Den Nordjyske Hjortevildtgruppe efterlyser større vidensniveau i debat om forvaltning af hjortevildt, men i følge vildtbiolog Egon Bennetsen bør gruppen undlade at kaste med sten, når man har barrikaderet sig i et glashus
Tekst og foto: Egon Bennetsen, vildtbiolog
DEN NORDJYSKE HJORTEVILDTFORVALTNING 2
I en tidligere artikel: DEN NORDJYSKE HORTEVILDTFORVALTNING 1, gør jeg gældende, at Den Nordjyske Hjortevildtgruppe og dens sekretær har et lavt vidensniveau om hjortevildtforvaltning.
En sådan påstand må naturligvis dokumenteres. Så i det følgende vil jeg nævne nogle punkter, hvor hjortevildtgruppen har dokumenteret manglende forvaltningsmæssig viden.
1. Tandsnit
På trods af at det for længst er dokumenteret, at tandsnitsmetoden ikke er valideret under danske forhold, fastholder Gruppen, at man bør indsamle kæber. Til hvilket formål står mig uklart. Som jeg ser det, står vi tilbage med 10 fritlevende mærkede krondyr med kendt alder. Kun halvdelen er korrekt bedømt ved tandsnit, 2 (20 %) afviger med 4 og 9 år! Man står altså med et alt for lille materiale, der ikke desto mindre tyder på, at aldersbestemmelse ved tandsnit er helt ubrugeligt. https://www.netnatur.dk/nye-oplysninger-klage-dce-forsker/https://www.netnatur.dk/dj-og-dce-vil-anvende-diskvalificeret-metode/
DJ`s ”fagrapport” viste nærmest det modsatte af, hvad den påstod. Hvorfor tog Gruppen ikke afstand fra den? https://www.netnatur.dk/egon-bennetsen-fagrapport-uden-faglighed/.
Peter Sundes optællingsmetode (statisk livstabel) er fyldt med faldgruber, og i sin metode har han overset mindst to faktorer, der undervurderer andelen af 8 + hjorte i bestanden i Nordjylland sammenlignet med områder med brunstjagt.
Hvorfor har Gruppen ikke gjort opmærksom på dette?
Så dels er aldersbestemmelsen ved tandsnit langtfra valideret, og selvom den var det, kan vi alligevel ikke bruge resultatet fra nedlagte dyr til at sige ret meget om forholdene i den levende bestand. Hverken ved Flinterups eller Sundes metode.
Endelig synes jeg, det er underligt, at NST`s vildtkonsulenter lader sig spænde for en privat forening – nemlig DJ`s – vogn og modtager kronvildtkæber på vegne af DJ.
Jeg vil stærkt advare mod, at indlevere kæber på det foreliggende grundlag.Det kommer der ikke noget videnskabeligt korrekt ud af, og det tilgodeser i hvert fald ikke den nordjyske kronvildtbestand.
2. ”Mellemhjortefredning”
Jeg har i adskillige artikler redegjort for – og i detaljer dokumenteret – hvorfor fredning af 6 – og 8 endere på sigt er ødelæggende for en hjortevildtbestand.
b. Det mindsker andelen af 8+ hjorte i bestanden.
Hvis bestanden forbliver konstant, og der kommer flere 2 – 3-årige hjorte må det betyde at der bliver færre fra 4 år og op.
Hvis bestanden vokser, gør den det mest i bunden, og 8+ hjortene vil udgøre en mindre andel ved samme antal.
En øgning i antallet af voksne hjorte, er uløseligt forbundet med en øget afskydning blandt yngre, hvis bestanden skal være uændret.
Ved en jævn afskydning af 1/3 i alle aldersklasser, skal 55 % – altså over halvdelen – udgøres af 2- og-3- årige hjorte. Det er selvsagt umuligt ved fredning af 6- og 8-endere.
Det er ren matematik – endda meget simpel matematik!
b. Det medfører en genetisk forringelse af hjortebestanden.
Ved at frede 6 – og 8 endere og skyde jævnaldrende 10 – 14 endere freder man de gennemsnitligt ringeste og skyder de gennemsnitligt bedste.
