Jægerforbundets anbefaling om senere jagt på pibeænder rejser en vigtig debat om frivillige hensyn, klare rammer og jægernes forventninger til hinanden
Pibeænder: Når jagttiden er åben – men man helst skal vente
Kommentar af Redaktionen
“En jæger kommer hjem med et par pibeænder. De er nedlagt inden for jagttiden, på forsvarlige skudhold og under ordentlige forhold. Alligevel kan spørgsmålet melde sig: Burde han have ladet dem flyve?”
Det er et tænkt eksempel. Men det illustrerer en diskussion, som fortjener at blive taget, efter at Danmarks Jægerforbund har anbefalet at vente med at skyde pibeænder til senere på sæsonen. Som beskrevet i Netnaturs artikel om pibeandens træk og jagten på arten tager opfordringen udgangspunkt i ny viden fra Projekt Penelope. Der er tale om en anbefaling, ikke en ændring af jagttiden.
Netop den forskel er værd at standse ved.
Gode råd har en vigtig plads
Jægerforbundet skal naturligvis formidle ny viden. Hvis forskning giver anledning til at overveje, hvordan og hvornår vi jager, er det både rimeligt og ansvarligt at bringe den viden videre til jægerne. En jagttid er heller ikke en opfordring til at udnytte enhver mulighed fra første til sidste dag. Mådehold, hensyn til lokale forhold og viljen til at lade vildtet få ro hører med til ordentlig jagt.
Frivillige anbefalinger kan netop give plads til den dømmekraft, som ingen kalender kan erstatte. Derfor ville det være for enkelt at kræve, at ethvert godt råd straks skal omsættes til et forbud. Men anbefalinger fra en stor jagtorganisation har vægt. De kan hurtigt få karakter af en fælles målestok for, hvad en ansvarlig jæger bør gøre. Og så er de ikke længere blot gode råd i den samtale, der foregår mellem jægerne.
Når rådet bliver en uskreven regel
Her opstår den principielle vanskelighed. På papiret er jagten åben. I jagtfællesskabet kan der samtidig opstå en forventning om, at man lader være. Den enkelte jæger skal dermed forholde sig til både den officielle jagttid og en mindre tydelig opfattelse af, hvornår det er acceptabelt at bruge den.
Hvornår er det så sent nok på sæsonen? Gælder hensynet lige meget overalt? Er opfordringen udtryk for en nødvendig beskyttelse eller et ønske om at gøre en i forvejen forsvarlig jagt endnu mere skånsom? Det er forskellige spørgsmål, som kalder på forskellige svar.
Hvis svarene står uklart, risikerer man, at diskussionen flytter sig fra fuglenes behov til jægernes indbyrdes bedømmelse af hinanden. Et billede af nogle nedlagte pibeænder kan blive anledning til kritik, selv om billedet fortæller meget lidt om jagtens omfang og de lokale forhold. Det behøver ingen at have ønsket. Men risikoen fortjener opmærksomhed.
Virkeligheden ude på trækket
Anbefalingen skal også fungere under praktisk jagt. På morgen- og aftentræk træffes beslutningen om at skyde ofte på kort tid. Artsbestemmelsen skal selvfølgelig være sikker; er den ikke det, skal skuddet undlades. Det spørgsmål ændrer en anbefaling om senere jagt ikke på.
Men der er næppe tvivl om at forbundets opfordring vil give genstand for debat. Er et beskedent udbytte fuldt foreneligt med at holde igen. Eller skal man konsekvent afholde sig fra at skyde pibeænder … Begge kan opleve, at de viser mådehold. Alligevel kan de ende med at kritisere hinanden.
Hvad skal tilbageholdenheden opnå?
Det vigtigste spørgsmål er derfor, hvilken forskel en senere afskydning forventes at gøre. Hvilke fugle ønsker man især at beskytte? Hvilken periode er afgørende? Og er målet færre nedlagte fugle, mindre forstyrrelse eller en anden fordeling af jagten gennem sæsonen?
Spørgsmålene er ikke en afvisning af anbefalingen. Tværtimod er tydelige svar den bedste mulighed for at skabe forståelse og opbakning. Jægere bør være villige til at ændre vaner, når der er gode grunde til det. Men det er også rimeligt at bede om at få forklaret sammenhængen mellem den nye viden og den adfærd, man ønsker ændret.
Hvis det er nødvendigt, må jagttiden drøftes
Hvis tidlig jagt viser sig at udgøre et væsentligt problem, som kræver en fælles indsats, bør jagttiden indgå i diskussionen. Det betyder ikke, at en kortere jagttid nødvendigvis er den rigtige løsning. Men et nødvendigt hensyn bliver vanskeligt at sikre, hvis det alene afhænger af, hvem der har hørt en anbefaling, og hvordan den enkelte fortolker den.
Omvendt: Hvis der er tale om et frivilligt ekstra hensyn, bør der også være plads til, at ansvarlige jægere træffer forskellige valg inden for de gældende rammer.
Lovlighed kan ikke stå alene som målestok for god jagt. Men en afvigelse fra et frivilligt råd kan heller ikke alene gøre en jæger uansvarlig.
Plads til både hensyn og klarhed
Jægerforbundets opfordring er et relevant bidrag til debatten. Den bør mødes med nysgerrighed og saglige spørgsmål. Samtidig bør forbundet være opmærksomt på den gråzone, der kan opstå, når jægerne på én gang har en jagttid og en forventning om ikke at benytte en del af den.
Vi skal kunne tale om mådehold uden at gøre hinandens vildtparader til moralske prøver. Jægerforbundets anbefaling indeholder nemlig en risiko for at virke som lus i skindpelsen …
Derfor skal vi kunne efterspørge en klar begrundelse uden at blive opfattet som modstandere af ansvarlig jagt.
Pibeænderne er bedst tjent med hensyn, der virker. Jægerne er bedst tjent med at forstå, hvad hensynene skal gøre godt for – og hvornår et godt råd er et godt råd, og hvornår der er behov for fælles regler.
Hvad gør en anbefaling anvendelig?
En frivillig anbefaling er lettere at forstå og efterleve, når den besvarer fire spørgsmål:
Formål: Hvilket konkret problem skal en ændret jagtpraksis afhjælpe?
Afgrænsning: Hvilken periode og hvilke områder gælder rådet for?
Handling: Betyder tilbageholdenhed færre jagtdage, færre nedlagte fugle eller helt at undlade jagt?
Opfølgning: Hvordan vurderes det, om anbefalingen får den ønskede virkning?
