En jæger fik en chokerende melding fra sin jagtforretning!
Af Ib Nordentoft Andersen (arkiv)
Jægeren skriver her: ”Der er flere politikredse, og sågar selv Justitsministeriet, der tolker våbenloven ang. hvor mange riffelpatroner der kan købes på en våbentilladelse som følger:
Du må købe maksimalt 500 patroner i hele den tiårige periode tilladelsen gælder ! Dvs. hvis man deler det ud på årsbasis, så kan man kun tillade sig, at skyde 50 skud pr. år! Er det ikke den gængse opfattelse, at man må, (som der også står på tilladelsen), “erhverve og besidde indtil 500 patroner” på et givet tidspunkt ! Altså, at man maksimalt må ligge inde med 500 patroner af gangen !”
De fleste våbentilladelser udstedes automatisk.
I dette tilfælde er der påført det mest almindelige antal, nemlig 500, men tallet 200 forekommer også, men, men! Såfremt Justitsministeriet, politikredse eller individuelle jagt/våbenforhandlere skulle tolke dette tal på f.eks. 200 eller 500 som værende det totale forbrug der tillades i hele gyldighedsperioden, er det i strid med adskillige års veletableret praksis. Det ville desuden være groft uansvarligt i relation til jagtens etiske regler, der pålægger jægere at hindre unødig lidelse på vildtet ved at undgå anskydninger.
Dette kan kun opnås ved jævnlig træning og dertil er 20 eller 50 patroner på årlig basis helt utilstrækkeligt! At tallet eventuelt skulle dække et årligt forbrug må også betragtes som en misfortolkning, da ordet ”årligt” ikke forekommer på våbentilladelsen. Det må ligeledes forventes, at ved en eventuel retssag ville det også blive afvist, at tallet kan gælde for hele gyldighedsperioden, da teksten i så fald skulle lyde:
Til eget brug kan i gyldigheds periodens helhed erhverves og besiddes i alt 500 patroner. Den eneste logiske forklaring på denne arbitrære begrænsning i patronantal skal måske findes i ”Bekendtgørelse om eksplosivstoffer § 5 stk5” der maksimalt tillader 2 kg røgsvagt krudt pr. person opbevaret i et privat hjem. Disse to kilo ville svare til omkring 550 til 600 stk. .30-06Spr patroner.
Det bør noteres, at der ikke findes begrænsninger på antallet af patroner der må indkøbes eller besiddes til glatløbet haglgevær, men der er selvfølgelig heller ikke en egentlig våbentilladelse der kan påtrykkes et par arbitrære regler. Interessant nok tillader De Danske Skytteforeninger, at deres medlemmer til enhver tid kan opbevare 1000 langdistance patroner og 5000 kortdistance patroner i hjemmet, og her findes der ingen maksimumgrænse for indkøb, der jo også foregår uden påtegning af tilladelsen! Det er også interessant at notere sig, at færdselsloven tillader transport af 50% flere patroner i et privat køretøj end man efter sigende må anskaffe på hele 10 år.
Det ville være ønskeligt såfremt en af vore jagtorganisationer ville afsætte tid og energi til at overbevise diverse autoriteter om, at den påtegning der findes på våbentilladelserne bliver omskrevet til: Til eget brug kan til enhver tid erhverves og dermed besiddes i alt 500 patroner. Eller endnu bedre, helt fjernet. Politireformen gav forhåbning om en mere effektiv, ensartet og korrekt behandling af våbentilladelser, så lad os krydse fingre og håbe på et par mirakler. Ovenstående analyse og fortolkning er forfatterens egen.