Det danske jagtudbytte af agerhøns har nået det laveste niveau, siden statistikken begyndte. Men færre udsætninger, ændrede jagtformer og jægernes tilbageholdenhed betyder, at kurven ikke alene viser udviklingen i den vilde bestand

Agerhøne: Jagtudbyttet er faldet 97 procent

Af Redaktionen

Det danske jagtudbytte af agerhøns er faldet til et historisk lavt niveau. I den seneste opgørelse er der registreret omkring 12.000 nedlagte fugle. Det er det laveste antal, siden den landsdækkende vildtudbyttestatistik blev indført i begyndelsen af 1940’erne.

Omkring 1950 blev der til sammenligning nedlagt mere end 450.000 agerhøns på en enkelt sæson. Siden rekordårene er det registrerede jagtudbytte dermed faldet med cirka 97 procent.

Kurven fortæller historien om en art, der gennem generationer er blevet trængt tilbage i det danske landbrugsland. Men den fortæller ikke hele historien.

Statistikken omfatter både vilde og udsatte agerhøns. Samtidig er der sket store ændringer i den måde, der drives jagt på, og mange jægere vælger i dag bevidst at lade agerhønsene flyve.

Fra almindeligt jagtvildt til en sjælden fugl

I årtierne efter Anden Verdenskrig var agerhønen et af det åbne lands vigtigste vildtart. Arten var vidt udbredt, og store dele af jagten foregik på marker, græsarealer og stubmarker, hvor hundene kunne finde og rejse de trykkende hønsefugle.

Fra 1940’erne og frem til omkring 1960 lå det årlige udbytte ofte på omkring 300.000 fugle. I de bedste år blev der registreret mere end 400.000 nedlagte agerhøns.

Derefter begyndte tilbagegangen.

I 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne faldt udbyttet til omkring 200.000 fugle om året. I slutningen af 1970’erne kom endnu et markant fald, og omkring 1980 var udbyttet reduceret til under 100.000.

Der har siden været enkelte perioder med fremgang, men den overordnede retning har været entydig. Fra 2004/05 til 2015/16 blev der nedlagt mellem 20.000 og 40.000 agerhøns årligt. Herefter er udbyttet faldet næsten kontinuerligt til det nuværende niveau på omkring 12.000 fugle.

Agerhønen er dermed på få generationer gået fra at være almindeligt jagtvildt til mange steder at være en fugl, som jægerne glæder sig over blot at se.

Statistikken omfatter udsatte agerhøns

Det registrerede jagtudbytte kan ikke læses som en præcis opgørelse over udviklingen i den vilde bestand. Vildtudbyttestatistikken skelner nemlig ikke mellem vilde og udsatte agerhøns.

Tidligere blev der ifølge DCE udsat mellem 20.000 og 70.000 agerhøns om året i Danmark. I de senere år er det officielt indberettede antal faldet til under 10.000 fugle.

Udsætningen har især været udbredt på Sjælland. Det er ifølge DCE sandsynligvis en væsentlig forklaring på, at der fortsat nedlægges forholdsvis mange agerhøns på Vest-, Midt- og Sydsjælland samt på Møn.

LÆS mere om agerhøne og udsætning 

Når der udsættes knap 10.000 fugle, og det samlede jagtudbytte ligger på omkring 11.000-13.000, vurderer DCE forsigtigt, at mellem 2.000 og 4.000 af de nedlagte fugle kan stamme fra den vilde bestand.

Beregningen er usikker. Nogle udsatte fugle overlever jagtsæsonen, mens andre forsvinder som følge af prædation, sygdom eller trafik. Vurderingen viser ikke desto mindre, at udsætningen fortsat kan udgøre en betydelig del af det samlede jagtudbytte.

Det historiske fald afspejler derfor ikke alene en tilbagegang for den vilde bestand. Det hænger også sammen med, at der udsættes langt færre agerhøns end tidligere.

Jægerne holder igen med afskydningen

Der er også sket en markant ændring i jægernes syn på agerhønen.

Hvor en flok tidligere kunne udløse skud fra flere jægere, bliver fuglene i dag ofte fulgt med øjnene, mens de forsvinder hen over markerne. Mange mener ganske enkelt, at der er for få agerhøns til, at de bør nedlægges.

DCE anbefaler, at der ikke drives jagt på agerhøns i områder, hvor efterårstætheden er lavere end 20 fugle pr. kvadratkilometer. Det anbefales desuden, at man undlader at skyde til flokke med færre end syv fugle.

I DCE’s seneste vurdering af agerhønen fremhæves det, at det faldende jagtudbytte kan være påvirket af jægernes tilbageholdenhed og større efterlevelse af anbefalingerne om forsigtig jagt.

Et faldende jagtudbytte er derfor ikke nødvendigvis udtryk for et tilsvarende fald i bestanden. Udviklingen kan både skyldes, at der findes færre fugle, og at en mindre andel af dem bliver skudt.