Når Gruppen påstår, at de mange store voksne hjorte i Thy skyldes ”mellemhjortefredning” på Statens arealer og i Vendsyssel den ”generelle” ”mellemhjortefredning” er det rent vrøvl.
Disse hjorte er fremkommet ikke på grund af – men på trods af– ”mellemhjortefredning”.
I Thy skyldes det en skrap kvoteordning, der som jeg husker det, i starten var på 1 hjort pr. jagtlejemål på op mod 1000 ha.
Det er i praksis en kvotering på store hjorte, ikke ”mellemhjorte”.
Havde man i Vendsyssel nået den samme bestand ved en tilstrækkelig kort jagttid, ville der være en større andel af voksne hjorte, som ville være endnu større.
For at tydeliggøre min pointe kan man forestille sig en bestand, hvor der er fuld jagttid på alle ikke kronebærende hjorte og totalfredning af alle kronebærende hjorte.
Den ville være værd at komme ud at betragte i brunsten!
Om baggrunden for ”mellemhjortefredning” har Gruppen skrevet følgende til mig:
”Der ud over er mellem hjorte fredning valgt, ud fra de forudsætninger vi har at arbejde med når man sammenholder; ejendomsstruktur, biotop og ikke mindst områdets demografi.”
Jeg fatter altså ikke meningen? Mon andre gør?
Og desuden var vi mange, der måtte høre denne begrundelse for ”mellemhjorte”fredning på et møde i Tranum, formuleret af formanden for Gruppen: ”En hjort kan kun skydes én gang”.
Det er jeg ikke uenig i, men hvad har det med ”mellemhjortefredning” at gøre?
3. Dåvildt
Dåvildt er i princippet en invasiv art. Definitionen herpå er nemlig: En ikke hjemmehørende art, der skader hjemmehørende arter, enten ved at æde dem eller konkurrere med dem. Vi kender det fra mårhunden, som konkurrerer med de hjemmehørende arter ræv, og grævling.
På samme måde konkurrerer det ikke-hjemmehørende dåvildt med kronvildt og råvildt.
Jeg er på ingen måde fanatisk med begrebet ”hjemmehørende”, og har ikke noget imod en mindre dåvildtbestand i området.
Gruppen er åbenbart ikke bekendt med hjortearternes helt forskellige krav til føde. Jeg troede ellers, det var almindelig viden.
Kronvildt og dåvildt er populært sagt grovædertyper, der meget gerne æder det samme som det langt mere selektive råvildt, men som også klarer sig på en ren kløvergræsmark, hvor råvildtet ville dø. (Det er derfor råvildt ikke kan leve i dyrehaver med tæt bestand af de andre hjortearter.)
Dåvildtet er det mest nøjsomme, og vil til enhver tid udkonkurrere kronvildt og især råvildt. I Hjardemål Klitplantage er råvildtbestanden kun en skygge af, hvad den var tidligere. I kronvildtbrunsten hvor jeg færdes dagligt i plantagen, så jeg i år meget lidt råvildt. Og alle de råer jeg så, havde kun 1 lam, der næppe vejede over 6 – 7 kg.
Hvor sørgeligt.
Kronvildtet taber også næringskonkurrencen til dåvildtet, og de stigende markskader skyldes både en stigende kronvildtbestand, men også en samtidig meget stor dåvildtbestand, der især i plantagerne udkonkurrerer kronvildtet og dermed i højere grad tvinger kronvildtet til at søge markafgrøder.
Alligevel har dåvildtet nogenlunde samme status i Hjortevildtgruppen, som de hellige køer i Indien.
Da private lodsejere begyndte at udsætte dådyr, iværksatte Gruppen en totalfredning i 6 år, med det resultat at vi i Nordthy (Tælleområde 4) formentlig har en forårsbestand af såvel kron- som dåvildt på over 1000 stk.
Samtidig er dåvildt efter min mening langt sværere at jage end kronvildt.
Alligevel holder Hjortevildtgruppen stadig hånden over dåvildtet med meget kortere jagttider end på kronvildt.
