Agerhøne: Kan jagten overleve uden udsætning?

Med afsæt i kritik af fuglenes genetik forlyder det, at udsætning af agerhøns kan blive mødt af nye begrænsninger … Det rejser spørgsmål om jagt, landbrugets udvikling og fremtidens avl med jagthunde

Kommentar af redaktionen

Flere uafhængige rygter, som er blevet forelagt Netnatur.dk, peger på, at der kan være et forbud mod udsætning af agerhøns på vej. Oplysningerne er ikke officielt bekræftet, og redaktionen har heller ikke set et konkret forslag, der dokumenterer, at en politisk beslutning allerede er truffet.

Netnatur.dk vælger alligevel at rejse debatten nu. For hvis udsætningen bliver begrænset eller helt forbudt, får det vidtrækkende konsekvenser for agerhønejagten, jagten med stående hund og de markprøver, der spiller en vigtig rolle i avlen af jagthunde. Samtidig bør spørgsmålet om udsætning ikke reduceres til et enkelt valg mellem et ja og et nej. Det handler også om genetik, opdrætsfuglenes oprindelse, landbrugets udvikling og mulighederne for at genskabe selvreproducerende bestande af vilde agerhøns.

Det er bedre at tage denne diskussion nu, mens der stadig er mulighed for at påvirke debatten, end først at begynde, når et eventuelt forbud allerede er trådt i kraft. Derfor ser Netnatur.dk i denne artikel nærmere på, hvor dansk agerhønejagt står uden udsætning – og om en mere genetisk orienteret udsætning kan være et alternativ til et fuldstændigt stop.

Debatten bør derfor ikke begrænses til et ja eller nej til udsætning. Den kan jægerne tabe ligesom de tabte debatten om udsætning af gråænder fordi de ikke var på forkant og havde udviklet et bæredygtigt modsvar til kravet om afvikling af den for meget vigtige udsætning af ænder til jagt. Det bør jægerne tage ved lære af og derfor bør debatten om udsætning af agerhøns handle om, hvorvidt dansk jagt kan udvikle en model, som både beskytter de resterende vilde bestande og giver agerhønen mulighed for at vende tilbage som selvproducerende bestande.

Tilbagegangen i bestanden af agerhøns er vanskelig at overse.

Fra 1940’erne og frem til omkring 1960 blev der i en lang årrække nedlagt 300.000- 400.000 agerhøns om året i Danmark. I 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne faldt udbyttet til omkring 200.000. Senere gik det endnu hurtigere nedad, og i dag ligger det årlige udbytte på godt 10.000 fugle. Mange af dem udsatte …

Den seneste offentliggjorte vurdering lød på omkring 4.700 vilde ynglepar. DCE ved Aarhus Universitet vurderer, at bestanden fortsat er svagt faldende, men måske lokalt stabil. DOF’s ynglefugletællinger viser en gennemsnitlig årlig tilbagegang på 3,34 procent fra 1984 til 2023.

Samtidig er den officielle udsætning faldet til under 10.000 agerhøns om året. Forskellen mellem antallet af udsatte og nedlagte fugle betyder ifølge DCE, at der forsigtigt vurderet årligt skydes mellem 2.000 og 4.000 fugle fra den vilde bestand. Det fremgår af DCE’s vurdering i forbindelse med jagttidsrevisionen i 2026.

Det er ikke nødvendigvis i sig selv uholdbart. Agerhønen har under gode forhold et stort ynglepotentiale. Men jagten skal tilpasses den lokale bestand og årets ynglesucces. Derfor er det set anbefalet det, at der ikke drives jagt, hvor efterårsbestanden er under 20 fugle pr. kvadratkilometer, og at man undlader at skyde til flokke på færre end syv fugle.

Problemet kan opstå, hvis man ikke ved, hvor mange fugle der findes, eller om de fugle, der rejses under jagten, er vilde eller udsatte.

Er de danske agerhøns i virkeligheden bøhmiske?

Udsætning af agerhøns er ikke et nyt fænomen. Allerede i 1870’erne blev jyske agerhøns flyttet til Bornholm, og fra 1890’erne begyndte udsætningen af såkaldte bøhmiske agerhøns flere steder i landet.

