De danske vildtudbyttestatistik viser, hvor meget nedlagt vildt jægerne indberetter – men kan man egentlig gene med tallene?
Af Redaktionen
De danske vildtudbyttetal viser, hvor meget nedlagt vildt jægerne indberetter – men kan man egentlig regne med tallene? Meget er sket siden vildtudbyttestatistikken så dagens lys første gang. Jagttraditionerne er anderledes, landskabet har forandret sig og klimaet er heller ikke helt som det var i tiden omkring anden verdenskrig.
Vildtudbyttestatistik: Kan man stole på tallene?
Af Redaktionen
Indledningsvis bør man svare klart ja til det rejste spørgsmål. Man kan regne med de tal, der er oplyst i vildtudbyttestatistikken. De afspejler det vildt, som jægerne har nedlagt – naturligvis med en mindre afvigelse fra virkeligheden, som procentuelt næppe har ændret sig væsentligt de seneste år.
Men spørgsmålet er, om man kan regne videre på tallene i egentlig forstand. Altså: Hvad kan man reelt udlede af tallene og udviklingen fra år til år?
Et faldende jagtudbytte bliver ofte læst som et fald i bestanden. Det kan være rigtigt, men det behøver ikke være hele forklaringen.
Når danske jægere nedlægger færre rådyr, harer, agerhøns eller gæs, kan det skyldes, at der er blevet færre dyr. Men det kan også skyldes, at jægerne bruger mindre tid på at drive jagt på arterne, at jagten er blevet vanskeligere, at vildtet opholder sig andre steder end tidligere, eller at jægerne bevidst holder igen med afskydningen.
Vildtudbyttestatistikken afspejler derfor ikke kun bestandens størrelse. Den kan også sige noget om jægernes adfærd.
Det gør ikke statistikken utroværdig. Den danske tidsserie, som for de fleste arter går tilbage til 1941, er et af de vigtigste redskaber i dansk vildtforvaltning. Men tallene kan ikke stå alene, og jo mere jagten forandrer sig, desto mere forsigtigt skal man være med at oversætte et faldende udbytte til et tilsvarende fald i bestanden.
Jægerne er flyttet fra marken til skoven
Den danske jagt har ændret karakter. Tidligere fyldte markvildtet mere. Hare, agerhøne, fasan og andet småvildt stod centralt på mange jagter, og store dele af jagtsæsonen blev brugt på marker, levende hegn og mindre remiser.
Råvildtudbyttet er faldende, men afspejler udviklingen et tilsvarende procentuelt fald i bestanden? Bestandene af det store hjortevildt er vokset, og jægernes fokus kan derfor være flyttet mod jagt på kronvildt og dåvildt. Desuden kan jægernes selvvalgte mådehold i jagten på råvildt have en selvforstærkende effekt, som får tilbagegangen til at fremstå større, end den reelt er på bestandsniveau.
I dag optager jagten på råvildt, dåvildt og kronvildt en større del af mange jægeres tid og opmærksomhed. Udviklingen kan også aflæses i den seneste opgørelse. I jagtåret 2024/25 blev der indberettet cirka 12.400 krondyr og 15.081 dådyr – det højeste registrerede udbytte af begge arter siden 1941. Samtidig fortsatte råvildtudbyttet nedad og endte på 66.842 dyr, hvilket er næsten en halvering siden rekordåret 2009.
Samtidig er jagtudbyttet af flere af det åbne lands klassiske vildtarter faldet kraftigt. Agerhønen er det mest dramatiske eksempel, men også hare, fasan og ringdue fylder mindre end tidligere.
En del af forklaringen findes uden tvivl i bestandene og i de omfattende forandringer af landbrugslandet. Men der kan også være opstået en cirkel, som forstærker sig selv.
Når jægerne ser færre agerhøns og harer, bruger de mindre tid på at jage dem. Det lavere udbytte bliver derefter opfattet som endnu et bevis på, at bestandene er faldende. Dermed falder interessen og jagtindsatsen yderligere.
Udbyttet kan altså godt falde hurtigere end bestanden.
Fasaner og agerhøns kan i vid udstrækning findes i de samme områder, selv om agerhønen er tættere knyttet til det åbne land. Begge arter er dog afhængige af en række forhold i landskabet, men deres jagtudbytte har udviklet sig meget forskelligt. En væsentlig forklaring er, at udsætningen af især fasaner er med til at sløre sammenhængen mellem jagtudbyttet og udviklingen i den fritlevende bestand.
Den samme mekanisme kan gøre sig gældende for råvildtet. Mange jægere oplever, at råvildtbestanden lokalt er svækket, og reagerer ansvarligt ved at reducere afskydningen. Når der skydes færre dyr, falder vildtudbyttet endnu mere. Det faldende udbytte kan så bekræfte opfattelsen af en svag bestand og føre til yderligere mådehold.