Det er så sørgeligt, at Hjortevildtgruppen og Naturstyrelsen er godt på vej til at erstatte de flotte nordjyske kronhjorte i vesteuropæisk topklasse, med noget middelmådigt dåvildt, med en betydelig andel dyr af trofæmæssig elendig engelsk oprindelse.
Igen et eksempel på manglende biologisk viden om de forskellige hjortearter.
Jeg har ofte hørt jægere mene, at det var uproblematisk at have alle tre hjortearter: ”for de havde selv set dem æse fredeligt på samme mark, så de kommer godt ud af det med hinanden”.
Måske er det også baggrunden for Hjortevildtgruppens favorisering af dåvildtet.
4. Optælling
Gruppen forestår ”optælling” af kron- og dåvildt fordelt på delområder. Lad det være sagt med det samme: Direkte optælling af hjortevildt på fri vildtbane lader sig ikke gøre med blot nogenlunde nøjagtighed. Hvor der er etablerede bestande, undervurderes antallet groft.
Jeg har 12 kameraer på mine 66 ha, og forholdet mellem dagslys- og natbilleder viser fint, hvorfor det er håbløst. Mindst 95 % af fotos på årsbasis af kron- og dåvildt er natbilleder.
Konkret, aktuelt eksempel fra min ejendom: 12 kameraer, 5 fotos/optagelse. 5 døgn, 20 -25/11. 1485 fotos. 15 dagslysfotos (råvildt). Altså 1 procent.
Der har til dato i år kun været drevet anstandsjagt fra jagttårn.
Det fortæller alt om, hvorfor det er så svært at skyde kron- og dåvildt på anstand og pürsch. Og hvorfor det er fuldstændig umuligt at tælle ved direkte optælling.
Se: Natdyr
At Naturstyrelsens personale ved at køre nogle ture i plantagerne, skulle kunne estimere bestandene blot nogenlunde korrekt, er helt hen i vejret.
Mit bud er, at der er mindst 1000 stk. af både kron- og dåvildt i forårsbestanden. Nærmere kommer jeg det ikke.
Når man ikke kan tælle vildtet direkte, kunne man jo bruge den meget fintfølende parameter, som kalvevægten er. Hvorfor indsamler man ikke disse? Det er nemt og ukompliceret og giver et glimrende fingerpeg om bestandens størrelse i forhold til bæreevnen.
Hvorfor gør man så ikke det? Mit bud er, at man godt ved, at det går ned ad bakke. I samme retning peger de stærkt øgede markskader, som man søger afbødet ved uetisk kalve”regulering” året rundt.
Ren symptombehandling.
5. Afskydningspolitik
Gruppen har indført en ødelæggende ”mellemhjortefredning” direkte vendt mod private lodsejere – især landbrugsarealerne. (NST-arealer har i mange år haft krav om at hjortene på kvoten skulle være kronebærende eller have 5 sprosser på en stang). Samtidig ser det ud til, at de 7 konsortier i Nordthy i fremtiden kan forvente større hjortekvoter. I hvert fald blev Lild Plantage Vest nylig udbudt med en kvote på 3 hjorte og Vigsø Plantage med 2. Og det i to plantager med de tyndeste kronvildtbestande.
Jeg vil gerne understrege, at dette ikke er en kritik af, at jagtlejerne skyder de hjorte, de har på kvoten. Det ville enhver gøre.
Men ingen er vel i tvivl om, at mit hjerte banker varmt for kronvildtet og de store flotte trofæhjorte, vi traditionelt set har haft i området.
En politik, der har fungeret fint i 30 år og som dokumenteret har frembragt mange flotte trofæer – heraf adskillige over 200 CIC-points.
Vi har i hele Nordthy nok ca. 10 – 15 hjorte i aldersgruppen 8 – 13 år.
Ved jævn afskydning af 1/3 i alle aldersgrupper, kan der altså maksimalt høstes 5 om året. Da der også forekommer faldvildt, er vi nok på omkring 4 hjorte om året.
Indtil nu nedlægges der omkring 10 hjorte på de statslige arealer, heraf en del mellemaldrende hjorte, hvilket er helt ok.