Det har efterladt genetiske spor. Men det er for kategorisk at konkludere, at de agerhøns, der lever i Danmark i dag, blot er bøhmiske opdrætsfugle, og at den oprindelige danske agerhøne er forsvundet.

En videnskabelig undersøgelse af historiske og nyere fugle viste, at de oprindelige danske agerhøns tilhørte en vesteuropæisk genetisk linje. Forskerne fandt samtidig tegn på påvirkning fra importerede udsætningsfugle, men den oprindelige vesteuropæiske linje kunne fortsat spores. Det fremgår af undersøgelsen “Does the indigenous Danish grey partridge still exist?”.

Det præcise problem er derfor ikke, at alle danske agerhøns er bøhmiske. Problemet er, at vi næppe har et tilstrækkeligt aktuelt overblik over den genetiske sammensætning af de resterende danske bestande eller over oprindelsen af de fugle, der udsættes.

LÆS også om selvproducerende bestand af Red Grouse i Danmark

I jagtlige kredse tales der om, at udsætningen af agerhøns kan blive begrænset eller måske helt forbudt. Der foreligger i skrivende stund ikke et offentligt fremlagt forslag om et generelt forbud, og oplysningerne må derfor indtil videre betragtes som ubekræftede. Men spørgsmålet er allerede relevant. For hvis udsætningen ophører, hvor efterlader det så agerhønejagten, markprøverne og avlen af stående jagthunde?

Begrebet genetisk forurening bruges ofte i debatten, men genetisk opblanding er mere præcist. En opblanding behøver ikke nødvendigvis at være ødelæggende. Den kan dog blive problematisk, hvis udsatte fugle er tilpasset andre klimatiske forhold, har mistet naturlig adfærd gennem mange generationer i opdræt eller genetisk fortrænger lokalt tilpassede bestande.

Udsætning har ikke reddet den vilde bestand

Den nuværende danske model er først og fremmest udviklet omkring udsætning til jagt. Den er ikke indrettet som et videnskabeligt program for genetisk og biologisk genopretning.

Det er en afgørende forskel.

DCE konstaterer, at det ikke er påvist, at udsætning af agerhøns har været i stand til at understøtte eller genetablere vilde bestande. Samtidig mangler der reel viden om, hvorvidt jagtlig udsætning samlet set påvirker den vilde bestand positivt eller negativt.

Det betyder ikke, at al udsætning nødvendigvis er uden værdi. Kravene om biotopplaner i tilknytning til udsætning kan føre til insektvolde, brede markkanter, vildtstriber og andre forbedringer, som også gavner hare, sanglærke, gulspurv, viber og insekter etc. Men nyere undersøgelser tyder på, at omfanget af de hidtidige tiltag generelt er for lille til at løfte agerhønebestanden på landsplan.

Efter de gældende regler kan man som udgangspunkt udsætte én fasan eller agerhøne pr. hektar. På ejendomme under 100 hektar kan der udsættes op til 100 fugle. Større udsætninger kræver blandt andet en biotopplan, og alle udsætninger skal indberettes til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Men regler om antal og indberetning er ikke det samme som krav til genetisk oprindelse.

Genetikken skal dokumenteres

Hvis udsætning skal have en fremtid, kan det blive nødvendigt at skelne tydeligt mellem fugle, der udsættes til jagt, og fugle, der indgår i et egentligt genopretningsprojekt.

En genetisk ansvarlig model må begynde med en kortlægning af de resterende danske bestande. Før man kan vælge fugle til et avlsprogram, skal man vide, hvilken genetisk variation der fortsat findes, og hvor de mindst opblandede bestande lever.

Avlsfuglene bør have dokumenteret oprindelse, og avlsbasen skal være så stor, at man undgår indavl og gentagen brug af ganske få familier. Fuglene skal samtidig bevare en naturlig adfærd.

En genetisk korrekt fugl har begrænset værdi i naturen, hvis den mangler evnen til at finde føde, reagere på rovdyr og føre sine kyllinger gennem landskabet.

