Kan du dit jagtsprog? På samme måde som sportsgrene og fagområder har sit eget indforståede sprog, har jægerne også deres særlige sprog – “jægerlatin”
Jagtsprog
Af Miljøstyrelsen
Er du selv jæger eller kender du én, så har du sikkert hørt nogle af de mange. ofte mærkelige ord. Og kender man dem ikke, kan man jo altid fornøje sig med at se nedenstående meget lille udpluk.
Vær opmærksom på, at man i mange egne kan have en lidt afvigende lokal forståelse af nedenstående begreber!
Jægersproget
Affange: Aflive vildt, der er anskudt, og derfor ikke dræbende skudt
Afblæse/Blæse af: Hornsignal afgivet med tre dybe toner, når drevet er forbi
Afrette: Oplære f.eks. hund til jagt
Afskydning: Bortskydning af overtalligt vildt på reviret
Aftentræk: Andefugles træk for fødesøgning, eller aftenjagt på ænder på træk
Allez: ordre til en hund om at gå fremad (fra fransk allez: De skal gå frem)
Ande-/fuglekøje: Gammel fangstmetode til indfangning af ænder – den nu eneste eksisterende andekøje findes på Fanø
Anskudt: Såret men ikke dræbt vildt
Apport: Ordre til hunden om at bringe vildtet hen til jægeren
Bagpost: Skytte placeret bag klapperkæden
Bajonetbuk: Buk – gerne en ældre – som mangler sprosser på stængerne (sidegrene på takkerne)
Bast: Hårlaget på hjortevildtets takker/gevirer/opsatser under udvæksten. Når takkerne er udvokset gnides/fejes basten på træer, buske og urter
Ben: Hedder afhængig af arten f.eks.
- stænger – hønsefugle
- løb – løbende vildt
- fangere, tasser, taser, tarser – rovfugle
- standere – vadefugle
Birose: En umormal udvækst medtakker på hjortens kranium
Blade: Råen frembringer en langtrukken pibende “bladende” lyd i brunsttiden, for at tiltrække bukken. Man kan efterligne lyden ved at blæse i et græsstråanbragt mellem tommelfingrene. Den brunstige han lokkes.
Bladet: Hjertet
Blomme: Harens hale
Blår: Taver af hør til at rense geværløbet eller riffelpiben
Brokken: Grævling
Brunnakke: Pibeand
Brunst: Parringstiden for hjortevildt
Brække op: Tage hjortevildtets indvolde ud
Bøsse: Skydevåben med glatte løb
Buk: Råvildt-han eller forsynde sig mod gode jagtregler
Diana: Romersk gudinde for bl.a. jagt
Drev: Mennesker og/eller hunde der jager (driver) vildtet fremad (mod jægerne)
Driver/Klapper: Person der ved f.eks. støj driver vildtet fremad (mod jægerne)
Excellencehjort: En hjort med særligt flot udviklet gevir
Fald: Vildt der er naturlig dødt (faldvildt), afføring fra vildt eller fugle der raster på et træk
Fangst: Aflive et ikke ihjelskudt vildt eller indfangning af vildt
Fejning: Hjortevildtets afgnidning af basten eller bukkens/hjortens markering af sit territorium ved at gnide takkerne på træer mv. og derved afsætte lugt
Forlægge: Udskære hjortevildtet til videre bearbejning i køkkenet
Forløb: Forben af vildt eller geværløbet, der aktiveres af forreste aftrækker
Fært: Lugt fra levende væsener
Gaffelbuk: Råbuk med to sproser på hver stang
Gammelrå: Rå der har sat lam
Genikker: Kniv til aflivning i nakken af anskudt råvildt
Gevir: Hjortenes takker, som kastes og dannes på ny hvert år
Grandelle: Kronhjortens hjørnetand i øvre kæbe. Et trofæ.
Grøn jæger: Ungjæger (ny jæger)
Halse: Hundens gøen
Havgasse: Lom
Hinter: Ordre til en hund om at gå bag ved sin herre
Hjort: Hjortevildtets (kronvildt, dåvildt, sikavildt) hanner – NB. Rådyrets han hedder buk
Hochsitz: skydeplatform der er hævet
Hirschfänger: Dolk til at dræbe hjort. Del af tjensteuniformen for statskovenes tjenesteuniform
Indspring: Anordning i et vildthegn, så vildtet for mulighed for at springe over hegnet (ind i i indhegningen)
Jagt begynd: Særligt hornsignal der blæses ved hvert drevs begyndelse
Jagt forbi: Særligt hornsignal der blæses ved hvert drevs afslutning
Jagtfeber/Bukkefeber mv.: Nervøsitet når man skal skyde (hjortevildt). Mange skud har ikke ramt fordi skytten har været grebet af jagtfeber!
Jagtfiskal: En jagtdeltager som dømmer de enkelte jægeres forseelser mod god jagtmoral – og uddeler bøder med muntre begrundelser!
