Endnu en 100 pounder elefanttyr nedlagt i Afrika i denne sæson, i dette her tilfælde i Mozambique af argentinsk jæger
Af Redaktionen
Endnu en 100 pounder elefanttyr er nedlagt i Afrika i 2010. Ifølge The Hunting Report blev tyren – den tredje ”100-plus-pounds” fra Afrika i denne sæson – nedlagt 4. november af den argentinske jæger, Carlos Elizalde i Niassa Reservatet Block B.
Han jagede sammen med PH ”Jumbo” fra Moore and Kambako Safaris. Den venstre stødtand vejer 46,6 kg (102,5 pounds) og har en længde af 93 tommer (2,36 meter).
Omkredsen er 21,5 tommer, svarende til 54,61 centimeter. Højre stødtand har en vægt af 45,4 kg (100,1 pounds) og en længde af 91 tommer, svarende til 2,31 meter med en omkreds på 21 tommer, eller 53,34 centimeter. Safarioperatøren har informeret The Hunting Report om, at den omhandlende Jumbo blev selekteret i en ungkarlegruppe på i alt otte tyre.
En af disse havde stødtænder, identiske med den nedlagte elefanttyrs. En tredje tyr havde lidt længere, men tyndere stødtænder, og en fjerde tyr havde endnu tyndere, men til gengæld omkring en fod længere stødtænder.
Elefanttyre med stødtænder på 100 pounds og derover er nærmest uopnåelige og nedlægges årligt i beskedent antal. Vægten, 100 pounds, har en nærmest magisk effekt blandt trofæjægere, fordi den er kriteriet for optagelse i Rowland Ward’s ”Records Of Big Game”, publiceret siden 1892.
Selv om en 100 pounder set med nutidsøjne er mega, så er den immervæk milevidt fra førerfeltet for elefantstødtænder i Rowland Ward’s rekordbog. Her indtages førstepladsen af stødtænderne fra en elefanttyr, nedlagt ved Kilimanjaro i Kenya af araberen Sanoussi i 1898. Venstre stødtand vejede 232 pounds og højre 228 pounds, svarende til over 100 kg for hver stødtand, holdt op imod, at en 100 pounder (45 kg) i vor tid betragtes som exceptionel.
Med skal det, at andenpladsen i Rowland Ward’s Records Of Big Game indtages af stødtænder på henholdsvis 198 og 174 pounds fra en tyr, nedlagt af englænderen, major Perey Horace Gordon Powel-Cotton i 1906. Stødtænderne er udstillet på Powel-Cotton Museum i Kent. Powel-Cotton har desuden nedlagt en elefanttyr med de længste kendte stødtænder på henholdsvis 3,49 og 3,35 meter med en samlet vægt af 293 pounds.
Vendes blikket imod Danmark, så er Carl Juul Johansen formentlig den danske jæger, som har nedlagt den største, kendte elefanttyr med stødtænder på henholdsvis 45,98 og 44,50 kg, svarende til henholdsvis 101,4 og 98,1 pounds.
Tyren blev nedlagt i Tana Ringer-området i Kenya i 1963, og hans enke, Inga Juul Johansen, har udlånt stødtænderne til Børge Hinsch Fondens Trofæsamlinger på Valdemars Slot, Tåsinge.