Det betyder ikke, at råvildtbestanden ikke er gået tilbage. Nedgangen siden rekordåret 2009 er så stor og langvarig, at en reel bestandsændring er den mest nærliggende hovedforklaring. Men det betyder, at udbyttekurven direkte afspejler bestandudviklingen. I samme sæson steg udbyttet af både kronvildt og dåvildt.
Det danske landskab har forandret sig markant de seneste mange årtier. Mindre marker er erstattet af store, ensartede marker som er dårligere egnet som levesteder for agerhøns, men landskabets udvikling har samtidig skabt bedre betingelser for dåvildt og kronvildt og gjort mange landbrugsområder attraktive for rastende gæs.
Tallene understøtter billedet af en jagt, hvor opmærksomheden i stigende grad er rettet mod det store hjortevildt. Statistikken kan imidlertid ikke fortælle, hvor stor en del af råvildtets nedgang der skyldes færre dyr, og hvor stor en del der skyldes frivilligt mådehold og ændrede prioriteringer.
Netnatur har tidligere set på det mulige samspil mellem ændringerne i landbrugslandet, råvildtet og fasanudbyttet i artiklen Fasaner på nedtur.
En udbyttekurve er ikke en bestandstælling
Vildtudbyttet påvirkes af bestandens størrelse, men også af jagtindsatsen. Hvis 100.000 jægere bruger mange dage på en art, bliver udbyttet alt andet lige større, end hvis kun en mindre gruppe aktivt opsøger den.
Det afgørende problem er, at den almindelige vildtudbyttestatistik ikke fortæller, hvor mange timer eller jagtdage der ligger bag udbyttet.
Hvis der skydes 20 procent færre harer, ved man derfor ikke umiddelbart, om der er 20 procent færre harer. Måske er bestanden faldet. Måske har færre jægere jaget hare. Måske er begge dele sket samtidig.
Det samme gælder ændringer i jagtformer. En jæger, som tidligere deltog i flere markjagter, kan i dag bruge efteråret på riffeljagt efter kron- og dåvildt. Personen er stadig aktiv jæger og indberetter fortsat sit udbytte, men bidraget til statistikken flytter sig fra fugle og harer til hjortevildt.
Denne ændring er virkelig og relevant. Men den siger noget om både jagten og vildtet.
Mådehold kan ligne bestandsnedgang
Frivilligt mådehold er en særlig udfordring ved fortolkningen. Jægere reagerer ofte hurtigere på lokale forandringer end myndighederne.
Hvis der ses få råer med lam, få agerhønsekuld eller usædvanligt lidt vildt på et revir, bliver afskydningen mange steder reduceret uden en formel ændring af jagttiden.
Det er god forvaltning, men det gør statistikken vanskeligere at læse. Et lavere udbytte kan være resultatet af, at bestanden er faldende, men også af, at jægerne har reageret på svagheden og undladt at udnytte den gældende jagttid.
Udbyttet bliver dermed både et tegn på bestandens udvikling og et resultat af jægernes reaktion på den.
Netnatur har tidligere i et læserbrev gennemgået flere mulige forklaringer på råvildtets tilbagegang i De syv syndere. Her indgår blandt andet landskabsændringer, jagtlig forvaltning, klima og statistikkens begrænsninger.
Udsatte fugle gør billedet mere uklart
For fasan, agerhøne og gråand kommer endnu en usikkerhed oveni. Vildtudbyttestatistikken skelner ikke mellem udsatte og vildtlevende fugle.
En fasan registreres som en fasan, uanset om den er klækket i naturen eller opdrættet og sat ud før jagtsæsonen. Det samme gælder agerhøns og gråænder.
Der nedlægges i dag mere dåvildt end kronvildt, men betyder det, at dåvildtet er bedre til at klare sig i det danske landskab? Eller skal fremgangen i jagtudbyttet også ses i lyset af udsætninger og de særlige jagttider, der gælder i nogle områder?
Det er ikke nødvendigvis muligt for jægeren at se forskel. En udsat fugl kan have bevæget sig langt fra udsætningsstedet, og en vild fugl kan blive nedlagt på et revir, hvor der også udsættes fugle.
Derfor kan et højt fasanudbytte ikke uden videre bruges som dokumentation for en stor, naturligt reproducerende bestand. Omvendt kan et faldende udbytte skyldes færre udsætninger, dårligere overlevelse blandt de udsatte fugle, mindre efterspørgsel efter fasanjagter eller tilbagegang i den vilde bestand.
Udsætningerne skal registreres særskilt hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Men heller ikke med disse tal kan man beregne den vilde del af udbyttet ved blot at trække antallet af udsatte fugle fra antallet af nedlagte.
