Spaniens bestand af konventionelt råvildt er dobbelt så stor som den danske bestand, men jagten er anderledes, lyder det fra Henning Kørvel, i beretningen Min spanske bukkejagt
Den var spottet i marts og april, men først 22. juli lykkedes det for Henning Kørvel at nedlægge den største buk, der i 2018 var set på reviret i Aragon, hvor han og spanske jagtvenner har bukkejagt. Spaniens bestand af konventionelt råvildt er dobbelt så stor som den danske bestand, men jagten er anderledes, fordi den er licensstyret. Det kan man læse om min spanske bukkejagt, som omhandler en beretning om jagt på en meget stor råbuk i Spanien.
Tekst og foto: Henning Kørvel (august 2018)
KLIK og læs mere om jagt i SPANIEN
Den blev spottet første gang i marts. Da Rafael og hans søn, Rafael Junior, besigtigede reviret, lod den sig iagttage i bast foran stedets største bjergformation nær en mandelplantage, som de logisk sluttede, indgik i dens territorium.
Selv om råbukke én bloc ser større ud i bast, end de er i virkeligheden, så var de ikke i tvivl om, at bukken her med opsats i over dobbelt ørehøjde og lange regelmæssige sprosser, var i medaljeklasse. Rafael Junior fik et snapshot af den, der gav et detaljeret indtryk af det lange og brede kranium, den hvidgrå farve ned over pande- og næsebenet og den høje opsats med lange for-, top- og bagsprosser. En pragtbuk. Hverken mere eller mindre.
Sted: Cetina i provinsen Aragon imellem Catalonien og Rioja i det nordøstlige Spanien. Aragon var engang et kongerige, der omfattede Catalonien, men uden at omfatte denne selvstyrende region i dag grænser Aragon stadig op til Frankrig ved Pyrenæerne, og er således en mega region.
For andet år i træk lejer vi lige uden for Cetina bukkejagten på cirka 1.500 hektar landbrugsjord, garneret med bjergformationer i forskellig størrelse, hvoraf nogle er bevoksede med buske og træer og andre blot er nøgne klipper. På landbrugsjorden dyrkes hvede, byg og esparteza. Sidstnævnte har lighed med lucerne og bruges til foder.
Næste gang, vi fik bukken at se, var en morgen i april, hvor Rafael og jeg steg op på bjerget i håbet om, at jeg – for den var øremærket til ego – kunne få chancen til at sætte en kugle til den. Nået op på plateauet rykkede vi skridt for skridt hen imod kanten, men da vi var halvanden meter fra den lodrette klippevæg og nu kunne se et udsnit af græsbæltet mellem bjergvæggen og mandelplantagen, spottede vi en rå, der havde blikket rettet mod bjergtoppen, som om den var farlig, og uundgåeligt var det, at vi øjeblikkeligt gik ind på dens nethinde. Selv om vi ikke bevægede os, måtte vi erkende, at vi var spottet, og efter få sekunders tøven sprang råen af sted. Bukken, der havde stået tættere på bjergvæggen, hvor vi ikke kunne se den, sprang efter, og snart opslugtes den og råen af mandeltræerne.
Trods intens indsats så vi ikke bukken i resten af den uge. Vi fik til gengæld skudt andre store gode bukke og satte lid til, at vi måske ville få bukken at se igen i brunsten, hvor vi planlagde, at ville jage fra 20.-30. juli.
Da vi 22. juli om formiddagen kørte tilbage til vores lejede hus i Cetina, efter at have søgt efter buk tre steder om morgenen og formiddagen, spottede vi bukken og dens yndlingsrå på en stubmark 500-600 meter fra mandelplantagen og den store bjergformation. På lang afstand var bukken let kendelig på den høje opsats og dens mega kropsstørrelse. Også råen var stor af krop. De sprang snart af sted og stoppede først op i skyline på en lav bjergtop, hvor bukken i instinktiv forvisning om, at ingen kunne gøre den noget, poserede med bredsiden til i et par minutter, før den og råen forsvandt bag bjergtoppen.
Intet er sikkert
Nu vidste vi i det mindste, at bukken var i live. Det var der nemlig ikke sikkerhed for, var tilfældet, fordi den sagligt set kunne have været skudt på naborevirer, eller krybskytter kunne have skudt den fra bil på en halvoffentlig markvej nær mandelplantagen.
