Hvis en fugleart er i tilbagegang kan jagtbar status ikke forklarer ikke bestandens tilbagegang. Det viser nyt europæisk studie
Europæisk studie: Jagtbar status forklarer ikke fuglenes tilbagegang
Et nyt europæisk studie finder ingen statistisk sikker sammenhæng mellem, om en fugleart er lovligt jagtbar, og om den nationale bestand går tilbage. Det betyder ikke, at jagt er uden betydning for en bestemt art eller lokal bestand, men at forklaringen på fuglenes tilbagegang sjældent kan reduceres til jagtbar eller ikke jagtbar. Det ved de fleste jægere og andre fugleinteresserede allerede, men nu kan argumentet underbygges med henvisning til dugfriskt studie.
Af Redaktionen
Når europæiske fuglebestande falder, bliver jagten ofte nævnt som en mulig forklaring. Men i et nyt studie af 256 fuglearter fra ni europæiske lande er det ikke arternes jagtbare status, der statistisk set bedst forklarer, hvilke bestande der går tilbage.
Forskerne bag undersøgelsen har sammenstillet 992 nationale observationer af bestandsudvikling med blandt andet oplysninger om, hvorvidt arten må jages, om den er særligt beskyttet, dens redebiologi og forhold knyttet til landbrugsland. Resultatet var, at en arts lovlige jagtbarhed ikke havde nogen statistisk sikker sammenhæng med sandsynligheden for, at bestanden var i tilbagegang på nationalt niveau.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Global Ecology and Conservation og omfatter data fra Spanien, Frankrig, Ungarn, Irland, Nederlandene, Polen, Portugal, Sverige og Storbritannien. Danmark indgår ikke i materialet.
Jagtbar er ikke det samme som udsat
Det er en væsentlig skelnen. En arts jagtbare status fortæller alene, at jagt er tilladt inden for et nationalt regelsæt. Den siger ikke, hvor mange fugle der faktisk nedlægges, hvor jagten foregår, eller hvor intensivt den drives på en bestemt lokalitet.
Forskerne gennemførte derfor også en supplerende analyse af jagtudbytter for jagtbare arter i seks lande. Heller ikke her fandt de en statistisk sikker sammenhæng mellem det gennemsnitlige nationale udbytte og risikoen for bestandstilbagegang.
Det gør ikke jagt irrelevant. Tværtimod understreger forskerne, at et nationalt gennemsnit kan skjule et højt lokalt jagttryk, ligesom det ikke indfanger lokale forskelle i levesteder, ynglesucces eller forvaltning. En lille eller presset bestand kan være sårbar over for yderligere dødelighed, selv om jagtbar status som sådan ikke forklarer det brede europæiske mønster.
Jordrugere klarede sig dårligere
Andre forhold stod tydeligere frem i analysen. Jordrugende arter havde større sandsynlighed for at være i tilbagegang, mens arter omfattet af EU-fuglebeskyttelsesdirektivets bilag I havde lavere sandsynlighed for tilbagegang.
Det peger mod, at beskyttelse, levesteder og arternes biologi har stor betydning. Jordrugere er eksempelvis afhængige af, at rede og unger klarer sig i et landskab med dyrkning, slåning, prædation og menneskelig aktivitet. Når ynglesuccesen er lav gennem flere år, kan selv en moderat ekstra belastning få større betydning.
Læs mere på netnatur.dk/HAGLJAGT
Det europæiske billede for nogle arter er fortsat alvorligt. Det Europæiske Miljøagentur vurderer, at 39 procent af EU’s vurderede fuglearter har dårlig eller utilstrækkelig bevaringsstatus, og at den overordnede udvikling endnu ikke er vendt. Men det nye studie advarer mod at lade én enkelt forklaring stå i stedet for den samlede analyse af art, levested og konkret forvaltning.
Ikke et fripas til jagt
Undersøgelsen kan derfor ikke bruges som dokumentation for, at jagt aldrig påvirker fuglebestande. Den siger heller ikke, at jagttider og kvoter er uden betydning. Dens pointe er mere præcis: På tværs af ni lande og 256 arter kunne forskerne ikke påvise, at den blotte juridiske status som jagtbar art forklarer, om den nationale bestand går tilbage.
Den fagligt holdbare konsekvens er ikke at ophøre med at overvåge jagtbare fugle, men at gøre overvågningen mere detaljeret. Det kræver viden om lokale bestande, rekruttering, udbytte, levesteder og jagttryk – især hvor arter allerede er pressede.
Kilder til denne artikel: University College Dublins præsentation af forskningen og Det Europæiske Miljøagenturs status for Europas fugle.
Hvad undersøgelsen faktisk måler
Studiet sammenligner nationale bestandsudviklinger med arternes lovlige jagtbarhed og, for en del af materialet, gennemsnitlige nationale jagtudbytter. Det er velegnet til at teste brede mønstre i Europa, men ikke til at afgøre, om jagt er bæredygtig på en bestemt lokalitet eller for en bestemt lille bestand. Forskerne efterlyser derfor mere detaljerede data om jagtintensitet, bestandsforhold og lokal udvikling.