Jagthorn: Horn til af afgive signal; kan ofte høres over lange afstande, og bruges til at kommunikere mellem drivere, skytter og hundeførerne
Jagtprøve: Prøve der skal aflægges for at få jagttegn, så jægeren kan få lov at udøve jagt
Jagtsti: En sti til at opøve færdigheder, f.eks. at bedømme afstande, opfatte hvorfra en lyd kommer, genkende silhuetter, prøve færdighed i sikkerhed osv.
Jæger: Person som udøver jagt
Kaliber: For haglvåben anvendes f.eks. kaliber 12 eller 20, som angiver det antal af blykugler af den pågældende diameter, som gik på et pound rent bly (454 gram). For kuglevåben (rifler mv.) angives kaliberen i mm (engelsk tommer) svarende til rørets indvendige tværmål
Kalv: Unge af krondyr, då eller sika
Kammerherre-/Kongepost: Den bedste post/skydeplads i en såt
Kastestang: Stang der er naturligt afkastet fra hjortene – kan ofte findes i naturen, i meget sjældne tilfælde kan man finde begge stænger
Kedel: Det egentlig bo i en ræve- eller grævlingegrav
Klapjagt: En jagtform hvor vildtet drives frem mod jægerne med støj og/eller hunde med klappere
Knorte: Sneppens lyd i en parringsflugt (om aftenen)
Korn: Sigtemidlet på et våben uden optisk sigte består af to dele; forreste del hedder kornet, bageste del er typisk en kærv
Krageugle: En efterligning af en stor hornugle opsat på en pæl for at lokke krager til
Kramsfugle: Fugle af drosselfamillien, f.eks. solsort, misteldrossel. Tidligere en stor delikatesse i Danmark
Krybskytte: En jæger der driver ulovlig jagt på anden mands jord
Lam: Råvildtets unger – kaldes rålam (hun) hhv. bukkelam (han)
Lerdue: En lerskive (med konisk form) som slynges af sted af en kastemaskine; skytten skal så forsøge at ramme. Bruges til at øve sig i skud på
Lette: Når fuglevildtet frivilligt går frem mens det er i dækning
Levere: Melde om skudt vildt, som er samlet op og afleveret til f.eks. jagtherren
Links: Skytte hvis bedste øje – “mesterøje” – er det venstre. Betyder normalt at bøssen skal være specialbygget (linksbøsse) for at skytten kan ramme
Listejagt: Jagtform hvor jægeren sniger sig ind på vildtet, ofte alene
Lunte: Rævens hale
Lygte: Rævens hale, jfr. den hvide spids på en rævehale
Lys: Harens øjne
Løb: Benene på løbende vildt eller set skydevåbens rør
Løbetid: Parringsperioden for for hunde og ræve
Löffler: Harens ører
Moseand: Enten restauranters betegnelse for en ret tilberedt af mange forskellige fuglearter (og altså ikke nødvendigvis af and) eller en betegnelse for gråand
Muse: Ræv på musejagt muser, ligesom en falk eller musvåge som svæver i luften efter mus siges at muse
Nattesæde: Vildtets eller fugles natteopholdsted
Nødden: I en bøsselås er det hanens aksel eller de ydre kønsdele på rovdyrs og hundes hundyr
Nådeskud: Aflivning af anskudt vildt ved skud
Pande: Brædtet hvorpå det skudte vildts takker placeres eller en jagtdug anvendt til at skræmme/lede vildtet hen imod jægerne
Parforce: Jagtform hvor en flok ryttere v.hj.a. en flok hunde driver vildtet til vildtet står stille af udmattelse. Herefter er det den særligt udvalgte som får lov at give dyret nådesstødet. De Nordsjællandske skoves snorlige veje stammer fra 1670’erne og er resterne af Chr.Vs interesse for parforcejagt
Parole: Jagtlederens meddelelse inden jagten om dagens ordensregler
Parykbuk: Buk hvor takkerne (opsatsen) ikke som normalt fældes, men fortsætter sin vækst.
Penselfjer: Den rudimentære første håndsvingfjer på sneppen. Betegnelsen kommer af fjeren bruges til porcelæsnamling
Pisse hare: Tøming af urinblæren hos en hare for at urinen ikke skal ødelæge smagen af kødet eller iøvrige grise dyret til. Mange forsynder sig mod det!
Pisten: Del af en sneppes lyd under parringsflugt
Pladsbuk: Den buk som er Bukken i et område
Prelle: En stående jagthund der vil løbe efter hønsefugle, f.eks. agerhøns, eller en hare, så jægeren ikke kan komme til at skyde vildtet
Præstehare: Sej, gammel hare – tidligere blev denne givet til præsten som hans tiende. Nok skulle man altså give tiende, men man behøves vel ikke give det bedste!
