Ulve og drab på mennesker: Hvad skete der egentlig ved Europas seneste dødelige angreb?

Af Redaktion

I løbet af otte sommerdage i 1974 blev fire mennesker angrebet i Galicien. To små børn mistede livet, og en svækket ulvetæve med hvalpe blev efterfølgende fundet død. Sagen regnes som Vesteuropas seneste dødelige angreb fra en vild ulv, men gerningsdyrets identitet blev aldrig endeligt bevist.

Det begyndte den 3. juli 1974 i det landlige Galicien i det nordvestlige Spanien. En 13-årig pige var sammen med en 59-årig kvinde gået ud for at hente majs, da et stort hundedyr angreb dem nær San Cibrao das Viñas i provinsen Ourense.

Begge blev bidt, men overlevede. Hændelsen vakte bekymring, men ingen kunne på det tidspunkt vide, at den skulle blive begyndelsen på en kort men dødelig angrebsrække.

Allerede dagen efter blev et spædbarn dræbt. Seks dage senere mistede endnu et barn livet.

Mistanken samlede sig om en ulvetæve, som siden blev kendt som ulvetæven fra Rante. Hændelserne regnes fortsat som Spaniens seneste kendte dødsfald efter angreb fra en fritlevende ulv og det seneste almindeligt anerkendte dødelige ulveangreb i Vesteuropa.

Barnet lå tæt ved de voksne

Den 4. juli var den 11 måneder gamle José Tomás Martínez Pérez med sin familie på markarbejde ved landsbyen Currás. Barnet lå i nærheden af de voksne, da et stort hundedyr pludselig greb ham i ryggen og forsøgte at føre ham bort.

Barnets mors råb alarmerede de øvrige markarbejdere. De fulgte efter dyret og slog mod det med stokke, indtil det slap sit greb.

José Tomás var stadig i live, da han blev befriet, men hans kvæstelser var så alvorlige, at han døde. Der er ikke belæg for, at dyret nåede at spise af barnet.

Vidner mente, at angriberen var en ulv, og efter dødsfaldet bredte frygten sig hurtigt i landsbyerne omkring Rante. Der blev organiseret eftersøgninger, og lokale beboere begyndte at bevæge sig ud i landskabet med større forsigtighed.

Alligevel slog dyret til igen.

Treårig blev ført ind i skoven

Om morgenen den 10. juli opholdt den treårige José Javier Iglesias Balvís sig ved en kartoffelmark i Outeiro Calvo. Drengen havde været sammen med sin bedstemor, som kortvarigt overlod ham til en kvinde i nærheden, mens hun selv fortsatte arbejdet.

Et hundedyr greb drengen og førte ham væk. Denne gang nåede de voksne ikke at standse angriberen. Drengen blev senere fundet død i et skovområde omkring 250 meter fra stedet, hvor han var blevet taget.

De tilgængelige kilder dokumenterer ikke tydeligt, om dyret havde spist af kroppen. Angrebet betegnes alligevel som prædatorisk, fordi barnet blev opsøgt, grebet og ført bort på en måde, som minder om et rovdyrs behandling af et bytte.

Den galiciske avis La Voz de Galicia gennemgik årtier senere sin dækning fra 1974 og talte med mennesker, som havde oplevet begivenhederne. Den tidligere borgmester i San Cibrao das Viñas beskrev fortsat sagen som en national tragedie, der havde sat sig dybt i lokalsamfundet. Læs avisens tilbageblik på angrebene.

En svækket tæve med hvalpe

Efter det andet dødsfald blev jagten intensiveret. Guardia Civil og lokale beboere gennemsøgte området, mens der blev udlagt lokkemad med stryknin – en metode, der dengang blev anvendt mod rotter og rovdyr etc.

Fire dage senere blev en død ulvetæve fundet. Hun blev udpeget som det sandsynlige dyr bag angrebene, og der blev ikke registreret flere dødelige angreb i området.

Tæven havde ikke rabies. Hun var derimod diegivende og alvorligt angrebet af parasitter. I området blev der desuden fundet en hule med hvalpe. Den internationale forskningsrapport The Fear of Wolves omtaler to hvalpe, mens enkelte senere beretninger angiver et andet antal.