Den lære, der kan drages af beslutningen om at udfase udsætningen af gråænder, er, at rettidig omhu er nødvendig, når en jagtlig praksis møder stigende kritik fra det omgivende samfund. Debatten om fremtidens jagt på agerhøns bør derfor allerede nu handle om at udvikle en bæredygtig og langsigtet model, som kan sandsynliggøre, at udsætning kombineret med målrettede natur- og vildtplejetiltag kan føre til selvreproducerende bestande af agerhøns i det åbne land, der i disse år gennemgår store forandringer.

Britiske retningslinjer anbefaler, at vilde fugle fra en sund bestand foretrækkes ved genopretning. Hvis det ikke er muligt, bør der anvendes fugle fra dokumenterede, genetisk relevante og så lidt domesticerede avlslinjer som muligt. Familieopdrættede fugle vurderes højere end traditionelt masseopdrættede fugle. Det beskrives i Game & Wildlife Conservation Trusts retningslinjer for genopretning af agerhønebestande.

Men selv de bedste fugle vil forsvinde, hvis de sættes ud i et landskab, der ikke længere kan holde dem i live i flere generationer.

Landbruget ændrede agerhønens landskab

Agerhønens tilbagegang falder sammen med de omfattende forandringer i landbruget efter 1950’erne.

Markerne blev større, driften mere specialiseret og afgrøderne mere ensartede. Små hjørner, brakstykker og udyrkede kanter blev inddraget i produktionen. Effektiv ukrudtsbekæmpelse reducerede forekomsten af frøbærende “ukrudt”, mens insektmidler og ændrede dyrkningsmetoder reducerede mængden af insektføde.

Voksne agerhøns lever i høj grad af frø og grønne plantedele, mens kyllingerne i deres første leveuger er stærkt afhængige af proteinrige insekter som bladlus, billelarver, små biller, myrer, sommerfuglelarver etc.

Agerhønen mangler heller ikke blot ”mere natur”. Den har brug for forskellige elementer på forskellige tidspunkter af året: tørt græs til reden, insektrige områder til kyllingerne, frø og grønne plantedele om vinteren samt lav dækning, hvor fuglene kan skjule sig uden at miste udsynet.

Når disse elementer ligger langt fra hinanden, skal hønen føre sine nyklækkede kyllinger over store, åbne marker. Det øger risikoen for både sult, nedkøling og prædation.

Flere træer er ikke automatisk en fordel

Det moderne danske landskab rummer mange steder flere træer, småskove og høje levende hegn end det næsten træløse agerland, som tidligere fandtes i dele af landet. Men flere træer betyder ikke flere agerhøns.

Agerhønen er en fugl tilpasset det åbne land. Den foretrækker lav vegetation og mulighed for at holde øje med omgivelserne. Høje træer kan fungere som udkigsposter for rovfugle, mens tætte bevoksninger kan skabe korridorer for ræve og andre jordlevende rovdyr.

Løsningen er heller ikke at vende tilbage til et helt nøgent landskab. Agerhønen behøver læ, skjul og variation. Det afgørende er udformningen: brede, insektrige markkanter, lave buske, græsvolde, brakområder, varierede afgrøder og mindre markflader.

Det handler med andre ord mindre om antallet af træer og mere om kvaliteten og placeringen af landskabets forskellige elementer.

Rovvildtet blev bekæmpet med andre midler

Tidligere tiders store agerhønebestande eksisterede i et landbrug, hvor bekæmpelsen af ræve, krager, skader, rotter, mårdyr og rovfugle var langt mere intensiv end i dag. Flere af datidens metoder var brutale, og en række bekæmpelsesformer er med god grund forbudte i dag.

Alligevel kan prædation ikke skrives ud af agerhønens historie.

Når en bestand er stor og sammenhængende, kan den bedre modstå tab. Når der kun er enkelte par tilbage, kan tabet af én rugende agerhøne eller et enkelt kuld få stor lokal betydning.

Britiske forsøg har vist, at lovlig og sæsonbestemt regulering af blandt andet ræv og krage kan forbedre yngleresultatet, når indsatsen kombineres med bedre levesteder. På Salisbury Plain blev ungeproduktionen omtrent fordoblet i områder med målrettet regulering, mens yngletætheden steg betydeligt over tre år sammenlignet med områder uden samme indsats.

