Australien overvejer at indføre en begrænset jagt på saltvandskrokodillen, der ikke blot er den største krokodilleart og det største krybdyr i verden, men også den ubetinget farligste krokodille for mennesker.
Saltvandskrokodillen har været totalfredet i Australien siden 1971. The Northern Territory News rapporterer, at regeringen i Northern Territory påtænker at frigive 25 ”salties” – saltvandskrokodiller – af en længde på minimum 3,5 meter (11,5 fod) til afskydning af trofæjægere pr. år i de kommende år. I Northern Territory var saltvandskrokodiller genstand for kommerciel jagt gennem en periode på 60 år, før de blev totalfredet i 1970-erne. På det tidspunkt var det estimerede antal saltvandskrokodiller i det nordlige Australien nede på 3.000.I dag skønnes bestanden her at være vokset til omkring 75.000. Ifølge miljøminister Alison Anderson er det med den begrænsede genåbning af jagt på saltvandskrokodiller ikke målet hverken at reducere bestanden eller kontrollere antallet af dem.
Jagten vil derimod blive en stor økonomisk gevinst for staten, uden fligen dog løftes for den trofæafgift, regeringen i Northern Territory overvejer, trofæjægere skal erlægge for nedlæggelse af en saltvandskrokodille. Der er siden september i år blevet arbejdet på en ny forvaltningsplan for saltvandskrokodiller med implementering af en begrænset årlig afskydning. Men tre alvorlige angreb af saltvandskrokodiller i september i år på mennesker, heraf to særdeles alvorlige tilfælde, har fået regeringen i Northern Territory til at sætte turbo på forvaltningsplanen. Miljøministeren slår dog fast, at hun ikke har troen på, at de seneste tre alvorlige krokodilleangreb på mennesker kunne have været undgået, hvis forvaltningsplanen havde været på plads og i kraft, da de seneste overfald på mennesker skete i september.
– Saltvandskrokodiller er ”born-and-bred man hunters”. De dræbte i går, og de vil dræbe igen i dag og i morgen. Formålet med forvaltningsplanen er heller ikke på at komme af med krokodillerne, men den er efter vores opfattelse det bedst mulige bud på en nedbringelse af risikoen for, at mennesker bliver angrebet af krokodiller i fremtiden, siger Alison Anderson.
Fakta om saltvandskrokodille
Saltvandskrokodillen (Crocodylus porosus) er i familie med de ægte krokodiller, det største af alle nulevende krybdyr og tillige den farligste krokodille i verden for mennesker. Foruden i det nordlige Australien findes den i Sydøstasien. Voksne hanner er typisk fem meter lange, men i enkelte tilfælde kan længden nå op på seks-syv meter, og vægten kan overstige 1.000 kg.
Hunner er noget mindre, typisk mellem 2,5 og tre meter lange. Normalt tilbringer saltvandskrokodiller den tropiske regnvejrssæson i ferskvandssumpe og ferskvandsfloder, men undertiden rejser de langt til havs. Saltvandskrokodiller er territoriehævdende, og dominerende hanner sætter sig på de mest attraktive strækninger, hvilket tvinger yngre krokodiller til at tage ophold i marginale flodsystemer og havet. Dette er da også årsagen til den store distribution af saltvandskrokodillen fra østkysten af Indien til det nordlige Australien. Saltvandskrokodillen forekommer undertiden også i Det Japanske Hav. På korte distancer kan saltvandskrokodiller svømme med hastigheder på mellem 24 og 28 kilometer i timen, men under normale omstændigheder er hastigheden tre-fem kilometer i timen.