Nogle udsatte fugle bliver skudt, andre dør af sygdom, trafik, prædation eller andre årsager, og nogle overlever jagtsæsonen. Derfor mangler det afgørende mellemled: Hvor stor en del af de udsatte fugle ender faktisk i vildtudbyttet?
Det er særligt vigtigt for agerhønen. Det historiske fald i jagtudbyttet på omkring 97 procent er så markant, at det dokumenterer et gennemgribende tab af artens tidligere jagtlige betydning. Men det seneste udbytte på omkring 12.000 fugle er en blanding af udsatte og vildtproducerede agerhøns. Statistikken kan ikke fortælle, hvor mange af de nedlagte fugle der stammer fra en selvreproducerende, vild bestand.
Det problem er uddybet i Netnaturs artikel Agerhøne: Jagtudbyttet er faldet 97 procent.
Klimaet flytter fuglene – og måske også udbyttet
For trækkende fugle kan et faldende dansk jagtudbytte opstå, uden at hele bestanden er gået tilsvarende tilbage.
Mildere vintre kan få fuglene til at overvintre længere mod nord eller opholde sig i Danmark på andre tidspunkter end tidligere. Ændringer i landbrugets afgrøder, fødeudbud, jagttryk og beskyttede områder kan også flytte fuglene mellem lande og regioner.
En undersøgelse af mærkede grågæs viser, at fuglenes trækmønstre har ændret sig gennem årtierne. Flere dansk ynglende grågæs er blevet standfugle, mens fugle fra både Norge og Sverige fortsat indgår i det danske jagtudbytte. Derfor kan ændringer i vejret og trækket flytte udbyttet mellem landene, uden at det nødvendigvis følger bestandens samlede udvikling. Læs undersøgelsen i tidsskriftet Wildfowl.
Udbyttet af canadagæs er faldet, men er det udtryk for, at bestanden af svenske fugle også er gået tilbage? Eller skal forklaringen søges i et ændret klima eller andre forhold? Og hvordan påvirker den voksende norske bestand udbyttet i Danmark? Der er mange spørgsmål, som ikke kan besvares ved alene at aflæse vildtudbyttestatistikken.
For canadagåsen er der stærkere tegn på en egentlig regional tilbagegang. Det danske jagtudbytte toppede omkring 2010 med næsten 16.000 fugle. I jagtåret 2024/25 blev der foreløbigt indberettet 2.985 canadagæs. Det var ganske vist 2,2 procent flere end året før, men udbyttet ligger fortsat mere end 80 procent under niveauet ved toppen.
Tilbagegangen er ikke kun dansk. De samlede midvintertællinger i Sverige og Danmark har indikeret, at den svensk-norsk-danske bestand toppede omkring 90.000 fugle i slutningen af 2000’erne og siden faldt til omkring 65.000.
Svenske undersøgelser beskriver samme overordnede billede: Canadagåsen voksede kraftigt gennem en lang periode, men har i de senere år vist tilbagegang.
For Norge er det vanskeligere at isolere en tilsvarende national udvikling alene ud fra jagtudbyttet. De canadagæs, der ses i Danmark, indgår imidlertid i en fælles skandinavisk bestand, hvor fugle fra både Sverige og Norge spiller en væsentlig rolle. Derfor bør den danske kurve ikke vurderes uden de svenske og norske tællinger.
Netnatur har tidligere samlet udviklingen og de skandinaviske bestandsoplysninger i Canadagås: Udbytte tegner dramatisk udvikling.
Statistikken afhænger af jægernes tillid
Alle, der har indløst jagttegn, har pligt til at indberette deres udbytte – også hvis de ikke har været på jagt eller ikke har nedlagt noget. Vildt nedlagt ved regulering skal ligeledes indberettes. Det fremgår af styrelsens vejledning om vildtudbytte.
Pligten giver statistikken en stærk dækning, men et indberetningssystem bliver aldrig bedre end de oplysninger, der afleveres.
Derfor er tillid afgørende. Jægerne skal kunne se, at deres indberetninger bruges fagligt, nuanceret og gennemsigtigt. Hvis et faldende udbytte automatisk bliver udlagt som et tilsvarende fald i bestanden og derefter anvendt som eneste begrundelse for kortere jagttid, kan motivationen for at levere mere detaljerede oplysninger svækkes.
En af de ting, der kan have svækket jægernes tillid til de supplerende oplysninger om vildtudbyttestatistikken, er, at der inddrages metoder, som ikke er valideret under danske forhold. Tværtimod er metoden dumpet i en dansk test.
Det betyder ikke, at data ikke må føre til begrænsninger. Hvis flere uafhængige undersøgelser viser, at en bestand er i alvorlig tilbagegang, skal forvaltningen naturligvis kunne reagere. Men jægerne skal kunne have tillid til, at oplysningerne ikke bliver revet ud af deres sammenhæng og anvendt som et enkeltstående argument imod jagten.