Målrettet og lovlig regulering af ræve kan lokalt mindske prædationen på rugende agerhøns, æg og kyllinger og dermed give den vilde bestand bedre muligheder for at reproducere sig. Reguleringen kan dog ikke stå alene, men skal følges af bedre levesteder og flere insektrige områder.

På en ejendom i Sussex voksede tætheden fra 0,3 til næsten 20 ynglepar pr. 100 hektar efter etablering af insektvolde, brede markkanter, vinterføde, mindre markfelter og målrettet rovvildtregulering. Det gjorde det senere muligt at genoptage en begrænset og bæredygtig jagt på vilde agerhøns. Resultaterne er beskrevet af Game & Wildlife Conservation Trust.

Erfaringen er ikke, at regulering alene kan skabe agerhøns. Den viser, at levesteder, insektføde og prædatorforvaltning skal fungere samtidig.

Den grønne trepart kan blive en mulighed

Dansk landbrug står foran den største arealomlægning i nyere tid. Den grønne trepart indebærer blandt andet etablering af 250.000 hektar ny skov og omlægning af 140.000 hektar lavbundsjorder, hvoraf en del skal omdannes fra landbrugsjord til natur.

Det kan skabe mere natur, men det vil ikke automatisk gavne agerhønen. Hvis de åbne landbrugsarealer alene bliver afløst af tæt skov, mister arten yderligere levesteder. Hvis omlægningen derimod skaber afgræssede arealer, græsland, brede overgangszoner, brak, insektrige arealer og en mere varieret mosaik omkring de dyrkede marker, kan den åbne en ny mulighed.

Agerhønens behov bør derfor tænkes ind i de lokale omlægningsplaner, før stregerne er endeligt sat på kortet. Målet kan ikke være at bevare fortidens intensive landbrug, men heller ikke at antage, at alle former for ny natur gavner alle arter.

Agerhønen kan blive en prøve på, om Danmark er i stand til at skabe et moderne kulturlandskab, hvor landbrug, jagt og biodiversitet igen kan fungere sammen.

Hvad sker der med den stående jagthund?

Et stop for udsætning vil række langt ud over de jagtvæsener, der arrangerer agerhønejagter.

Den stående hunds søg, vildtfinderevne, stand, rejsning og samarbejde med føreren vurderes ved markprøver. Prøveresultaterne anvendes ikke blot som konkurrence, men som et vigtigt redskab i avlen af pointere, settere, bretoner samt ruhårede og korthårede hønsehunde, vizslaer og andre stående racer.

Ifølge Dansk Kennel Klub skal prøverne netop vurdere og fastslå hundenes jagtlige egenskaber og trænbare anlæg som vejledning for avlsarbejdet.

Den stående hund slår ind i færten, bremser søget og stivner i klassisk stand. Foran hunden trykker en flok agerhøns. Det er en af dansk jagts mest traditionsrige situationer – men også en jagtform, der i stigende grad hviler på et usikkert grundlag.

Uden udsatte agerhøns kan Danmark få færre terræner, hvor unge hunde med rimelig sikkerhed kan komme for fugl. Det kan øge presset på de få områder med vilde agerhøns og føre til flere prøver på fasaner eller at flere rejser til udlandet.

Det grundlæggende spørgsmål bliver, om man kan opretholde et troværdigt dansk avls- og prøvesystem, hvis hundene sjældent møder den fugl, som deres arbejde gennem generationer er udviklet omkring.

Det er ikke et argument for at fortsætte enhver form for udsætning. Men konsekvenserne bør undersøges, før der træffes en beslutning.

Hvor er det danske demonstrationsareal?

Danmarks Jægerforbund har gennem sine statsfinansierede markvildtlav arbejdet med habitatforbedringer, optællinger og rådgivning. Indsatsen har imidlertid mødt kritik og vigende tilslutning. I 2022 blev der anvendt 3.147 konsulenttimer, selv om der kun blev oprettet ét nyt markvildtlav. Samtidig fortsatte agerhønens tilbagegang. Der er derfor ikke dokumentation for, at markvildtindsatsen samlet set har skabt flere agerhøns i Danmark. Læs Netnaturs gennemgang af den statsstøttede markvildtindsats.