Pürsch: Jagtform hvor en jæger sniger sind på skudhold af vildtet
Ramler: Hanharen
Raste: Hvil/ophold for fugle under træk
Rejse: Når vildtet tvinges frem mens det er i dækning
Remise: En beplantning tilplantet med buske/træer mv. for at give vildtet læ samt et skjule- og/eller ynglested
Revir: Et jagtområde
Rode: En hund roder hvis den ikke kan finde den skudte fugl
Rolletiden: Tiden hvor ræven parrer sig
Rovjæger: En jæger som skyder alt vildt bort eller en jæger som lokker naboens vildt til for at skyde det – en meget ugleset person!
Rudel: Flok af hjorte. NB. Hvis det er råvildt hedder det et spring
Rævesøvn: En tilsyneladende helt død ræv rejser sig i et ubevogtet øjeblik og forsvinder! Og det er ikke løgn at det kan ske!
Rå: Hunrådyret
Rådyr: Hjorteart
Råbuk: Hanrådyret
Rålam: Op til et år gammelt rådyr
Schweiss: Blod, benstumper, hår mv. fra et ramt hårvildt. NB. Skovensneppens blod hedder derimod farve!
Sika: Hjorteart indført år 1900 til Danmark, første gang på Svenstrup Gods på Midtsjælland
Skogre/Skrogge: Lyden fra hønsefugle, brushøns og snepper fra hanfuglen (kokken) under parringsspillet
Skovl/skuffel: Den del af dåhjortens taller som udgør en slags plade
Skudhold: Den afstand som er rimelig for at kunne dræbe vildtet med et skud; varierer mellem de forskellige arter. Udgør del af pensum, når man skal tage jagttegn.
Skytte: En jæger som er bevæbnet med f.eks. gevær eller riffel samt en professionel ansat jæger, f.eks. på et gods
Smaldyr: Over 1 år gammel hundhjort, som endnu ikke har fået afkom (kaldes smaldå/smalhjort/smalrå afhængig af hjorteart)
Smele: Rådyrets advarselsbrøl
Spejl: Den lyse del af hjortevildtets bagende
Spil: Hønsefugles, brushøns og sneppers parringsleg
Spring: En flok råvildt eller at skyde en hare, når den rejser sig fra sit leje
Stente: En trappe over et hegn
Stikker: Harens ben, patron/projektil der bliver siddende i kammeret/løbet eller ved jagt fra kravlepram på en fjord, hvor stikken (en lille træstav) bruges som “årer” til at komme tæt på fuglene
Stille: Når en hund bringer et vildt til standsning
Stille an: Opstilling af en klapperkæde
Stille for: Opstilling af skytter ved en klapjagt
Stjerten: Halen hos fugle med lang hale, jf. fuglearten Vips-stjert
Strejfe: Aftage et skind på pelsvildt, vildtets vandring omkring, en hunds ukontrolleret jagt på vildt (ildeset blandt øvrige jægere) eller skud som kun rammer overfladisk
Stænger: Hovedgrenen på hjortevildtets takker eller fugles ben
Stå af: Når man har ramt en fugl godt, så er den stået af
Stå for: En skytte som er sat på post eller en hund der tager stand (på et vildt)
Suppejæger: En der kun deltager i frokosten men ikke i selve jagten
Svansen: Rævens hale
Sætter: Hunharen
Såt: Den del af et jagtområde, som der jages i under en klap- eller drivjagt
Søndagsjæger: Uøvet jæger – ofte med et meget fint udstyr. Det er ikke en ros at blive kaldt søndagsjæger!
Tage stand: Når en hund viser en jæger hvor vildtet gemmer sig – sker ved f.eks. at stå stille og stivne
Takker: En bendannelse på hovedet af hortevildtet. Kaldes gevir hos hjorte, opsats hos råbuk
Talskytte: En jæger som går mere op i antallet af dyr han nedlægger end måden, det sker på. Det er ikke en ros at blive omtalt som en talskytte!
Tegne: Når vildtet reagerer på et skud
Tiro: Skyd højt! Råb når der skal skydes højt – fra fransk tire haut
To: Hårvildtets bløde hår
Trampejagt: Jagtform hvor man tramper af sted over marken og skyder hvad man “tramper op”
Tæve: Hundyret af hunde, ræve og mink
Varto: Skyd lavt! Råb når der kommer løbende vildt – fra gl. dansk var tho (dig)
Vildt: Fritlevende pattedyr og fugle som er genstand for jagt
Vildtparade: Afslutningen af en selskabsjagt, hvor dagens udbytte fremvises. Jagtdeltagerne overværer vildtparaden, hvor jagtherren oplæser dagens resultat, og der derefter blæses “jagt forbi” med et horn, mens deltagerne blotter deres hoved i ærbødighed for vildtet.
Vildtet lægges i rækkefølgen:
Ræv (finest), Bukke (evt. med sneppe i opsatsen), råer og lam, harer, fasanhane, fasanhøne, andet vildt.