Beboere i Cetina, der opmærksomt følger med i vores aktiviteter, havde nemlig fortalt os, at de havde kendskab til, at der på ”vores” revir i hvert fald var blevet skudt to-tre bukke fra bil af krybskytter i denne sæson. Når vi pyrscher rundt på reviret, spotter vi af og til også firetrækkere, der med lav hastighed lusker rundt på markvejene. Nogle af dem tilhører landmænd med legalt ærinde, der kører ud til deres igangværende høstarbejde eller besigtiger afgrøderne, men andre biler er udefinerbare, og kan således tilhøre krybskytter, der sonderer terrænet for at slå til, når vi ikke er til stede.
Under eftermiddagskaffen i landsbyens hyggeligste cafe, hvor pensionister mødes for at spille kort, lægges slagplanen for aftenpyrschen. Rafael senior og junior mener ikke, at der kan være nogen som helst tvivl om, at jeg skal se efter den store buk ved mandelplantagen. Rafael Junior vil gerne ledsage mig, fordi han var den første af os, der i denne omgang nedlagde en buk i bronzeklasse, og er således et ”hestehoved” foran. Hans far vil se efter en buk, som han har set på plateauet imellem to tårne, opført af ejeren og giver associationer til grænsen mellem Vesteuropa og Østblokken under den kolde krig.
Meningen har sikkert været god nok, men tårnene egner sig ikke til jagt, og fordi vi til hver en tid også foretrækker at færdes til fods, fordi det giver en større aktionsradius og mere vildt på nethinden end fra et tårn, som heller ikke er udfordrende på samme måde som pyrsch, så bruger vi aldrig tårnene.
Fordi temperaturen er høj – 37 grader – kører vi ikke ud i reviret før klokken cirka 19.30. Rafael Junior og jeg sætter os først på kanten af en kløft. Fra bjergformationens plateau spottede vi dagen forinden en voksen buk jage rundt med en brunstig rå 150-200 meter fra kløften.
Vi formoder, at bukken var den fra mandelplantagen, men vi spotter imidlertid kun trækkende ringduer og et rødbenet agerhønsepar med et kuld flyvefærdige kyllinger. Herligt syn.
Ved 21-tiden bryder vi op for at begive os op på bjergtoppen ved mandelplantagen for at se, om den store buk skulle være der, når den ikke lod sig skue nær kløften. Belært af erfaringen fra april ved vi, at vi skal nærme os bjergkanten med forsigtighed, men nået frem ser vi ikke umiddelbart tegn på, at bukken skulle være til stede. Rafael Juniors lille ruhårede gravhund, Brno, der altid med på pyrsch. trækker pludselig ivrigt i snoren.
– Hvad har den mon fået fært af, spørger jeg lavmælt.
Et splitsekund senere udbryder Rafael:
– Der er de.
Han spotter nu bukken og råen i mandelplantagen, og velsagtens fordi de har hørt min stemme, springer de op og suser nu afsted.
– Bukken er forrest, bemærker han ivrigt.
Jeg lægger .270-eren på plads i skydestokken, og da bukken og råen stopper op på en lille forhøjning i plantagen – bukken med bredsiden til – 192 meter ude, giver jeg aftrækkeren det lette tryk, der sender kuglen – en 130 grains Hornady Super Performence – af sted, hører kugleslaget, og ser råen tage flugten solo. Viserne på uret står på 21.45.
Rafael stikker mig hånden og ønsker tillykke. Kort efter er vi i stand til at se bukken på kloshold. Opsatsen er 27 centimeter høj, og sprosserne lange og hvidpolerede, men desværre er bageste bagsprosser på venstre stang brækket af.
På Rafael Juniors foto af bukken i bast var alle sprosserne intakte, men bukken kan under fejningen jo have siddet fast i en grenkløft, og bagsprossen brækkede, da den gjorde sig fri. Who knows?
Kropsmæssigt er bukken – som vi vidste i forvejen – sværvægter … vejer en tredjedel mere end store danske bukke, hvilket er ret almindeligt for konventionelle spanske bukke i Aragon, Soria og Guadalajara, hvorimod bukke af underarten, Morisco (Capreolus c. garganta), der lever i et område på størrelse med Fyn i Cadizområdet, er betydeligt mindre end dansk råvildt.