Undersøgelser af ekskrementer omkring hulen tydede på, at tæven blandt andet havde levet af høns fra lokale gårde. Hun var dermed allerede begyndt at søge føde tæt på mennesker.

Det kan ikke dokumenteres, at tæven var direkte udsultet, men kombinationen af en alvorlig parasitinfektion, diegivning og et stort behov for føde kan have svækket hende og gjort jagten på naturligt bytte vanskeligere. Samtidig kan gentagne besøg ved gårdene have reduceret hendes naturlige afstand til mennesker.

Ulven  kunne ikke forbindes sikkert til angrebene

At en diegivende ulvetæve blev fundet kort efter angrebene, og at angrebsrækken derefter ophørte, udgør stærke indicier. Tæven skulle desuden have passet til vidnernes beskrivelse af dyret. Men det var ikke et endeligt bevis.

I 1974 kunne myndighederne ikke anvende DNA fra spyt, hår eller biologiske spor til at forbinde et bestemt dyr med ofrene. Det blev heller ikke dokumenteret, at den døde tæves maveindhold eller andre spor kunne knytte hende direkte til børnene.

Man kan derfor ikke med sikkerhed fastslå, at den forgiftede tæve udførte alle fire angreb. Det er også usikkert, om der kun var ét angribende dyr.

Ulv, hund eller en blanding?

Allerede mens hændelserne udspillede sig, opstod der uenighed om gerningsdyrets identitet. Lokale vidner fastholdt, at de havde set en ulv, mens en tidlig analyse med støtte fra Spaniens nationale forskningsråd CSIC pegede på, at en forvildet hund eller en blanding mellem hund og ulv kunne have stået bag.

En hund, der lever frit og jager uden menneskelig kontrol, kan angribe på samme måde som en ulv. Den kan forfølge et mindre offer, gribe det med kæberne og slæbe eller bære det væk. At børnene blev ført bort, kan derfor ikke alene bruges til at identificere angriberen som ulv.

Historikeren Carlos Tabernero fra Universitat Autònoma de Barcelona har undersøgt både sagen og den voldsomme debat, der fulgte. I hans videnskabelige analyse af ulvetæven fra Rante betegnes tæven som den formodede gerningsmand. Kilderne peger mod ulven, men dokumentationen kan ikke leve op til de krav, der ville blive stillet ved en moderne undersøgelse.

Tragedien ændrede den spanske ulvedebat

Angrebene fandt sted på et tidspunkt, hvor Spaniens syn på ulven var under forandring. Landets jagtlov fra 1970 havde ændret ulvens status fra skadedyr til storvildt. Dermed var den ikke længere et dyr, som frit kunne udryddes med alle tilgængelige midler.

Samtidig havde den kendte naturformidler Félix Rodríguez de la Fuente gjort ulven til et symbol på den natur, det moderne Spanien burde bevare. Han fremstillede ulve som et intelligent og socialt rovdyr med en naturlig plads i landskabet.

Efter børnenes død blev Rodríguez de la Fuente trukket ind i en voldsom offentlig konflikt. Lokale landmænd og hyrder mente, at naturforkæmpere og mennesker fra byerne havde romantiseret et rovdyr, som andre skulle leve med konsekvenserne af.

Ulvetæven fra Rante blev dermed centrum for en debat, der rakte langt ud over de konkrete angreb. Sagen kom til at handle om forholdet mellem land og by, mellem lokale erfaringer og videnskabelig ekspertise og mellem ønsket om at bevare ulven og kravet om at beskytte mennesker og husdyr.

Vesteuropas seneste dødelige angreb

Hændelserne omtales ofte som Europas sidste dødelige ulveangreb. Det er for kategorisk.

Der findes senere oplysninger om dødelige angreb i det tidligere Sovjetunionen og i europæisk Rusland. Nogle af disse sager er dårligt dokumenterede, mens andre involverede rabies. I Tyskland blev et barn i 1977 desuden dræbt af en ulv, som var undsluppet under transport til en dyrepark. Men det ses også fremført at det var en hund, der stod bag dette sammenstød. Se liste

Den mest præcise formulering er derfor, at dødsfaldene i Galicien regnes som Vesteuropas seneste almindeligt anerkendte dødelige angreb fra en fritlevende vild ulv.