Jagten er flyttet fra marken

Endnu en del af forklaringen kan være, at den danske småvildtjagt har flyttet sig. Agerhønen er tæt knyttet til det åbne landbrugsland. Den klassiske jagt foregår på marker, hvor jægere og hunde systematisk afsøger stubmarker, roemarker, brakarealer, græs og markkanter.

På mange ejendomme foregår en større del af jagten i dag i skove, remiser, levende hegn og tætte krat. Her er jagten i højere grad rettet mod fasaner, skovsnepper, råvildt og andet vildt.

Når færre jægere bevæger sig over de åbne marker med hund, bliver færre agerhøns fundet, rejst og nedlagt. Hvor stor betydning denne ændring har for det samlede jagtudbytte, er ikke undersøgt, men den kan være med til at forklare, hvorfor afskydningen er faldet så markant.

Fasanens udvikling viser samtidig, hvor stor betydning jagtform og udsætning kan have for vildtudbyttet. Mens agerhønens kurve er styrtdykket, ligger fasanudbyttet fortsat på knap 600.000 fugle om året.

Op mod halvdelen af fasanudbyttet kan være udsatte fugle

Fasanens forholdsvis høje jagtudbytte kan heller ikke læses som en direkte måling af den vildtlevende bestand. Danmark har gennem mange år haft en omfattende udsætning af fasaner, og udsatte fugle indgår i statistikken på samme måde som vildtlevende.

DCE har tidligere vurderet, at udsatte fasaner kan bidrage med op mod halvdelen af det samlede jagtudbytte. Hvis denne vurdering overføres til et aktuelt udbytte på knap 600.000 fugle, peger den meget forsigtigt på, at omkring 300.000 eller flere af de nedlagte fasaner kan være vildtlevende.

Det er dog ikke et officielt tal for den vilde del af udbyttet. DCE understreger, at fordelingen ikke kan fastslås sikkert, så længe udsatte og vildtlevende fasaner registreres samlet.

Den seneste vurdering af den fritlevende danske ynglebestand lød på mindst 110.000 par. Det var et markant fald i forhold til vurderingen på omkring 280.000 par i midten af 1980’erne.

Også opgørelsen over ynglepar påvirkes imidlertid af udsætningen. Nogle opdrættede fasaner overlever jagtsæsonen og indgår efterfølgende i den ynglende bestand. Deres afkom starter tilværelsen i naturen, men bestanden er fortsat påvirket af den løbende tilførsel af opdrættede fugle.

Ifølge DCE’s vurdering af fasanen er det derfor vanskeligt at vurdere både den reelle bestandsudvikling og jagtens påvirkning af den vildtlevende bestand.

Forskellen til agerhønen er alligevel markant. Hos fasanen kan størrelsesordenen være omkring 300.000 eller flere vildtlevende fugle i det årlige jagtudbytte. Hos agerhønen vurderer DCE, at blot omkring 2.000-4.000 af de nedlagte fugle stammer fra den vilde bestand.

Tallene bygger ikke på den samme beregningsmetode og kan derfor ikke sammenlignes direkte. Men forskellen viser, hvor langt agerhønen er blevet trængt tilbage som dansk jagtvildt.

Den vilde agerhøne er under pres

Selv om jagtudbyttet ikke er et præcist bestandsmål, er der ingen tvivl om, at den vilde agerhøne har været udsat for en alvorlig tilbagegang.

Den seneste offentliggjorte bestandsvurdering lød på omkring 4.700 ynglepar. Nyere vurderinger peger på, at bestanden kan være blevet yderligere reduceret, og agerhønen er nu kategoriseret som sårbar på den danske rødliste.

Dansk Ornitologisk Forenings punkttællinger viser, at agerhønen er gået markant tilbage. I yngletiden faldt bestanden gennemsnitligt med 3,34 procent om året fra 1984 til 2023. Tilbagegangen var endnu kraftigere i perioden 2014-2023, hvor den blev beregnet til 7,97 procent årligt. Udviklingen ser dog ud til at være stabiliseret noget i de seneste fem-seks år, hvor hverken yngle- eller vinterindekset har ændret sig væsentligt. Det fremgår af Aarhus Universitets seneste faglige vurdering af agerhønen.

Tilbagegangen forbindes især med de store forandringer i landbruget siden 1950’erne. Markerne er blevet større og mere ensartede, mens mange markskel, udyrkede hjørner, grøfter og andre småbiotoper er forsvundet.

For de voksne agerhøns betyder det færre steder med skjul og føde. For kyllingerne kan manglen på insekter være afgørende. I de første leveuger er de afhængige af proteinrige smådyr, og hvis fødegrundlaget svigter, falder overlevelsen hurtigt.

