I live endnu

The Clyde River? Ah, why not. Geoff´s svar kom prompte. På trods af hans opadstigende alder, er han stadig lige så keen, som jeg selv er

I live endnu, har Per Jacobsen kaldt denne beretning fra jagt i New Zealand.

Per Jacobsen er bosiddende i landet med de mange jagtmuligheder og over de sidste mange år har han til stor glæde for vores brugere sendt artikler om jagtlivet på den anden side.

Af Per Jacobsen 1. sep 2010

Jeg hentede ham ved 1 tiden. Han var ikke hjemme. I stedet sludrede jeg lidt med hans gamle hund Tara (18 år), og hun ville gerne med op i bilen, og på tur.

Geoff har før forklaret mig, at hun ville tage med ved den mindste hentydning, og hun ville følge dig overalt de første 15 minutter, derefter vil hun lægge sig ned og dø …

Skæbnen ville, at hun døde onsdagen efter vi kom hjem.

Lidt senere end forventet stak vi snuden mod Erehwon Station, og nej det er ikke et kapitel fra Lord of the Rings: Prøv at stav ordet bagfra.

Til vores bekymring var floderne fyldt med alt for mange mænd med skydere.

Der var jagtkonkurrence fra NZDA (New Zealand Deerstalker Association.)

Vi slog et beskedent telt op ved en gammel betonstøbning, der udgjorde det perfekte ”vi har lejrbål her-tema”. Ikke længe efter kom 3 biler forbi med et par fornøjede jægere indenbords..

Jeg burde nok lige fortælle om denne slags form for jagt, for umiddelbart ville det virke meget normalt hernede at et par biler fyldt med skydere kom forbi din cirkel.

Vi jager på det der populært kaldes DOC-land eller Public land (offentligt land) Vi havde fået tilladelse til at krydse farmerens jord (han skal give tilladelse eller brændes på bålet), hvor vi kommer ud til Clyde River.

Den bedste måde det kan forklares på er et kæmpe, kæmpe, kæmpe flodleje, ca. 2½ km bred med sporadiske floder løbende ud hist og her.

Bilen køres med snilde og behændighed ud på flodlejet, hvor adskillige anstødssten forceres i bedste stil.

Nej det er altså løgn, når det er undertegnede, der sidder bag rattet. Jeg pløjede bilen ud i floden og tævede den op langs floden til vi fandt vores destination, med det resultat, at bilen fik børstet understellet (den eneste der nød godt af det på turen må jeg i øvrigt tillade mig at tilføje), og bukket mine udkigsbrædder på siderne af Nissanen

I teorien leder man efter gamle spor i floden, men ved jævnlige regnfald viskes de væk og i dette tilfælde måtte vi selv finde en vej op gennem floden, og forcere forholdsvis store sten (boulders).

Og der er ikke særligt meget charmerende ved den slags, ud over en drengerøvsagtig tur, med en skyder ud af vinduet.

Efter en hyggelig aften under den åbne himmel, og den sædvanlige løsning af verdenssituationen, pakkede vi Nissanen og fandt vej ca. 2-3 kilometer op gennem floden, indtil vi ramte Black Bluff; en afsats, der på en måde symboliserer: Tøsedrenge, vend om her!

Det er et vældigt område vores syn møder os.

Vi parkerer bilen her og vandrer ind mod Billy Mccoy Hut. Da vi kommer til Watchdog Hut viser det sig, at 4 andre sjæle har samme tanke om at vandre op til Mccoy Hut, og selv om der er 6 sovepladser stod der i hensigstsbogen tilbage i Erehwon, at 2 jægere fandt deres vej derop = 2 jægere måtte sove på gulvet.

Geoff var bestemt ikke indstillet på at vi skulle ha skodpladserne. Han hævdede at denne leg har han leget 1.000 gange,” Vi tager dem på den sidste halve kilometer”.

Den første jæger røg hurtigt af svinget, næste jæger røg af pinden 5 min senere, han havde ikke engang fået rygsækken ordentlig på, så travlt havde de med at komme først til hytten, da de så os.

Tredje jægere sagde absolut intet, og da den 4 jæger, som ellers førte stort, stoppede op, lænende sig op ad sin skyder, udbrød Geoff, da vi krydsede ham:

”Fit and Healthy?”

