Andejagt i udhulet træstamme mellem leoparder og krokodiller i det nordvestlige Sierra Leone for snart mange år siden …
Af Ib Nordentoft Andersen 17. september 2008 (arkiv-artikel)
Den afrikanske halvmåne ligger på ryggen, som en indbydende jomfru, og byder sig til derovre mod vest. Hun konkurrerer forgæves med millioner af glimtende stjerner om det nys opvågnede menneskes klatøjede opmærksomhed. Det sukkermættede krus Nesscafé, som Shadrak’s kone kom med, varmer dejligt, og hjælper lidt mod den kølige natteluft.
Temperaturen må være helt nede omkring 25 grader og det føles nærmest som en bidende kold første september debut ”hjemme” i Danmark; utroligt hvor få år der skal til for at få tropisk kuldeskræk.
Ovre på nordsiden af Mabole floden starter en flok Bavianer en enorm larmen og skrigen for at advare om en eller anden fare. Det er sandsynligvis en sulten Leopard, der endnu ikke har haft heldet med sig i nattens jagt. Det var måske den der forstyrrede nattesøvnen omkring midnat med en drabelig gøen ikke langt fra landbyen.
Heldigvis har den endnu ikke vovet sig tæt nok på til at tage en af de ubestemmelige firbenede krydsninger, der render rund mellem hytterne og opfører sig som svenske gårdhunde, men før eller siden prøver den jo nok. Så for en sikkerheds skyld ryger der en håndfuld LG patroner i lommen.
Shadrak’s tykmavede, femårige søn kommer rendende op ad stien fra floden med morgenens hidtil bedste nyhed:
– Eeh, Masta, chop na de.
Denne typiske, venlige invitation til morgenmad, leveret af en lille humørfyldt, kulsort repræsentant for Temne stammen, kan få selv de vildeste drømme om rundstykker og wienerbrød til af forsvinde.
Nede bag kanoerne og fiskenettene ligger der friskrøget fisk af ubestemmelig art på trådnettet over gløderne og udsender den mest utrolige duft, der blander sig med lugten af vegetation og flodvand der driver ind over bredden.
Kort efter er alle bænket – på den bare jord – og langer til det fælles fad med ris og fisk midt i cirklen af morgenduelige landbyboere og ham ”white man” nede fra hovedstaden; den Metropolis som de fleste i cirklen for øvrigt aldrig har set og sikkert heller aldrig kommer i nærheden af.
Efter en halv times ”continental breakfast” begynder det første lys mod øst, og i løbet af nogle få minutter kommer en typisk ækvator solopgang; smuk og hurtig.
Alle bevæger sig med afrikansk hastværk; – meget langsomt – hen til kanoerne, disse lave, smalle og uhyggeligt ustabile levn fra stenalderen, der på traditionel vis er fremstillet af udhulede stammer fra bomuldstræet. Størsteparten af gruppen læsser fiskenet og andet udstyr i kanoerne og sætter kursen mod flodmundingen, hvorimod Shadrak, med sin morgenmadsmætte gæst, padler østpå mod sumpen og ænderne.
Godt en halv kilometer oppe af Mabole ligger der en samling sandbanker, som her sidst i tørtiden næsten ligner små øer. På en af de største er der strandet et par halvrådne træstammer, men pludseligt kommer der liv i det potentielle lejrbål, som på små gravhunde ben forsvinder ud i det sløvtflydende vand.
Den største ”stamme” er næsten tre meter lang og kunne være blevet til adskillige krokodilletasker, men det er ikke det morgenens jagt drejer sig om.
For øvrigt ligger 375’eren tilbage i landsbyens gæstehytte og Franchi’en er ikke meget bevendt til dinosaurernes lillebror.
Lidt længere fremme styrer kanoen væk fra floden og ind i nogle små kanaler, der gradvis bliver til et åbent, lavvandet sumpområde.
Shadrak stopper med at padle og rejser sig op for at stage på traditionel vis med den lange stang, der indtil nu kun har ligget i vejen i bunden af kanoen.
Ovre til højre dykker en fiskeørn med fantastisk elegance ned fra toppen af et højt mahognitræ og snupper en uforsigtig fisk i overfladen af det blikstille vandspejl.
Denne morgens eftertragtede bytte er den velsmagende lille and med det røde bryst, som de lokale kalder ”Painter”. De ligger i små flokke og snadrer lystigt med hinanden, for indimellem at stikke gumpen uelegant i vejret og dykke ned efter lidt godbidder på den lave bund. Den første flok kommer til syne bag en lav ø kun bevokset med krat.
Der er omkring tyve af de farverige fugle, som selvfølgelig har fået øje på den flydende genstand, der langsomt nærmer sig. Den femskuds Franchi er ladet med Eley birdshot og klar til skud, men der er ingen særlig uro blandt ænderne, der blot kikker på kanoen.
På knapt tyve meters afstand giver Shadrak et lille smæld med tungen og hele flokken letter og drøner lavt hen over vandet.
De præsenterer sig til nogle lette bagskud og i hurtig rækkefølge falder tre ude på venstre fløj, men så er flokken uden for selv afrikansk skudvidde, der jo nok er mindst halvtreds procent længere en den nymodens danske stålhaglsgrænse!
Men de der birdshot i paphylstre er nu godt nok også fyldt med engelsk haglstørrelse 3 i godt, hårdtslående bly.
I sumplandskabets stilhed lyder de tre skud som tordenbrag og fugle af alle mulige afskygninger letter fra hidtil usete steder.
Men i en natur, der er vandt til tre måneders voldsomme tordenstorme hvert år, falder alt hurtigt til ro igen.
Kanoen glide stille videre på udkig efter næste flok ænder.
Fra en flok, rejst langt inde i sumpen, bliver der nedlagt to ænder, da hele flokken pludseligt får Kamikaze tendenser og vender om.
Fire, fem stykker passerer kanoen kun omkring tyve meter ude til venstre og de sidste tre skud i Franchi’en bliver næsten overdøvet af forskrækket råben på uforståeligt Temne, for rekylen af de hurtige skud har næsten kæntret den spinkle kano.
Jægerens velfortjente dukkert bliver kun forhindret af Shadrak’s kraftige holden fast i stagen, der er solidt plantet i søbunden.
Ved middagstid ligger der en pæn høst i kanoen, og solen sikrer en behagelig temperatur på et sted midt i tredverne, så kursen sættes tilbage mod landsbyen.
På turen hjemad observeres en pæn krokodille på godt et par meter og planer bliver ivrigt diskuteret omkring næste jagt på floden, hvor det nok bliver 375eren der kommer på arbejde.
Så snart kanoen ankommer til landsbyen, forsvinder alle ænderne som dug for solen, og aftenens madlavning kommer godt i gang.
Den lettere solskoldede nordiske repræsentant for Ull kan, glad og veltilfreds med en god jagt, sætte sig under landsbyens store træ, og sammen med Shadrak og høvdingen nyde en stor plastikdunk med Palmevin.
KLIK og læs også Ib Nordentoft Andersen in memoriam
