I 1849 blev blot 20 banteng ført fra Bali til det nordlige Australien. I dag lever tusindvis af deres efterkommere frit på det nye kontinent, og er med tiden blevet til verdens største bestand
Banteng: 20 dyr blev til verdens største bestand
Af Redaktionen
Da en lille flok tamme banteng blev sejlet fra Bali til Australiens nordkyst i 1849, var der næppe nogen, der forestillede sig, at dyrene skulle blive grundlaget for en af verdens mest bemærkelsesværdige bestande af banteng.
Omkring 20 dyr blev bragt til Port Essington på Cobourg-halvøen i det nuværende Northern Territory. De skulle blandt andet sikre kød til den britiske bosættelse.
Projektet blev kortlivet. Port Essington blev opgivet, men bantengerne blev tilbage. Dermed begyndte et biologisk eksperiment, som har løbet i mere end 175 år.
De få dyr formerede sig, og deres efterkommere lever i dag frit i det nordlige Australien. Bestanden er blevet anslået til omkring 6.000 dyr og omtales i forskningen som den største fritlevende bestand af Bos javanicus i verden. (PubMed)
Fra Bali til den australske bush
Banteng (Bos javanicus) er oprindeligt hjemmehørende i Sydøstasien. Vilde bestande findes eller har historisk eksisteret på Java, Borneo og det sydøstasiatiske fastland.
Arten er blandt andet kendt for sin meget tydelige forskel mellem kønnene.
Hos den javanesiske banteng bliver voksne tyre normalt mørkebrune eller næsten sorte, mens køerne typisk er rødbrune eller kastanjebrune. Begge køn har de karakteristiske hvide ben og det store hvide parti omkring bagenden. (Animal Diversity Web)
Farven er dog langt mere variabel, end billeder af sorte bantengtyre fra Java umiddelbart antyder.
På det sydøstasiatiske fastland kan voksne tyre være gyldenbrune, orange, kastanjebrune eller chokoladefarvede. Der er desuden geografiske forskelle mellem populationerne, og enkelte voksne tyre på Java beholder den brune farve, der ellers især forbindes med køer og unge dyr. (asianwildcattle.org)
Det er en vigtig detalje, når man betragter australske banteng og spørger, om dyrene har ændret farve efter deres ankomst til det nye kontinent.
Er der opstået australske farvevarianter?
Det korte svar er, at der ikke er videnskabelig dokumentation for en særlig ny australsk farvevariant, der er udviklet efter introduktionen.
Farveforskelle mellem de australske dyr kan derfor ikke uden videre tolkes som resultatet af 175 års evolution i Australien.
Bantengens pels ændrer sig nemlig allerede naturligt med køn og alder.
Kalve af begge køn er typisk lyse eller rødbrune. Unge tyre har i begyndelsen omtrent samme farve som køerne, men begynder senere at blive mørkere. Hos javanesiske banteng kan udviklingen ende med den næsten sorte pels, der er karakteristisk for voksne tyre. Gamle køer kan ligeledes ændre pelsens udseende. (CITES)
Der findes desuden naturlige geografiske farveforskelle inden for arten. En lys eller brun australsk bantengtyr er derfor ikke i sig selv dokumentation for en australsk mutation.
Men genetisk er der sket noget
Det betyder ikke, at 175 års isolation er gået sporløst hen over bestanden. Tværtimod.
Når en bestand på flere tusinde dyr nedstammer fra omkring 20 grundlæggere, opstår det, biologerne betegner som en grundlæggereffekt.
De oprindelige dyr repræsenterede kun en lille del af artens samlede genetiske variation. Det var disse få dyrs gener, der blev udgangspunktet for alle efterfølgende generationer på Cobourg-halvøen.
En genetisk undersøgelse offentliggjort i Molecular Ecology dokumenterede således en meget lav genetisk diversitet hos den australske bestand. Forskerne sammenlignede australske dyr med blandt andet vilde banteng og asiatiske Bali-kvæg og fandt et tydeligt genetisk aftryk af den historiske flaskehals. (PubMed)
Ny genomforskning har siden gjort historien endnu mere interessant.
En omfattende undersøgelse af bantengens populationsstruktur og domesticeringshistorie viser, at den australske population genetisk skiller sig markant ud. Forskerne finder blandt andet lav heterozygositet og en høj realiseret genetisk belastning hos de australske dyr. (PubMed Central (PMC))
Med andre ord har isolation, indavl og genetisk drift sat et målbart fingeraftryk på bestanden.
Naturen sorterede videre
Grundlægger-effekten er kun den ene del af historien. Efter ankomsten skulle dyrene også klare sig under helt andre forhold end på Bali.