Jeg grinede så jeg kom til at grynte foran jægeren. Jeg må dog ha lignet en røv på epu. For hver 20 skridt jeg tog, måtte jeg sætte i galop med rygsæk, kamerataske, riffel, og kikkert hængende løs, for at holde trit med Stylten foran mig!

Halvvejs oppe begyndte vi at gå i ren sne, og snart kom Tahrspor i sneen til syne, sejt!

Forventningerne steg automatisk, og så lidt ned igen da vi så et kadaver af en tahr liggende forholdsvis forfrossen.

Vi ankom til en aldeles tom Mccoy hut godt 35 min før det andet selskab, nok til at brygge en ”cuppa” , hvorefter vi gik op ad Francis river. Vi var nødt til at krydse floden for at komme derop.

Det er godt vi danskere ikke fryser, men kun bliver blå og dør, for jeg ville nødig ha frosset i den flod! Mange steder var der 3-5 cm is oven over floden!

Til vores forbløffelse var der meget få gametrails (spor) omkring bjergene, og ingen tahr i sigte.

Vi brugte meget tid på at kigge igennem kikkerten, men til ingen nytte. I den sidste flod vi kommer op i joker jeg med, at det er her tahrene holder stormøde.

Vi runder en pynt, og ser 2 flotte store bulls stå oppe på den ene bjergside.

4 nannies kommer til syne og endnu en bull, dog en mindre en kommer frem.

8 Tahr. Vi bliver dog hurtigt enige om vi på ingen måde kan nå dem, da de er 580 yards væk og vi kun havde en times dagslys tilbage, og vi skulle også 1½ time tilbage igen.

Dette er IKKE et terræn man vil blive en nat ude i. Vi har ikke pels som Tahrene har, og lugter for den sags skyld heller ikke halvt så slemt, så vi lavede en plan of attack til dagen efter, og traskede tilbage til hutten.

Det andet party havde varmet hutten godt op og var dyppet ned i nogle hot toddys.

De havde skudt en Bull på 585 yards i en 45 graders skydestilling. Måske de overdrev en smule.

Den ene gut af disse kiwier havde en mening om alt og alle, og generelt indebar det en 7-8 fucks, og et par ”he´s a two faced cunt”.

Hold op et orgel han var at høre på, vi grinede en del af ham, og spurgte hvordan en 4 faced cunt mon så ud?

Geoff og mig vågnede halv 6, fik varmet en cuppa op, hoppede i gårsdagens våde sko, og så var vi ellers på vej i minus 10 graders kulde.

Jeg er sikker på jeg så en isbjørn danse polka på vej ned af floden.

Modsat dagen før, så vi nu Tahr 5 minutter fra hytten. De var overalt.

Det betaler sig at være ude med riven tidligt. Eller skyderen.

Mens vi gik, kom en pæn Bull op over en ridge 300 yards væk og kiggede lidt på os.

Vi lod den gå, selvom den havde en pæn manke, vi ville ikke ødelægge vores chancer til de 8 Tahr rundt om hjørnet.

5 minutter senere dukker en monster Bull op på en ridge 500 yards væk.

Geoff døbte ham Rastus med det samme.

Manken var perfekt, og han stod et sted vi nemt kunne komme til, men vi var næsten lige overfor de 8 Tahr, så vi gemte ham til senere.

De 8 Tahr var bare ikke til at se.

Gemmer til natten, gemmer til katten, ja jeg ved det godt.

Vi forsatte videre op ad Francis, da jeg havde set 3 Tahr oppe ved flodernes sammenløb.

Terrænet blev meget mere gletcherpræget deroppe, is overalt, det var glat, og vi gik konstant på et par meter sne med is som det øverste lag.

Vi så yderligere 8 Tahr deroppe, hvoraf en af dem var en ret pæn Bull, men kunne under ingen omstændigheder komme til dem, med mindre vi havde dødsønsker, eller en ufattelig trang til at se rødt sne.

Vi besluttede os for at gå efter Rastus, da han var den pæneste Bull vi havde set.

Når jeg mener pæneste, er det hans manke, jeg tænker på.

En Tahr i fuld vinterpels er noget af det mest fantastiske, jeg kan se. Det får en løvemanke til at virke som et lommetørklæde omkring halsen med løse håndled

En fuldvoksen thar er hersker af de New Zealandske alper og med forbandet god grund.

Når det så er sagt, så snubler Margrethe II også engang i mellem.

Jeg så denne Bull tage et fald på en 3-4 meter, rejse sig op igen, vendte sig rundt for at se om nogen mon så det.

