Som en hedebrand, breder skammen sig over de midt- og vestjyske hjortejægere, der netop nu i stort antal valfarter til genbrugspladserne for at aflevere gevirer, som frygtes nedlagt “by accident” …
Af Netnaturs Rokoko-nyheder
I Midt- og Vestjylland har der rejst sig en bevægelse, der får jægere i hundredevis til at valfarte mod genbrugspladserne.
Alle med bilen eller traileren fyldt med gevirer fra nedlagte kronhjorte og alle med en stor streamer i bilens bagrude, hvor på der med flammende skrift kan læses følgende:
”Hjortejawt – by design, not by accident”
En af de steder, hvor den nye bevægelse mærkes tydeligst, er i Hjortslev lidt uden for Krondyrstrup.
Her har genbrugspladsen indkaldt ekstra mandskab for at håndtere den pludselige og ganske ekstraordinære situation, som er opstået.
– Det er første gang vi her på pladsen har været i stand til at fylde hele tre containere med småt brændbart. Vel at mærke på en enkelt lørdag.
Sådan lyder det fra Sven Brugigensen, som i disse dage er vidne til noget, der ligner en regulær folkevandring.
– De fleste skynder sig blot at aflevere deres trofæer, men flere vælger at skjule gevirerne i bunker med affald fra deres have, fortæller han til Rokoko-nyhedernes udsendte.
– Her på pladsen har vi dog en hjortenæse for den slags. Vi kan spotte den dårlige samvittighed på lang, lang afstand. Og gevirer må ikke afleveres sammen med grene og andet haveaffald, da vi har erfaret, at de kan være forsynet med medaljer i guld, sølv og bronze og de formulder jo aldrig.
Det fortæller en tydeligt forarget formand for genbrugspladsen i Hjortslev, der af samme årsag har iværksat en ”Frit lejde aktion”, hvor jægerne mere diskret, kan aflevere deres gevirer uden frygt for repressalier eller kritiske bemærkninger fra pladsens øvrige gæster.
Også de polske
Rokoko-nyhederne forsøgte at komme i kontakt med nogle af de mange jægere, der i en lind strøm anløb til genbrugspladsen lørdag formiddag d. 24. september 2016, men ingen ønskede at udtale sig.
Sidst på eftermiddagen, akkurat som de fyldte containere med småt brændbart blev erstattet af tre tomme, lykkedes det dog at fange formanden for den lokale jagtklub ”Krone-Hjorten”. Også han var mødt op for at aflevere en række hjortegevirer.
– Ja, det var så de sidste, sagde han, da han lod et par store gevirer falde mod bunden af en helt tom container, så sprosserne sprang som popcorn i en stor metalgryde.
– I årevis har vi bare drevet kronhjortejagt. Sådan lidt tilfældigt og uden at tænke videre over det. Men vi vidste jo ikke bedre.
– Det var først da Asger Adaptyv, som er formand for Jylland og Omegnes Jagtforbud (JOJ) under et stort møde gjorde det soleklart for os alle, at vi jo udelukkende drev jagt by accident og ikke by design …
– Vi må bare være ærlige og sige, at det kom som et chok. I årevis havde vi troet, at vi blot var heldige og måske også en lille smule dygtige, når vi nedlagde en hjort.
– Men efter mødet med Adaptyv, stod det hele pludselig klart og i et helt andet lys. Siden da, er der bredt sig en følelse af skam i hele området.
– Ja, der er nærmest som en bølge af havgus, der pludselig ud af ingenting er skyllet ind over alle områdets jægerhjem.
– Med ét blev det bare en hel anden oplevelse, at se på de mange hjortegevirer på væggen. Glæden og stoltheden var ligesom væk. Tilbage var kun tomheden … og skammen, lyder det fra formanden, der pludselig fik meget travlt:
– Shit, udbrød han og fortsatte:
– Jeg har da helt glemt mine polske kronhjorte som hænger i sommerhuset!
– Hvem ved? Måske er de også nedlagt by accident, da har de absolut ingen fremtid på min væg, lød det fra Krone-Hjortens formand, der kun ønsker at udtale sig som formand uden navns nævnelse, hvilket naturligvis respekteres.
Den næste formand
Rokokonyhederne kom senere på dagen i kontakt med næste formand i Krone-Hjorten, da vi modtog et anonymt tip om, at han har spillet en afgørende rolle i bevægelsen Jagt by design, not by accident, der nu breder sig som en hedebrand over det Midt- og Vestjyske kronvildtland.
Tippet viste sig at holde vand.