Det betyder heller ikke, at der ikke siden har været ulveangreb. Allerede i 1975 skal en ulv ved Allariz i Ourense have grebet et barn i knæet og forsøgt at føre det bort. Barnets bedstefar greb ind, og barnet overlevede.

LÆS mere på netnatur.dk/ULV

Europa-Kommissionen oplyser, at der ikke er registreret dødelige ulveangreb på mennesker i Europa i det 21. århundrede.

Kommissionen understreger samtidig, at nærgående og fødetilvænnede ulve skal tages alvorligt, og at myndighederne i særlige tilfælde kan fjerne et dyr, som udviser unormal adfærd. Se Europa-Kommissionens gennemgang af ulve og risikoen for mennesker.

Hunde kan også føre børn bort

At de to børn i Galicien blev grebet og ført væk, beviser ikke i sig selv, at angriberen var en ulv. Tilsvarende adfærd er dokumenteret hos fritlevende hunde.

I 2023 viste overvågningsbilleder fra et hospital i Rajasthan i Indien, hvordan to herreløse hunde kom ind på en hospitalsstue. Den ene greb et sovende barn på omkring en måned og slæbte det ud. Barnet blev senere fundet dødt uden for hospitalet.

I det nordlige Indien blev en række andre børn i 2017 og 2018 dræbt under angreb, som myndighederne tilskrev flokke af fritlevende hunde. Flere af børnene blev angrebet, når de færdedes alene uden for landsbyerne.

Adfærden er også kendt hos dingoer. På den australske ø K’gari trængte to dingoer i 2019 ind i en autocamper. Den ene greb en sovende 14 måneder gammel dreng i hovedet og halsen og slæbte ham ud mod bushen. Faderen indhentede dyret og reddede barnet.

Retsmedicinske undersøgelser viser, at hunde i sjældne tilfælde kan udføre egentlige prædatoriske angreb på mennesker. De kan angribe som en gruppe, fastholde offeret, flytte kroppen og fortære den dræbte.

Uden DNA eller andre entydige biologiske spor kan bid, bortførelse og skader derfor ikke altid afgøre, om angriberen var en ulv, en hund eller en hybrid. Det er netop den usikkerhed, der fortsat omgiver angrebene i Rante.

Europas seneste sandsynlige ulvedrab skete i Rusland

Angrebene i Galicien i 1974 omtales ofte som Europas seneste dødelige ulveangreb. Det er kun korrekt, hvis man begrænser Europa til den vestlige del af kontinentet og samtidig ser bort fra senere, mindre veldokumenterede hændelser mod øst.

Det seneste kendte dødsfald i det geografiske Europa, som med stor sandsynlighed skyldtes en vild ulv, fandt sted den 10. januar 2009 ved landsbyen Zavod-Kyn i den russiske Perm-region.

En tiårig dreng ved navn Kolja Netjajev blev angrebet, mens han kørte på kælk. Dyret trak ham ind i skoven, hvor han blev fundet med dødelige kvæstelser. Angrebet blev beskrevet som prædatorisk, og en lokal ekspert vurderede, at der muligvis var tale om en gammel eller fysisk svækket ulv, som havde vanskeligt ved at nedlægge sit normale bytte.

Zavod-Kyn ligger vest for Uralbjergene og dermed i den geografisk europæiske del af Rusland.

Forskerne bag den store internationale rapport Wolf attacks on humans: an update for 2002–2020 vurderede, at de russiske medieberetninger var sammenhængende og fremstod troværdige. Det lykkedes dem dog ikke at få sagen bekræftet gennem uafhængige myndighedskilder.

Angrebet kan derfor ikke betegnes som endeligt videnskabeligt verificeret. Det står derimod som Europas seneste kendte og sandsynlige dødsfald efter et prædatorisk angreb fra en vild ulv.

Der findes også beretninger om dødelige angreb i Belarus og russisk Karelen i 1995 og 1996. De bygger i høj grad på fund af lig, blod og ulvespor og er endnu vanskeligere at dokumentere sikkert.

Den præcise konklusion er derfor, at børnene i Galicien i 1974 regnes som ofre for Vesteuropas seneste almindeligt anerkendte dødelige ulveangreb, mens det seneste sandsynlige ulvedrab i hele det geografiske Europa fandt sted i Rusland i 2009.