Men da vi endelig kom tilbage og fandt den, var den steget en 150 meter i højde, og tilsluttet sig 5 andre Bulls, den har muligvis set folk med boomsticks (skydere) før os.

Jeg prøvede at servere 3 riffel skud på klipperne ovenover dem, i håbet om de ville løbe nedad mod os, men de lod som ingenting.

De havde prøvet rutinen før. Bugger! Den der gemmer til natten … Mørket ramte os netop som vi entrede hytten, de andre var kommet sent op med tømmermænd og det hele, således deres ”jagt” var henlagt til en trasketur om eftermiddagen. Efter en solid gang aftensmad, røg vi i køjen.

Morgenen efter traskede vi tilbage mod civilisationen som planlagt, en lille tur på 3 timers vandring.

Vi kom tilbage til bilen uden at have set nogle Tahr på vejen, men et fantastisk vejr gjorde hele turen værd.

En kold Speight (sydøens øl til de hårde drenge) var på plads, og så var vi ellers på vej – i 3 minutter indtil jeg plantede Nissanens understel på 2 monstersten!

Dækkene rørte ikke engang jorden. Vi fik highlift jackén ud og løftet bilen og fik lavet et spor af sten vi kunne køre ud på.

Storm P. har ikke levet forgæves!

Flodlejet er det mest sindssyge leje, jeg længe har kørt i.

Stenene var kæmpe store, og de pludselige niveauforskelle gjorde situationen spændende at se hvor hurtigt bilen faldt ned! Visse steder virkede sandet som kviksand og det var med klampen i bund i 4wd low ratio for ikke at synke i bund!

Vi havde en fantastisk tur, dog uden vildt på posen, vi kunne helt sikkert ha skudt en 5 stykker, men det må blive næste gang med Peter Rix.

Jeg har dog aldrig prøvet at jage i så et ekstremt terræn. Kulden er overvældende, man kan kun sidde ned i 4-5 minutter så bliver det for koldt, is overalt, laviner overalt.

En jagt kræver SÅ meget energi, så man går kun efter dem, der er værd at gå efter.

Alt i alt så vi 49 Tahr på turen, hvoraf en 4-5 Bulls var dem af den store slags.

Efter historien til turen er ret spøjs, så den skal i også ha.

Da vi kom ud til Erehwon Station skrev vi os ud af hensigtsbogen kl. 2.15.

Vi fik mobil-forbindelse kl. 2.52, og tilsammen havde vi fået knap 20 beskeder.

Den første besked var Geoffs kone Dale, der i fredags skrev, at der var udsendt lavinefare i bjergene efter en heliskier var død i et lavineskred på den anden side af vores bjerg

Anden besked kl. 2.10 var Dougal, som ville høre om vi var ok.

Tredje besked kl. 2.39 var politiet i Methwen som krævede vores øjeblikkelige svar.

Fjerde besked kl. 2.49 var en sergent fra politikorpset som var kørt ind efter os, og krævede vores opmærksomhed, og femte besked kl. 2.50 var Andrew, Geoffs nabo, som havde underrettet Search and Rescue Teamet.

Vi fik afværget en vældig eftersøgning ret hurtigt, da det ellers ku ha kostet os 6.000 dollar!

Grunden til al postyret var at Dale havde fået opfattelsen af vi måske nok ret sikkert kom ud søndag, og da vi ikke var det kontaktede hun sin nabo Andrew, som satte alt i værk sammen med Dougal.

En stor misforståelse, men vi gav dem alle en øl og et glas vin, og et stort TAK fordi de bekymrede sig om os.

Det er rart at vide man har venner, der tænker på en.

De havde prøvet at ringe til farmeren på Erehwon Station, men ingen svarede, da kunne det hele være afblæst da vi både havde skrevet vi kom ud mandag igen, og endvidere havde skrevet os ud igen kl. 2.15.

Systemet virker fantastisk hernede, hvis man gør, som man får besked på.

Skriv dine hensigter ind i bogen, og hold dig til dem.

Eftersøgningen blev sat i værk i løbet af stort set ingen tid, da de vidste vi var i et lavinefare område, og ville bruge så meget flyvetid som muligt, inden det blev mørkt.

Det var en spøjs begivenhed, som nogle bliver røde i hovedet over, når vi nu nævner den.

Men vi er jo alle i live endnu. Error, group does not exist! Check your syntax! (ID: 127)