Vejret i yngletiden, prædation og fragmentering af de tilbageværende bestande kan også spille en væsentlig rolle. Når der bliver langt mellem de enkelte par og flokke, får arten vanskeligere ved at sprede sig og genetablere sig i områder, hvor den er forsvundet.

Udsætning har ikke genskabt bestanden

Udsætning kan skabe lokale jagtmuligheder og påvirke jagtudbyttet, men der er ikke dokumentation for, at udsatte agerhøns har været i stand til at genetablere selvbærende bestande over større områder.

Opdrættede agerhøns har generelt en lavere overlevelse end vilde fugle. DCE vurderer, at det ikke er påvist, at udsætning har kunnet understøtte eller genetablere den vilde bestand. Samtidig mangler der sikker viden om, hvorvidt udsætninger samlet set har en positiv eller negativ effekt på den oprindelige bestand og den øvrige biodiversitet.

Skal agerhønen for alvor tilbage, kræver det derfor mere end fugle fra et opdræt. Der skal være sammenhængende levesteder med rededække, insektrige områder til kyllingerne, føde gennem vinteren og skjul mod rovdyr.

Lokale indsatser har vist, at målrettede forbedringer kan bidrage til at stabilisere en bestand. Men tiltagene fylder fortsat så lidt i det samlede danske landbrugsland, at de endnu ikke har kunnet vende udviklingen på landsplan.

Et historisk lavpunkt med flere forklaringer

Det historisk lave jagtudbytte fortæller flere historier på én gang.

Det fortæller om en vild bestand, der er blevet reduceret voldsomt. Det fortæller også om færre udsatte agerhøns, om jægere, der bevidst undlader at skyde, og om en jagtkultur, der i stigende grad har flyttet sig fra åbne marker til skove, remiser og krat.

Afskydningen er derfor ikke faldet med 97 procent, alene fordi bestanden er reduceret tilsvarende. Men når et årligt udbytte på mere end 450.000 fugle er blevet til omkring 12.000, kan udviklingen heller ikke forklares med ændrede jagtvaner og færre udsætninger alene.

Agerhønen findes stadig i Danmark. Men på mange terræner er den ikke længere en fugl, man forventer at få på tasken. Den er blevet en fugl, man glæder sig over at se – og ofte vælger at lade flyve.

Kort om agerhøne og fasan er gået hver sin vej

Vildtudbyttestatistikken skelner ikke mellem udsatte og vildtlevende fugle. Udviklingen for både agerhøne og fasan skal derfor læses med betydelige forbehold.

Agerhønens jagtudbytte toppede omkring 1950, hvor der blev nedlagt mere end 450.000 fugle på en enkelt sæson. I den seneste opgørelse er tallet faldet til omkring 12.000. Det svarer til en tilbagegang på cirka 97 procent.

En stor del af de nedlagte agerhøns er imidlertid udsatte fugle. Der indberettes nu udsætning af færre end 10.000 agerhøns om året, og DCE vurderer forsigtigt, at blot 2.000-4.000 af de årligt nedlagte fugle stammer fra den vilde bestand. Den seneste vurdering af den danske ynglebestand lyder på omkring 4.700 par.

Fasanens udvikling ser helt anderledes ud. I begyndelsen af 1940’erne blev der nedlagt knap 400.000 fasaner om året. Udbyttet voksede gennem de følgende årtier og kulminerede omkring 1990 med cirka 900.000 fugle. I dag ligger det på knap 600.000 – omtrent en tredjedel under toppen, men fortsat markant over niveauet ved statistikkens begyndelse.

Også fasanudbyttet er stærkt påvirket af udsætning. Tidligere vurderinger har peget på, at der årligt blev sat op mod én million fasaner ud i Danmark. Ifølge DCE kan udsatte fugle bidrage med op mod halvdelen af jagtudbyttet.

Overført til det seneste udbytte peger vurderingen meget forsigtigt på, at omkring 300.000 eller flere af de nedlagte fasaner kan være vildtlevende. Det er dog ikke en officiel optælling, og fordelingen kan ikke fastslås præcist. Den senest vurderede fritlevende ynglebestand var på mindst 110.000 par, men også dette tal kan være påvirket af udsatte fugle, som har overlevet jagtsæsonen og siden er indgået i bestanden.

Tallene kan ikke sammenlignes direkte

DCE har ikke foretaget den samme beregning for fasanen som for agerhønen. Tallet på omkring 300.000 vildtlevende fasaner er derfor ikke en officiel bestandsopgørelse, men en forsigtig omregning af DCE’s vurdering af, at udsatte fugle kan udgøre op mod halvdelen af udbyttet.

Grænsen mellem udsatte og vilde fasaner er samtidig uklar. En udsat fugl kan overleve jagtsæsonen og senere yngle i naturen. Dens afkom er født frit, men bestanden er fortsat påvirket af udsætningen.