Hogh deer – også kendt som svinehjort – er i dag stort set umulig at jage lovligt i artens naturlige udbredelsesområde. Til gengæld har den asiatiske hjort fundet nye græsgange
Hogh deer stammer fra Sydasien, men i dag er Australien blevet verdens mest attraktive destination for jægere, der drømmer om at opleve den sky hjorteart. Forklaringen er enkel: I store dele af artens naturlige udbredelsesområde er jagt ikke længere en mulighed.
Af Redaktionen
Hogh deer (Axis porcinus) hører ikke til blandt verdens største hjorte, men den regnes af mange erfarne jægere som en af de mest spændende. Den lever skjult i højt græs, rørskove og sumpområder, og dens forsigtige adfærd gør den til en vanskelig modstander, selv for rutinerede pürschjægere.
Selv om arten oprindeligt stammer fra Sydasien, er det i dag Australien, der tiltrækker jægere fra hele verden.
Fra Asien til Australien
Hogh deer har sin naturlige udbredelse i lande som Indien, Nepal, Bangladesh, Myanmar og dele af Sydøstasien. Tidligere fandtes den i store bestande langs floder og vådområder, hvor de tætte græsarealer gav både føde og skjul.
I løbet af de seneste årtier er store dele af disse naturområder blevet opdyrket eller drænet, og mange bestande er gået kraftigt tilbage. Samtidig er arten blevet fredet eller underlagt streng beskyttelse i store dele af sit naturlige udbredelsesområde.
Det betyder, at de fleste internationale jægere ikke længere kan opleve lovlig jagt på hogh deer i Asien.
Australien har overtaget rollen
Historien tog en ny drejning i 1800-tallet, hvor hogh deer blev udsat i den australske delstat Victoria.
Her viste arten sig at trives særdeles godt, og gennem mere end 150 år har der udviklet sig stabile, fritlevende bestande. I dag er især East Gippsland et navn, som mange internationale hjortejægere verden over allerede kender.
Australien har samtidig opbygget en velreguleret jagtforvaltning, hvor jagten foregår under klare regler og med fokus på bæredygtige bestande. Derfor er landet blevet den naturlige destination for internationale jægere, som ønsker at opleve arten under lovlige forhold.
En jagtform, der stiller krav
Hogh deer kaldes ofte “svinehjorten”, fordi den bevæger sig gennem vegetationen med hovedet lavt – næsten som et vildsvin.
Den springer sjældent over det høje græs, men forsvinder i stedet næsten lydløst gennem siv og tæt bevoksning. Det gør jagten udfordrende, fordi hjorten ofte først opdages på ganske kort afstand.
Jagten foregår typisk som pürsch eller fra skjulte poster langs naturlige veksler, og mange beskriver oplevelsen som langt mere krævende, end mange umiddelbart antager.
Et eftertragtet trofæ
En voksen hjort vejer normalt mellem 40 og 50 kilo og bærer et forholdsvis kraftigt gevir.
Trofæet kan ikke måle sig med eksempelvis kronhjort eller sambar i størrelse, men blandt internationale trofæjægere har hogh deer en særlig status. Ikke på grund af gevirets størrelse, men fordi arten er vanskelig at finde, vanskelig at komme på skudhold af og kun kan jages få steder i verden.
Derfor indgår hogh deer ofte på ønskelisten hos jægere, der søger anderledes oplevelser uden for Europas traditionelle hjortejagt.
Australien byder også på flere hjortearter
For mange udenlandske jægere er hogh deer blot én del af en større jagtrejse.
Australien rummer nemlig seks fritlevende hjortearter, og mange outfittere tilbyder kombinationsjagter, hvor hogh deer kan opleves sammen med blandt andet sambar, rusa deer, kronhjort, dåhjort og chital. Det gør landet til en af verdens mest varierede destinationer for hjortejagt.
Kort om Hogh Deerr
Hogh deer (Axis porcinus) er en mellemstor asiatisk hjorteart, som naturligt hører hjemme i Sydasien. Arten lever i tæt græs, sumpområder og floddale, hvor den skjuler sig det meste af dagen.
I dag er bestanden mange steder under pres som følge af tab af levesteder, og arten er beskyttet i store dele af sit naturlige udbredelsesområde.
Derfor er Australien blevet verdens vigtigste destination for lovlig trofæjagt på fritlevende hogh deer. De mest kendte jagtområder findes i East Gippsland i delstaten Victoria, hvor arten har levet siden udsætninger i 1800-tallet.