Nordlige Australien byder på tropisk savanne, markante regn- og tørkeperioder og en fauna, som på afgørende områder adskiller sig fra den sydøstasiatiske.
De dyr, der klarede de nye forhold bedst, fik naturligvis størst mulighed for at føre deres gener videre. Dermed har naturlig selektion kunnet arbejde videre på det meget begrænsede genetiske materiale, som de oprindelige dyr bragte med sig.
Men det er vigtigt at skelne mellem det, der er biologisk sandsynligt, og det, der faktisk er dokumenteret. At australske banteng i dag kan fremstå som imponerende store og kraftige dyr betyder eksempelvis ikke automatisk, at 175 års naturlig selektion har skabt en større australsk banteng.
Alder, ernæring, bestandstæthed og levevilkår kan påvirke både krops- og hornudvikling uden nødvendigvis at repræsentere en genetisk evolution mod større dyr.
Fra husdyr tilbage til vildtlevende kvæg
Der er endnu et paradoks i den australske historie. Dyrene, der blev ført til Australien, kom fra Bali og omtales i forskningen som Bali-kvæg – den domesticerede form af banteng.
Efter at være blevet efterladt på Cobourg-halvøen begyndte de imidlertid et liv uden menneskelig husdyrdrift. Generation efter generation levede de frit.
I dag beskrives bestanden som fritlevende eller feral, og dyrene fremstår udvendigt meget lig vilde banteng. Genetiske undersøgelser af bestanden har desuden været vigtige, fordi man ønskede at afklare, hvor meget andre kvægformer havde blandet sig i populationen.
Tidligere undersøgelser fandt ingen tegn på væsentlig krydsning med andre Bos-arter i den analyserede bestand. (Esabii) Dermed er der opstået en usædvanlig situation:
En population, der begyndte med domesticerede dyr fra Indonesien, har gennem mere end halvandet århundrede levet frit i Australien og fået karakter af en egentlig vild bestand.
Australien blev et fristed
Historien bliver endnu mere bemærkelsesværdig, når den sammenholdes med udviklingen i bantengens oprindelige udbredelsesområde.
Mens efterkommerne af de 20 dyr bredte sig i Australien, gik mange af de vilde asiatiske bestande den modsatte vej.
Tab af levesteder, ikke bæredygtig jagt og fragmentering har reduceret bestanden i store dele af Sydøstasien. Den australske population er derfor ikke blot en kuriositet skabt af en fejlslagen britisk bosættelse.
Den har også fået potentiel betydning for bevarelsen og forskningen i arten. Allerede den genetiske undersøgelse fra 2007 pegede på den australske bestand som en mulig bevaringsressource, selv om den lave genetiske variation samtidig er en væsentlig begrænsning.
Har Australien skabt en ny banteng? Ikke i betydningen en ny art eller dokumenteret australsk underart. Og der er heller ikke dokumentation for, at der er udviklet særlige australske farvevarianter. Men genetisk er bestanden blevet særpræget.
Den australske bantenghistorie viser dermed, hvad der kan ske, når ganske få dyr flyttes til et andet kontinent og derefter isoleres gennem mange generationer.
Grundlægger-effekt, genetisk drift, naturlig selektion og mere end 175 års adskillelse har skabt en population med sin egen genetiske historie.
Og det hele begyndte med omkring 20 kreaturer, som blev efterladt, da menneskerne rejste.
Banteng i Australien
Bantengens videnskabelige navn er Bos javanicus. Omkring 20 domesticerede banteng – Bali-kvæg – blev bragt fra Bali til Port Essington på Cobourg-halvøen i Northern Territory i 1849. Da den britiske bosættelse blev opgivet, blev dyrene efterladt, og deres efterkommere etablerede en fritlevende bestand.
Bestanden er blevet anslået til omkring 6.000 dyr og betegnes i videnskabelige kilder som verdens største fritlevende population af Bos javanicus. Genetiske undersøgelser viser samtidig meget lav genetisk diversitet som følge af den ekstremt lille grundlæggerbestand. (PubMed)
Derfor har banteng forskellige farver
Farven hos banteng afhænger især af køn, alder og geografisk oprindelse. Køer og ungdyr er overvejende rødbrune til kastanjebrune.
Hos javanesisk banteng bliver voksne tyre typisk mørkebrune til sorte, mens tyre fra populationer på det sydøstasiatiske fastland kan være betydeligt lysere og variere fra gyldenbrun og orange til kastanje- og chokoladebrun. Enkelte voksne javanesiske tyre forbliver brune.
Der er derfor betydelig naturlig farvevariation inden for arten, og der er ikke dokumentation for, at Australien har udviklet sin egen særlige farvevariant. (asianwildcattle.org)