Trods den finansierede indsats mangler det officielle Danmark et stort og synligt demonstrationsareal, hvor offentligheden kan følge udviklingen år for år og se, hvordan moderne landbrug, jagt, insektiltag, rovvildtforvaltning og vilde agerhøns kan fungere sammen.

I det internationale PARTRIDGE-projekt blev der etableret demonstrationsområder i blandt andet England, Tyskland, Belgien og Holland. Her blev dele af landbrugsarealet anvendt til blomsterblokke, insektvolde og andre målrettede tiltag, mens udviklingen i bestanden af agerhøns og den øvrige biodiversitet blev fulgt. Projektets mål var at øge biodiversiteten med 30 procent på demonstrationsarealerne og dermed undersøge, om agerhønens tilbagegang kunne bremses eller vendes.

Danmarks Jægerforbund har fortalt om projektet og deltaget i formidlingen af erfaringerne. Men forbundet har ikke placeret sig i spidsen for et tilsvarende, langsigtet dansk udstillingsvindue i en skala, der for alvor kan flytte debatten.

Netop et sådant demonstrationsareal – eller inspirations-areal – kunne blive jægernes måske stærkeste svar, hvis kravet om et forbud mod udsætning vokser.

Fremtidens jagt skal først skabe fuglene

Et forbud mod udsætning vil sandsynligvis reducere mulighederne for agerhønejagt og markprøver i Danmark. Men et forbud vil ikke i sig selv bringe den vilde agerhøne tilbage.

Hvis der fortsat mangler insekter, redeområder, vinterføde og sammenhængende levesteder, i de områder hvor der nu ikke udsættes fugle, bliver resultatet ikke nødvendigvis flere vilde fugle. Motivationen for bekostlige indsatser kan falde, hvis agerhønen er uden jagtlig betydning,

Omvendt kan jagten ikke forvente vedvarende politisk opbakning til udsætning alene med henvisning til jagtlig tradition. Skal udsætningen forsvares, må jægerne nok indstille sig at udsætningen bliver mere genetisk orienteret og med tiden vise at en målsrettet naturindsats, kan føre til flere vilde agerhøns.

Mange steder har udsætning af agerhøns og omfattende naturpleje med kilometerlange striber af foderafgrøder ikke ført til de resultater, man kunne forvente. Den afgørende målestok bør i stigende grad være, om de udsatte fugle etablerer selvreproducerende bestande, hvor agerhøns med kyllinger også kan registreres i anden generation.

Hver anden agerhønerede gik tabt

En dansk undersøgelse på Djursland fulgte 78 radiomærkede agerhønehøner fra 2013 til 2015. Formålet var blandt andet at undersøge fuglenes valg af redested, ynglesucces og dødelighed i det moderne landbrugslandskab.

Resultaterne viste, at kun 26 procent af hønerne opnåede ynglesucces, mens 64 procent blev præderet i perioden fra februar til september. Ser man alene på rugeperioden, gik 52 procent af 58 registrerede redeforsøg tabt som følge af prædation.

Regulering af ræv er ikke kun et ønske, der kommer fra jægere med interesse for mere småvildt. Også ornitologer har ved flere lejligheder peget på behovet for at fjerne ræve fra særligt sårbare yngleområder, hvor jordrugende fugle mister både æg, unger og voksne fugle til prædation.

Blandt de 50 radiomærkede agerhøns, der blev taget af rovdyr gennem hele undersøgelsesperioden, var ræv, rovfugle og kat de hyppigst identificerede prædatorer. Ræven stod for 22 procent af tilfældene, rovfugle for 20 procent og katte for 16 procent. Ilder eller mink tegnede sig tilsammen for 12 procent.

Undersøgelsens konklusion var, at prædation begrænser agerhønens yngleproduktion i Danmark. Forskerne pegede samtidig på manglen på åbne, artsrige og insektrige områder, hvor hønerne kan føre deres kyllinger frem. Regulering af generalistiske rovpattedyr kan derfor ikke stå alene, men skal kombineres med et mere varieret landbrugslandskab med gode levesteder for både agerhøns og deres kyllinger.