Hvis man øger muligheden for afskydningen på statslige arealer til 3 pr. konsortium, oversælger man, hvad der reelt er muligt at nedlægge – i hvert fald af større hjorte.
I Vester Thorup plantage har man på 4 år med en kvote på 3 hjorte om året kun kunnet skyde 1 i alt.
Og hvis man virkelig skød 20 hjorte om året fra toppen på statslige arealer, var det snart slut med voksne hjorte i området.
Den bæredygtigt korrekte kvote på de 7 statslige jagtlejemål ville efter min mening være: 1 hjort uden begrænsning, og dertil f.eks. 4 8-endere og fri afskydning af spidshjorte og seksendere.
Så ville man lægge sig så tæt op af afskydningsprincipperne i Jægersborg Dyrehave, som praktisk muligt i en fritstående bestand.
Og her har man som bekendt en kvalitetsmæssig fremragende bestand, med en stor andel voksne hjorte.
Det er NST -arealer, der er baggrunden for, at vi overhovedet har en kronvildtbestand i området, men det er de private arealer, der leverer føde af tilstrækkelig kvalitet til at danne de store trofæer. Skulle bestanden kun ernære sig af det jammerlige fødeudbud på NST -arealer, ville trofævægten næppe overstige 5 kg. Og så ville jagtlejeindtægterne nok falde betragteligt!
Efter min mening burde halvdelen af de store hjorte skydes på landmændenes marker!
Derfor forekommer det provokerende, at Gruppen indskrænker afskydningen af småhjorte på private arealer, mens NST åbenbart øger kvoten af mellemaldrende og voksne hjorte på Statens arealer.
I de over 25 år jeg har videofilmet brunsthjortene i Hjardemål Klit, har den langt overvejende del af hjortene efter min vurdering været 6 år og derover.
Se:
https://www.netnatur.dk/endnu-18-nordjyske-kronhjorte-optaget-i-bennetsens-hall-of-fame/
https://www.netnatur.dk/22-pladshjorte-paa-30-dage/
https://www.netnatur.dk/16-nordjyske-droemmehjorte/
https://www.netnatur.dk/18-pladshjorte-fotograferet-paa-2000-ha/
I år vurderer jeg, at 7 af 18 hjorte ikke er over 5 år:
Det kan være en tilfældighed, men er alligevel bekymrende.
Med to års fredning af 6- og 8 – endere er vi milevidt fra at have 5% 8+ hjorte i bestanden, og fremover kan antallet af voksne hjorte meget vel være afhængigt af, i hvilket omfang de forstår at gemme sig i det jagtfredede område ved Testcentret. Det er en ukendt faktor. Her kan de så i princippet dø af alderdom.
Med brunstjagt ville vi næppe have hjorte over 6 år overhovedet uden for de jagtfredede områder.
Og hverken hjorte eller trofæer vil med den førte politik om 10 år være så store som hidtil. At tro at hjortekalve med en vægt på 35 kg bliver lige så store hjorte som dem på 60 kg, er naivt.
At NST stadig opererer med kvoter på hinder er helt meningsløst. Efter min mening burde bestanden i Korsø-, Hjardemål- og Madsbøl plantager som minimum reduceres med 200 hinder.
Måske er den stadigt stigende bestand et skridt henimod mange biologers drømmescenarie, hvor en overgræsset natur fyldt med gødning og ådsler, skal opnås ved hjælp af – og dermed på bekostning af – kronvildtet.
En kvantitativ rimelig kronvildtbestand af fin kvalitet, er tydeligvis ikke længere et mål for NST. Her betragtes kronvildt kun som et middel til at opnå en række andre ”natur”mål – nærmest som en naturens grønthøster. Samt en god jagtlejeindtægt, der ikke kræver investeringer af nogen art.
Mit motto som er formuleret af en god engelsk ven med enorm praktisk erfaring med hjortevildt er: Quantity is the enemy of quality.
Det har jeg gang på gang fremført ved mine henvendelser til Hjortevildtgruppen og NST.
Uden noget som helst resultat.