En troværdig vildtforvaltning kræver derfor en form for dataaftale mellem jægere og myndigheder: Jægerne leverer ærlige oplysninger, og myndigheder og forskere forklarer åbent, hvad tallene kan dokumentere, hvilke usikkerheder der findes, og hvordan oplysningerne indgår i beslutningerne.
Mere data er ikke altid mere viden
Der efterspørges løbende flere og mere detaljerede oplysninger om nedlagt vildt. Det kan være køn, alder, vægt, nedlæggelsestidspunkt og geografisk placering. For hjortevildt har der også været indsamling af kæber og tænder med henblik på aldersbestemmelse.
Det er indsamlet et betydeligt materiale, men indsamling er et eksempel på den udfordring, frivillig dataindsamling står overfor: De dyr, som jægerne vælger at indsende oplysninger om, er ikke nødvendigvis et repræsentativt udsnit af hele udbyttet.
Problemet blev meget tydeligt i den tidligere indsamling af tænder fra kronhjorte. I en af de første sæsoner blev der kun indsendt 192 kæber og tænder, selv om der blev nedlagt mange tusinde krondyr. Indsamlingen var samtidig geografisk skæv. Danmarks Jægerforbund har senere selv gjort opmærksom på, at en skæv fordeling af materialet betyder, at tænderne ikke uden videre kan beskrive den nationale afskydning.
Hvis materialet er for lille, geografisk skævt eller indsamlet efter forskellige kriterier, kan konklusionerne blive mere præcise i formen end i virkeligheden. Desuden er der rejst meget skap faglig kritik at selve metoden og dens troværdighed. Men det er en anden diskusion.
Netnatur beskrev allerede i 2018 diskussionen om metode, økonomi og det beskedne materiale i artiklen Statsstøtte til indsamling af tænder fra nedlagt kronvildt.
Spørgsmålet er derfor ikke, om der skal indsamles mere data, men om data kan besvare et klart formuleret spørgsmål. Ellers risikerer man at bruge jægernes tid og jagttegnsmidler på oplysninger, der ser videnskabelige ud, men som ikke kan bære de konklusioner, man ønsker at drage.
Statistikken er værdifuld – hvis den læses rigtigt
Den danske vildtudbyttestatistik er til at stole på som en opgørelse over det indberettede udbytte. De lange tidsserier kan afsløre store og vedvarende forandringer, som ikke bør ignoreres.
Men statistikken er ikke en årlig optælling af levende dyr.
Når udbyttet falder, kan bestanden være blevet mindre. Men jægerne kan også have flyttet deres tid fra markerne til jagt på det store hjortevildt. De kan have reduceret afskydningen af hensyn til en lokalt svag bestand. Udsatte og vilde fugle kan være blandet sammen, og et varmere klima kan have flyttet trækkende fugle til andre lande eller andre dele af jagtsæsonen.
Det rigtige spørgsmål er derfor ikke blot, hvor mange dyr der blev nedlagt.
Det er også, hvor mange jægere der forsøgte, hvor længe de jagede, hvor vildtet opholdt sig, hvor meget der blev sat ud, og om jægerne bevidst valgte ikke at trykke på aftrækkeren.
Først når de forhold regnes med, begynder jagtudbyttet for alvor at fortælle, hvad der sker i naturen.
Udbyttet af agerhøns er faldet markant, men er det også udtryk for, at bestanden er gået tilbage i samme procentuelle tempo? Eller skal en del af forklaringen findes i, at jægerne har ændret adfærd, i takt med at store dele af landet er vokset til og har skabt bedre muligheder for jagt på de arter, der holder til her?
Kort om hvad vildtudbyttet egentlig siger … og ikke siger?
Det sikre svar:
Statistikken viser, hvor mange dyr jægerne har indberettet som nedlagt ved jagt og regulering.
Det sandsynlige signal:
Store og langvarige ændringer i udbyttet kan pege på en reel bestandsændring, især når udviklingen støttes af uafhængige tællinger.
Den store usikkerhed:
Statistikken måler normalt ikke jagtindsatsen. Et faldende udbytte kan derfor skyldes både færre dyr, færre jagtdage og frivilligt mådehold.
Problemet med fuglevildtet:
Udsatte og vildtlevende fasaner, agerhøns og gråænder registreres sammen.
Problemet med trækkende arter:
Klima og ændrede trækruter kan flytte fuglene og dermed jagtudbyttet mellem lande.
Kravet til supplerende data:
Vinger, vægte og aldersoplysninger giver kun sikker viden, hvis materialet er stort nok, repræsentativt og indsamlet efter en gennemskuelig metode.
