Den sydafrikanske veterinær, Kevin Robertson, mener, at “krigen” mod næsehornskrybskytteri vil kunne vindes ved at gøre farming af næsehorn lovlig, således at behovet i Fjernøsten for næsehornshorn til medicin kan blive dækket på legal vis.
Vi kan – alt efter smag og behag – synes om det eller ej. Men behovet i Fjernøsten for næsehornshorn til traditionel medicin vil hverken forsvinde fra jordens overflade eller blive mindre fremadrettet.
Tværtimod vil behovet som følge af dels stigende indkomster i Kina og dels et stadig voksende befolkningstal stige. Der er derfor behov for, at krigen mod næsehornskrybskytteriet, der i Sydafrika steg voldsomt i 2010, og fortsatte med at gå op i 2011, angribes fra en anden vinkel, end den man hidtil har benyttet, mener den sydafrikanske veterinær Kevin Robertson.
” I stedet for at prøve at stoppe krybskytteriet for at beskytte de nuværende bestande af hvidt og sort næsehorn i Afrika mener jeg, at vi skal prøve at fokusere på muligheden for – ved kommerciel farming – at producere så mange næsehornshorn til Fjernøsten, som man ønsker”, skriver Kevin Robertson på Sportsafield.com.
“Næsehornshorn er nemlig en vedvarende ressource. Når hornene er savet af levende, men bedøvede individer, vokser de ud igen, som når vi klipper en fingernegl. I gennemsnit producerer et næsehorn et kg horn pr. år. I gennemsnit vejer et sæt veludviklede næsehornshorn cirka tre kg, hvilket altså betyder, at fra det øjeblik et næsehorn får savet hornene af, vil der gå tre år, før de nye horn når en vægt af cirka tre kg. Med den nuværende pris på cirka 100.000 dollar pr. kg vil farming af næsehornshorn blive en endog god forretning”, mener Robertson og fastslår, at afsavningen af hornene er relativ enkel, idet næsehorn blot skal bedøves nænsomt, hvorpå hornene skæres af med vinkelsliber.
40 kg horn fra hvert næsehorn
“Hvis der på den lange bane bliver penge i næsehorn, så vil de overleve. Farming af næsehorn vil blive en eftertragtet business. Og da sort næsehorn modsat hvidt næsehorn, som er “bulk grazer”, er “browser grazer”, så vil de – udover i Afrika – kunne farmes i fx Australien, Brasilien og Texas med ligeså stor succes som i Afrika.”
“I sin levetid vil et næsehorn, som hvert tredje år får savet hornene af, kunne producere omkring 40 kg horn. Jeg kender ganske vist ikke Kinas nuværende forbrug af næsehornshorn, men hvis det fremadrettet bliver lovligt at farme næsehorn med henblik på salg af deres horn til medicin i Fjernøsten, så føler jeg mig overbevist om, at behovet hurtigt vil kunne blive dækket ind gennem farming af næsehorn”.
“På samme måde, som “Kimberley-Processen” regulerer verdens diamantindustri, kunne en lignende struktur blive implementeret i den internationale handel med næsehornshorn, således at mellemled bliver fjernet, og der handledes direkte med the Chinese Traditional Medicines Council. I og med, at behovet for næsehornshorn dækkes på legal vis, så vil incitamentet til krybskytteri af næsehorn blive reduceret drastisk. Næsehornsfarmere vil kunne score store summer, men nok så vigtigt er det, at dette på den lange bane vil kunne sikre bestandene af hvidt og sort næsehorn mod udryddelse”, mener Kevin Robertson.
“Alternativet til legal farming af næsehorn er et stadig stigende krybskytteri af næsehorn med alvorlig risiko for, at både hvidt og sort næsehorn forsvinder fra Afrikas fauna. Hvis det fortsætter som nu uden introduktion af nytænkning, så er dette uundgåeligt. Tiden er inde til, at vanetænkning droppes, og der tænkes nye tanker”, fastslår Kevin Robertson, for ellers har Afrikas nuværende vilde bestande af henholdsvis hvidt og sort næsehorn ingen chancer for at overleve den totale krig, skrupelløse personer fører mod de præhistoriske mastodonter på Afrikas savanne.
Kæmpe summer på spil
Der findes i dag omkring 17.000 individer af hvidt næsehorn på “det sorte kontinent”, og dette er udtryk for en af de mest succesrige reintroduktions- og beskyttelsesprojekter, der er gennemført i Afrika. Kevin Robertson er dog alvorligt bange for, at denne tendens ikke vil fortsætte på den lange bane, eftersom næsehornshorn i dag bruges i over 400 slags traditionel medicin, og behovet for det stof – kreatin – som de indeholder, ikke bliver mindre i fremtiden af bl.a. også den grund, at en vietnamesisk minister har fremsat den tåbelige udtalelse offentligt, at “næsehornsmedicin” kurerede hans cancer. Robertson mener, at denne totalt kiksede udtalelse har medvirket til at øge presset mod næsehorn i Afrika.
Mens prisen for næsehornshorn i øjeblikket menes at ligge på omkring 100.000 dollar pr. kg, så er dette nærmest småpenge i forhold til prisen, når de sælges som medicin. Så vidt Kevin Robertson er orienteret, så skulle den ligge på cirka 700.000 dollar pr. kg. Når der er så mange penge i næsehornshorn, så mener han, at kun ved nytænkning kan næsehorn overleve i naturen. De færdes over så store områder i Afrika, at det er en umulig opgave at bevogte dem effektivt, selv om vildtbetjente er bevæbnet til tænderne og har gennemgået træning for specialstyrker, og jobbet udøves ved, at betjentene skyder, når som helst de får næsehornskrybskytter i kikkertsigtet.
“Officielt blev der i 2010 skudt 310 næsehorn ved krybskytteri i Sydafrika, og tallet nåede højere op i 2011, og det stopper ikke her. Der meldes nu om de to første tilfælde af næsehornskrybskytteri i Namibia og ét i Botswana. En lignende politik, hvor næsehornskrybskytter blev skudt, når de blev spottet, blev praktiseret i Zambezi Valley i Zimbabwe sidst i 1980-erne og først i 1990-erne. Da jeg var PH i Zimbabwe, var vi advaret mod, at krybskytter altid skød først med deres AK-47s, men vi beskyttede os selv og hjalp vildtbetjentene i nødvendigt omfang. Men selv om belønningen var stor, var den ikke stor nok til at bremse krybskytteriet. Korruption var udbredt, og krybskytter ville have fortsat deres aktiviteter, indtil det sidste sorte næsehorn var skudt. Heldigvis blev nogle af de sidste næsehorn indfanget og flyttet til et sikkert sted, hvor de bevogtes konstant. Men sørgeligt er det, at i et område som Zambezi Valley, hvor de fire øvrige arter af The Big Five fortsat kan jages, er det ikke længere muligt at opleve sort næsehorn”, fastslår Kevin Robertson.