– Lige siden jeg tiltrådte som næste formand, har jeg været vidne til en skamfuld “by accident” afskydning i hele området, udtaler næste formanden, der også ønsker at være anonym. Ifølge vores oplysninger går han dog af uvisse årsager under tilnavnet Mulle eller bare Skovsneglen.
Den anonyme næstformand erkender, at han har en stor aktie i den nye bevægelse, da han i lang tid havde fundet tiden moden til forandring.
– Enhver kunne jo se, at det gik alt for godt, siger han til Rokoko-nyhederne.
– Derfor tog jeg under mottoet “Småt er godt” et initiativ til et foredrag med formand Asger Adaptyv fra Jylland og Omegns Jagtforbud. (JOJ.)
– Og jeg skal da lige love for, at det satte tingene på plads. De ellers bramfri og højrøstede jægere ligefrem krøb ud af bagdøren, som rotter fra en synkende skude.
– Men … at vi årevis har drevet jagt by accident, ja det kan vi ikke gøre noget ved nu, men jeg har tillid til at vi kan forandre os, siger næste formanden, der oplyser, at Krone-Hjorten faktisk er fortid. Jagtforeningen hedder nu ”Den Skæve Stanghjort”
– Vi har i Den Skæve Stanghjort på kort tid skabt en helt ny ånd. Faktisk har vi allerede taget tilløb til, at der kan tilbydes samtaleterapi til alle medlemmer. Også i form af gruppeterapi, hvor man sammen med andre kan komme af med den skyld, der naturligvis tynger enhver jæger, som pludselig erfarer, at han i årevis har drevet jagt by accident.
Ved en skraldespand
Det er dog ikke kun byens genbrugsplads, der er overbebyrdet på grund af bevægelsen ”Hjortejawt by design”
Også kommunens renovationsvæsen har i en pressemeddelelse opfordret jægerne til ikke at stoppe gevirerne ned i skraldespanden, da det bl.a. kan give anledning til stangskader på kommunens ansatte.
Men ikke alle har læst meddelelsen ”Stang ikke Skralde”, der er udsendt fra Hjortslev kommune.
Foran en skraldespand i byens udkant stødte Netnaturs Rokoko-nyheder således på en midaldrende mand, der sad sammenbøjet foran en skraldespand stopfyldt med hjortegevirer.
– Jeg har ikke noget at sige, lød det fra manden, der viste sig at være en af områdets mange ivrige hjortejægere …
– Kun, at jeg skammer mig, tilføjede han. Dog uden at kigge op.
Rokoko nyhederne forsøgte at få manden i tale, men blev pludselig afbrudt af en kvindestemme fra modsatte fortov:
– Nå, der er du, lød det fra det, som viste sig at være den nedtrykte jægers hustru.
– Kom nu hjem, sagde hun til manden og hev ham op i armen …
– Ja, det er en skrækkelig redelighed, vi er vidne til, fortsatte hun, mens hun et kort øjeblik rettede sin opmærksomhed mod Rokoko-nyhedernes udsendte.
– Lige siden ham der Asger – et eller andet tyv – besøgte området, har byen været som forandret.
– Og nu har jagtforeningen taget navneforandring. Men “Den Skæve Stanghjort” er vist mere skæv end den er stang. I hvertfald hvis I spørger mig, udtalte jægerens hustru, imens hun trak af sted med sin skyldbetyngede husbond.
JOJ President er Totally Happy
Ifølge Rokoko-nyhederne er det ikke kun i Hjortslev, at jægerne nu samler sig under bevægelsen jagt by design. Flere vest- og midtjyske byer og genbrugspladser oplyser om lignende situationer …
Formanden for Jylland og Omegns Jagtforbud, Asger Adaptyv er dog overbevist om, at den igangværende bevægelse er et stort plus for jagtsagen.
– Den kommer som sendt direkte ”From The Sky”. Det handler nemlig om signalværdi, siger han til Rokoko-nyhederne.
– Derfor er jeg også ”Totally happy” for, at de midt- og vestjyske jægere nu endelig tager ”action” og sender ”a clear signal” to the rest of samfundet.
– As president of Jylland og Omegns Jagtforbud kan jeg kun sige ”thumps up” til alle de midt- og vestjyske jægere, som med deres handling rammer jagtsagen ”Spot on”, udtaler altså formanden fra JOJ, som henviser til hjemmesiden
If-it-works-fix-it.eu
Hjemmesiden, der endnu er under udarbejdelse, er kommet til verden med støtte fra Anti Hunting Foundation, der har valgt at finansiere JOJ og Asger Adaptyvs store indsat for at omvende alle danske jægere til jagt by design, not by accident.
PS: Ovenstående er Netnatur-satire og alle navne og andet indhold er næsten helt uden forbindelse til virkeligheden.