Da opsatsen er kogt og renset dagen derpå, og efter soltørring har været en tur på vægten, er der ingen tvivl om, at den er en stor sølvmedalje på 120-122 CIC-point. Om aftenen skyder Rafael Senior en smuk regelmæssig seksender, der også estimeres til sølvmedalje, og med den afrundedes sæsonen, fordi den er den sidste buk, som vi har licens til at nedlægge i denne sæson.
Revirets ejer har herudover licens til at skyde otte råer, men det er tvivlsomt, om han vil benytte sig af det, fordi han mener, at bestanden godt kan være lidt større, og målet nås kun, hvis der ikke nedlægges råer, eller der alternativt kun skydes nogle få ældre hundyr.
EPILOG: Bukkejagten i juli var min 122. jagtrejse til Spanien i løbet af 38 år. Jeg har jaget i de fleste spanske regioner og har nedlagt alle arter spansk ”storvildt”, opbygget et netværk af spanske jagtvenner med jægerblod i årene og tilegnet mig megen viden om landet, jagten, vildtet, jagtens administration, vildtforvaltning, spanske jagttraditioner, menneskene, mad- og vinkultur, politik og kulturhistorie.
Gennem alle årene havde jeg brændende ønsket mig at få Europas største hønsefugl, stortrappen – på spansk abutarda – ind på nethinden live. Ønsket gik i opfyldelse i juli 2017, hvor jeg for første gang spottede syv stortrappehøner på reviret i Cetina, og i juli 2018 spottede vi igen ikke blot 12-15 høner, men også en kok, der vejer op mod 18 kg, og med sin hvide og rustfarvede fjerdragt er et prægtigt skue. Jeg er taknemmelig for at have fået oplevelsen.
Fra mit syn er jagt nemlig ikke kun skydning og trofætagning. Man skal også være åben for over input fra naturen, fordi de både er personligt berigende og beriger jagten. Forresten var det også første nogen sinde, at mine spanske venner oplevede den store hønsefugl live, hvilket giver en idé om, at den ikke lader sig skue hvor og når som helst, men at man skal være lidt heldig, men når vi fik oplevelsen, så beror det antagelig også på den mega indsats, der er gjort og stadig gøres for at fastholde Europas største hønsefugl i den spanske fauna.
Fakta om råvildt i Spanien
Spanien har oplevet det samme boom i bestanden af konventionelt råvildt (Capreolus c. capreolus) som flere andre europæiske lande, herunder Danmark, indtil råvildt begyndte at gå tilbage her. Udbredelsen af råvildt er størst i den nordlige del af Spanien med videre forgrening til den centrale del af landet, hvorimod konventionelt råvildt stort set ikke findes i Extramadura, Andalusien og de østlige regioner, Valencia, Alicante og Murcia.
Ud af landets samlede areal på 505.970 kvadratkilometer findes råvildt på cirka 165.000 kvadratkilometer. Bestanden estimeres til 500.000-600.000, svarende til tre-fire stykker råvildt i gennemsnit pr. kvadratkilometer (Ortega 2010).
Spansk råvildt er kropsmæssigt større end for eksempel dansk råvildt, og voksne bukke på fire år og op vejer i grove træk en tredjedel mere end danske bukke i samme aldersklasse, hvilket må tilskrives genetiske forhold og stor fødetilgang året rundt og milde vintre i størstedelen af udbredelsesområdet med undtagelse af de nordlige regioner Castilien og Leon, hvor vintrene ofte er strenge, og det ikke er ualmindeligt, at råvildt (og kronvildt) dør på grund af fødemangel, fordi snemasser ofte gør dem immobile.
Et andet aspekt i Castilien og León, som skal tages i betragtning, er ulves prædation, og fordi ulvebestanden her tæller 3.000-4.000, jages ulve i overensstemmelse med EU-forordninger, der ellers freder ulve i EU, her i et strengt kontrolleret omfang på licens for at begrænse skadesomfanget på husdyr og illegal ulvejagt.
