Elk eller wapiti er med stor succes reintroduceret i flere amerikanske stater øst for Mississippi …
Af Henning Kørvel (Marts 2008)
KLIK og læs mere om WAPITI
Herhjemme kendes den bedst som wapiti. I USA betegnes den almindeligvis elk. Den latinske betegnelse er derfor den samme, Cervus canadensis. Og da kropsvægten kan overstige 500 kg, så er elk eller wapiti væsentlig større end en europæisk kronhjort, som for giganters vedkommende når op på cirka 350 kg. Hidtil har de fleste trofæjægere opfattet elkjagt i USA som en “Out West”-foreteelse.
Men takket være Rocky Mountains Elk Foundation og forskellige medspillere, så er elkbestanden blevet stabiliseret med succes i flere stater øst for Mississippi.
Ifølge det velansete tidsskrift “Sports Afield” har reintroduktionen i fire østlige stater været så succesfuld, at de nu har gjort elk jagtbar.
Elk var engang almindelig i de østlige stater i USA. De eneste stater, hvor elk ikke findes i dag, er Maine, New Hampshire, Connecticut og Florida. Der gættes på, at elkbestanden for USA som helhed har talt mere end 10 millioner individer, før europæerne kom hertil – med Christoffer Columbus som den første i 1500.
Men allerede i 1850’erne forsvandt elk i øststaterne på grund af kommerciel overudnyttelse og ødelæggelse af levestederne. Initiativer til retablering af de østlige staters bestande blev indledt i 1913, da nogle få elks blev bragt til Pennsylvania fra Yellowstone National Park.
Pennsylvania praktiserede endda at have en jagttid på elk fra 1923-1931, men herefter kollapsede bestanden, og nød kun ringe opmærksomhed i de næstfølgende årtier. For nogle år siden skiftedes kurs, og den indsats Pennsylvania Game Commission og Rocky Mountains Elk Foundation (RMEF) har ydet, har fået bestanden af elk op på omkring 600. Siden 2001 har Pennsylvania haft jagttid på elk. Nogle store tyre er også blevet skudt, inkluderet “monstre” på henholdsvis 9×7 og 7×7, skudt i 2002.
Den mest markante historie handler om Kentucky, som i 150 år havde været uden elk, før den kom tilbage til Kentucky i 1997, da Kentucky Department of Fish and Wildlife Resources udsatte de første elk på fri vildtbane. I den periode, der er gået siden den første udsætning, er bestanden vokset til omkring 6.000 individer.
Elkjagt er derfor igen mulig i Kentucky. Sidste år blev her givet licens til jagt på 50 tyre og 50 køer. I år vil 200 jægere i Kentucky få mulighed for at få licens til at jage elk. To tyre, skudt i 2005 var nye amerikanske rekorder: Et regulært gevir på 319 6/8 og et uregelmæssigt på 320 2/8.
Jægeren, der skød den regelmæssige tyr, mente, at hans rekord nok snart vil blive slået, fordi han havde spottet flere tyre større end den, han selv nedlagde i 2005. Ved siden af Kentucky og Pennsylvania er reintroduktionen af elk i Arkansas Ozarks bemærkelsesværdig. Her lever nu anslået omkring 450 individer i the Buffalo National Scenic River-området. I år vil her blive udstedt 20 licenser til elkjagt.
Også Tennesee’s Cumberland Mountains og Tennesee vil i efteråret 2008 åbne for sin første elkjagt. Reintroduktion af elk i de østlige stater i USA består ikke kun i udsætning af nogle individer i håbet om, at de reproducerer sig og lægger grunden til en levedygtig bestand. Habitater skal også retableres.
Og her ligger den store hurdle.
Elk kræver endog meget store habitater, fordi de flakker meget omkring. Levestederne skal desuden være rig på fødemuligheder.
Men når farmere forhindre, at elk fouragerer på deres afgrøder på markerne, så stiller det store krav til, at der på de offentligt ejede arealer i udbredelsesområdet både findes gode fourageringsmuligheder og tætte skovtykninger, hvor dyrene kan søge i dækning.
Sommetider betyder løsningen opkøb af områder til elk-habitat. I andre tilfælde er problematikken ensbetydende med, at RMEF bekoster såning af græs i det rigtige miks i både statsejede skove og private arealer.
Tiltag af denne art er dog ikke kun til gunst for elk, men også for en række andre dyr og i den sidste ende desuden for jagten og jægerne.
Siden 1990 har RMEF brugt mere end tre millioner USD til forbedring af elk-habitater, som har fordoblet det østlige udbredelsesområde til over 600 kvadratmil. Midlerne er blandt andet gået til såning af elkvenligt græs i åbne felter i minelandskabet i Kentucky. Resultatet af dette er ikke til at gå fejl af, fastslår “Sports Afield”: Elkbestanden stortrives.
Fakta om elk (wapiti)
En fuldvoksen elk eller wapiti vejer 300-500 kg. Kropslængden er 2,00-2,50 meter, og skulderhøjden 1,30-1,60 meter. Maksimumalder: 15-18 år.
Elk eller weapiti oplistes i syv underarter:
Amerikansk wapiti eller elk (Cervus c. canadensis). Findes Foruden i USA og Alaska i Canada. Omkring 1990 estimeredes bestanden til cirka 770.000.
Merriam’s wapiti (Cervus c. merriami): Arizona, New Mexico, Texas og det nordlige Mexico. Udryddet 1906.
Dwarf wapiti eller Tule elk (Cervus c. nannodes): Vestlige og centrale Californien.
Sibirisk wapiti (Cervus c. sibiricus): Mongoliet, Altai-regionen og Baikal-regionen.
Tien Shan wapiti (Cervus c. songaricus): Russisk Tien Shan, Alatau, Dzungaria, Kinesisk Tien Shan, Vestmongoliet og Sinkiang.
Ala shan wapiti (Cervus c. alashanicus): Horan Shan, Kansau og Vestmongoliet.
Isubra (Cervus c. xanthopyrus): Transbaikal i det østlige Rusland til Amur-Ussuri Regionen, nordlige Korea, Manchuriet, Nordkina og det østlige Mongoliet.
Kilde: Trense, Werner (1989): “The Big Game Of The World”. Verlag Paul Parey – Hamburg und Berlin.
