I det sydlige Spanien, hvor jagthegninger hører mere til reglen end undtagelsen, har provinsmyndighederne fået nok af trenden, og kræver nu en minimumsstørrelse på 2.000 hektar, før ejere får tilladelse til at hegne.
Af Henning Kørvel
Da jeg for over 31 år siden begyndte at drive jagt i Spanien, hørte det mere til undtagelsen end reglen, at jagtrevirer i Sierra Morena var hegnet, om end der på den tid fandtes en hel del hegn, der havde – og fortsat har til formål at holde vildtet, fortrinsvis kronvildt og vildsvin og i mindre grad muflon og dåvildt inde, og ejerne således kan være sikre på, at vildtet vil være til stede, når der afvikles monteria, den farverige spanske drivjagt, der i både karakter og volumen afviger fra al anden drivjagt på klovbærende vildt i vores verdensdel. Nu er det omvendt.
I dag hører det mere til reglen end undtagelsen, at revirer i den sydspanske provins, Andalusien, er hegnede. De ses overalt, men er en torn i øjet på grønne bevægelser, der står stærkt i Sydspanien og ofte har heldet med sig i sine kampagner. En af de mere iøjnefaldende udtryksmåder, der tages i anvendelse, er graffiti. I bl.a. Sierra Morena vil man således ikke kunne undgå at se spraymalede opråb på murværk og klipper: ”Brænd jagtfarmene”.
Man kan vælge at trække på skulderen, men ejerne af jagthegnene er helt på det rene med, at der er alvor bag, om end opråbet næppe skal tages for pålydende, men blot er et retorisk signal til omgivelserne, herunder myndighederne, at man er godt og grundigt trætte af, at smukke bjergområder med ege- og fyrretræsbevoksninger skæmmes af vildthegn. At de så også koster en formue at få sat op, er en helt anden sag, der er modstanderne uvedkommende.
Nu ser modstanden ud til at bære frugt. Myndighederne i Andalusien har i det mindste besluttet sig for at gøre noget ved problemet, idet man har vedtaget, at der i fremtiden kun vil blive givet tilladelse til hegning af arealer på minimum 2.000 hektar. Med så højt et adgangskrav for at kunne hegne et areal tages det for givet, at der – om ikke vil blive sat en stopper for nye vildthegn – så at det forcerede tempo, de er skudt op i gennem de seneste 10 år, bliver reduceret radikalt.
Ingen er da heller det mindste i tvivl om, at det vil få en mærkbar effekt, eftersom størsteparten af de revirer myndighederne i de sidste 10-15 år har givet tilladelse blev hegnet, har haft en størrelse af 500-600 hektar, som lige akkurat matcher lovkravet på 500 hektar, for at det er tilladt at drive jagt på klovbærende vildt. Det tages desuden for givet, at den økonomiske krise der på mange sæt også sætter sig dybe spor i den spanske jagtverden, vil medvirke til at dæmpe antallet af nye hegn i lyset af, at der nu skal 2.000 hektar til, før myndighederne vil give tilladelse til opsætning af hegn. De grønne bevægelser i Andalusien jubler. De har vundet flere sejre – også over jagtverdenen.
Allerede i 1980-erne lykkedes det under sloganet, at ”vildt ikke skal kunne jages i yngletiden” således for dem at få myndighederne til at forbyde jagt på kronhjort i brunstperioden.
I Andalusien må kronhjort således først jages 20. oktober – til stor fortrydelse for jægere, der gerne så, at de havde adgang til at udfordre kronhjorten i den periode, hvor den sikrer bestandens beståen. Men sådan spiller klaveret altså ikke længere. Hegningerne fører et andet jagtmønster med sig. På uhegnede arealer er det ved afvikling af monteria – bjergjagt – således almindeligt, at det først blev ringet af skytter, således at disse kunne skyde kronhjorte og vildsvin, der var på vej ind på naborevirerne.
Skytter, der skulle forsvare poster i midterlinjerne – traviesa – blev altid sat af til sidst. Dette mønster anvendes naturligvis fortsat på uhegnede arealer, men da det ikke er nødvendigt at ringe et hegnet areal, så sættes skytterne her af i kæder, der retter sig efter det enkelte terræns udformning – ofte med drev på begge sider af den enkelte skytte, hvilket almindeligvis giver flere skudchancer, end skytterne i kæden som ringer et uhegnet revir, normalt vil få, idet de kun vil have drivere med hunde foran sig. I og med, at hegnede arealer således ikke længere ringes af en skyttekæde, så reduceres antallet af skytter til 25-40, hvor der på det samme areal blev anvendt 60-80, mens arealet ikke var hegnet.
Selv om hegninger på 500-600 hektar er relativt store, så findes der spanske jægere, der mener, at hegn ikke giver vildtet den grad af fairness, der bør udvises. Det er et forståeligt synspunkt, idet vildtet normalt ikke vil kunne forcere hegnet.
Vandene er derfor også delte, idet mange jægere ikke bryder sig om at drive jagt under sådanne konditioner, mens andre accepterer dem som udtryk for en trend i tiden. Det er dog altid op til den enkelte jægers jagtetiske kodeks, om man vil deltage eller ej. Derimod man kan, udtrykt med den amerikanske trofæjæger Craig Boddingtons ord, ikke stille uret tilbage.
Jagthegnene i også Spanien findes i hundredvis, og hvis det skulle have været anderledes, så står det – set i bagklogskabens ulideligt klare lys – klart, at myndighedernes tiltag – minimumskravet på 2.000 hektar – skulle have været introduceret for længe siden. Alligevel vælger mange spanske jægere at citere ræsonnementet: Bedre sent end aldrig.