“ siger hun.
Åbent hus – 1 år som selvstændig
Dagen efter, søndag d. 14. september, markerer Simone Freiheit sit første år som selvstændig billedkunstner med et nyt åbent hus-arrangement.
Her inviterer hun publikum helt tæt på:
-
Et glas bobler til gæsterne
-
Gode rabatter på Giclée kunstprint
-
En lille outlet-afdeling med særligt udvalgte værker
-
Et kig på et eksempel på hendes akustikkunst
„Kunst opleves på en helt anden måde, når den ses med egne øjne og i fysisk nærhed. Derfor glæder jeg mig til at slå dørene op og møde både nye og velkendte ansigter,“ siger hun.
Læring og udvikling
De stille sommermåneder har givet Simone en vigtig læring: „Enten skal jeg leje mig ind i et galleri – eller også skal jeg bare nyde min familie og holde ferie. For salget står helt stille, og det var en øv-oplevelse, selvom jeg egentlig godt vidste, at det ville ske. Når man lever af sin kunst, mærker man ansvaret endnu tydeligere i de stille måneder.“
Til gengæld blev sommerens Brahetrolleborg Game Fair en stor succes med stor interesse og mange anerkendende ord. Og i september venter endnu en stor begivenhed: fra d. 19.–21. september deltager Simone Freiheit i Works Art Fair i Ridehuset i Aarhus, hvor hun udstiller sammen med kunstneren Erling Mørch.
Ud over Danmarks grænser
Det første år som selvstændig har budt på mange bestillingsværker og en efterspørgsel, der har gjort det svært at følge med produktionen. Samtidig har hun åbnet sin webshop for det hollandske marked, og hendes værker finder nu også vej ud over landets grænser.
„Jeg har været heldig at få lov til at skabe mange bestillingsværker. Det er altid en kæmpe fornøjelse, og noget særligt at få lov til at se mine værker finde plads i et hjem,“ fortæller hun.
Iværksætterlivets balance
I en opdatering på LinkedIn satte Simone ord på den balancegang, det er at være selvstændig:
„At være selvstændig handler ofte om at navigere efter mavefornemmelsen – men også om at leve med den lille frygt, der prikker i baghovedet. Skal jeg stå med det hele selv? Skal jeg søge hjælp? Eller skal jeg stole på, at jeg kan bygge videre, skridt for skridt, på egen hånd? Iværksætterlivet er en blanding af mod, tvivl, nysgerrighed – og troen på, at man skaber noget, der giver mening.“
Og med et smil tilføjer hun: „Så her står jeg nu. Stadig selvstændig. Stadig fuld af idéer. Stadig nysgerrig på, hvor rejsen fører hen.“