Bukkejagt i Spanien er licensstyret, og helt uden skelen til den enkelte bestands størrelse udsteder spanske regioner i princippet licens til én råbuk pr. 250 hektar i stedet for at tildele licenser til det antal bukke, der med rimelighed kan og bør skydes i den enkelte bestand. Fordi bukkejagten er licensstyret, lejer arealejere bukkejagt ud ved at sælge licenserne, udstedt af den regionale miljømyndighed, til den højest opnåelige pris.
Presset på bukkejagt i Spanien er mega, og fordi priserne p.t. ligger på 1.200-1.500 euro pr. licens, så er bukkejagt i Spanien uforholdsmæssigt dyr. Licensen udgøres af en plastic-tag, der skal sættes på bukke efter nedlæggelsen. Hvis jægere undlader dette, og det konstateres ved eventuel myndighedskontrol, så bliver bukkene beslaglagt og jægeren sigtet for overtrædelse af reglerne. Licenssystemet i Spanien gør stort set jagt på konventionelle bukke i landet uegnet til formidling gennem jagtrejsebureauer.
Udover konventionelt råvildt har Spanien en mindre bestand af underarten, Morisco-råvildt Capreolus c. garganta (Meunier, 1983) i Cadiz-området. Morisco-råvildt afviger fra konventionelt råvildt ved at have en mørkere brungrå dragt hele året, og kroppen er mindre end hos konventionelt råvildt. Endvidere er kraniet kortere og smallere. Morisco-råvildt lever afsondret i et område på størrelse med Fyn uden mulighed for kontakt med konventionelt råvildt, og fordi det har bevaret sin egenart siden indvandringen efter den sidste istid, godkendte CIC i 2013 omsider Morisco-råvildt som en underart af Capreolus c. capreolus.
Den spanske rekord for konventionel råbuk (Capreolus c. capreolus) var indtil 2016 på 214,40 point. Bukken blev nedlagt i 2001 i Burgos i provinsen Castilia y León.
I 2016 nedlagde den spanske jæger Sergio Muela imidlertid en råbuk i Guadalajara, der med en opsatsvægt på over ét kg, stanghøjde på 30 centimeter og 14 sprosser blev vurderet til at udfordre verdensrekorden fra Wittsköfle Gods, Skåne, fra 1983 på 246,9 CIC-point.
Ved den endelige opmåling i Spanien fik den spanske bukkeopsats 252,46 CIC-point og overgår således både den hidtidige spanske rekord og den svenske verdensrekord, men af ukendte årsager lader en officiel kåring vente på sig. En britisk bukkeopsats gør også krav på titlen som verdensrekord, men når CIC ikke fører et egentligt trofæregister, som for den enkelte europæiske trofæbærende art altid viser den aktuelle verdensrekord, så kan det tage sin tid, før den nye verdensrekord for råbukopsatser udråbes officielt.
Henning Kørvel ses her med bukken fra mandelplantagen omtalt i nærværende beretning kaldet “Min spanske bukkejagt”. Det fremgår tydeligt, at den er større af krop end andet europæisk råvildt, og i Spanien er konventionelt råvildt størst i den centrale dele af landet og mindre i de nordlige egne. Bukken vejede 28 kg opbrækket, og opsatsen er opmålt til 115,85 CIC-point.
Vue ud over en del af reviret i Aragon, der er et miks af bjergformationer, marker, mandelplantager og småskove, gennemskåret af grøfter og vandløb.
Bukken her blev spottet og foreviget nær en bjergformation, døbt Little Gibraltar. Den blev nedlagt i 2018 og er bronzemedalje.
Butulo lokkekald går sin sejrsgang i Europa, således også i Spanien.
Kok hos rødbenet agerhøne. Kok og høne er ens. Kokken skelnes fra hønen ved at have sporer.
Henning Kørvel på pyrsch i reviret i Aragon, der har en habil bestand af råvildt og gode gener for stærke bukkeopsatser.
Klovaftryk af råvildt. Pas på med at afkode store aftryk som sat af bukke, fordi de kan være sat af ældre råer.
Kraniet på Henning Kørvels store buk sammenlignes med kraniet fra en anden stor buk fra reviret, og som det ses, er forskellen i størrelsen markant.
Resultatet af en uges jagt: Tre store bukke, heraf to i medaljeklasse.
Buk i bast på reviret i Aragon. Selv når der tages højde for, at bukke ser større ud i bast, så står det stadig klart, at bukken her er værdig til afskydning.
