På trods af den kinesiske regering flere gange har lovet jagtoperatører i landet, at de snart ville få jagttilladelser til videresalg til udenlandske trofæjægere, er der intet sket. Alligevel synes der at være begrundet håb om en snarlig genåbning af jagt i Kina for udlændinge
Genåbning af jagt i Kina lader stadig vente på sig
Af Henning Kørvel, september 2011
Selv om det igennem flere år har heddet sig, at Kina havde planer om genåbning af jagt for internationale trofæjægere, så er det endnu ikke sket. Men et og andet synes alligevel at være under opsejling. Ifølge The Hunting Report rapporterede en kinesisk nyhedshjemmeside for kort tid siden, at tilladelser til jagt på dels blue sheep og dels tibetansk antilope var blevet godkendt af kinesiske myndigheder.
Budskabet var heller ikke mere end lige blevet kendt blandt internationale bjergjægere med hang til at jage vilde får og geder i højderne verden over, før The Hunting Report blev bestormet med forespørgsler på telefon og email.
The Hunting Report måtte imidlertid skuffe modtagerne af jagtmediets nyhedsbrev med informationen om, at man desværre ikke havde yderligere oplysninger om genåbning af jagt i Kina ud over den, man havde citeret den kinesiske nyhedshjemmeside for om jagttilladelser for blue sheep og tibetansk antilope.
Hos sin kontakt i Kina fik The Hunting Report dog efterfølgende afkræftet, at jagttilladelser på blue sheep og tibetansk antilope skulle være udstedt til jagtoperatører i landet. Der er derimod sket det, at et rådgivende råd ved afstemning er gået ind for godkendelse af jagt på blue sheep og tibetansk gazelle og ikke som rapporteret, tibetansk antilope, for hvilken der ikke kan udstedes eksporttilladelse.
Alene en anbefaling
Godkendelsen er ifølge The Hunting Report imidlertid ikke udtryk for, at jagttilladelser for de to nævnte trofæbærende arter vil blive udstedt i den nære fremtid eller for den sags skyld på den lange bane. Beslutningen i det rådgivende råd skal nemlig alene betragtes som en anbefaling, mens det er op til landets miljømyndigheder, om den vil blive fulgt.
Det rådgivende råds afstemning blev publiceret på nyheds-hjemmesiden, fordi offentlige protester førte til suspension af al jagt for udlændinge i Kina tilbage i 2006. Det er i den forbindelse nødvendigt at vide, at det kinesiske statsskovvæsen havde planer om at indføre en mere gennemsigtig metode til fordeling af jagttilladelser til jagtoperatører gennem auktion.Nyheden resulterede imidlertid i en uventet storm af protester.
Selv om det kinesiske miljøministerium gennem flere år har udstedt jagttilladelser for beskyttede arter til udenlandske jægere, så er fakta imidlertid, at befolkningen ikke har forståelse for – og derfor heller ikke kan acceptere jagt som et redskab til bevarelse af beskyttede dyrearter.
Siden 2006 har den kinesiske regering adskillige gange informeret jagtoperatører i landet om, at de snart kunne forvente at få jagttilladelser til videresalg til udenlandske trofæjægere. Hver gang har The Hunting Report informeret sine abonnenter om dette, men hver eneste gang har den kinesiske regering undladt at følge op med praktisk handling.
The Hunting Report garanterer dog for, at så såre man inden for forhåbentlig overskuelig tid får skudsikker information om, at kinesiske jagtoperatører omsider har fået jagttilladelser med henblik på salg til udlændinge, vil der omgående gå besked ud, således at de der står på spring for at jage i Kina, vil kunne hoppe på vognen med det vons.
Liste over de arter, der kunne jages, da jagt i Kina var tilladt.
- Tian Shan Argali
- Sair Argali
- Littledale Argali
- Marco Polo Argali
- Gansu Argali
- Gobi Argali
- Altai Argali
- Chinese Blue Sheep
- Helan mountain Blue Sheep
- Himalayan Blue Sheep
- Dwarf Blue Sheep
- Golden Takin
- Sichuan Takin
- Yarkand Goitered Gazelle
- Hillier Goitered Gazelle
- Tibetan Gazelle
- Mid Asian Ibex
- Gobi Ibex
- Tien Shan Wapiti
- Manchurian Wapiti
- Manchurian Sika Deer
- Gansu Red Deer
- White-Lipped Deer
- Chinese Sambar
- West Chinese Tufted Deer
- Chinese Muntjac
- Chinese Roe Deer
- Wild Boar
Arter, der kunne jages på særlig tilladelse:
- Wild Yak
- Tibetan Antelope
- Serow
- Goral