Danske jægers uafhængige jagtblad Jagt, vildt og våben er solgt og bladet overgået til Nordjyske Medier. Samtidig har ejerne af det danske “Big Game Magazine” sluppet tøjlerne og lukket bladet ned
Af Redaktionen
JSL medier, der udover en række andre magasiner, udgiver bladet Jagt, vildt og våben er overgået til Nordjyske Medier. I en netop udsendt pressemedelse skrives der følgende:
Med virkning fra 1. januar 2014 overtager Nordjyske Medier JSL Media A/S, der udgiver seks magasiner i Danmark og et i Norge. Det er Mad & venner, Golf-magasinet, BådNyt, Bil Ekspressen, Jagt, Vildt & Våben samt Vi med Hund i både Danmark og Norge.
Jesper Sehested Lund fortsætter som administrerende direktør i selskabet, som han etablerede med udgivelsen af ‘Vi med Hund’ i 2006. Undervejs er der kommet fem magasiner til, således at der i dag er 431.000 læsere af de seks danske magasintitler. JSL Media, der fortsat skal drives fra København, beskæftiger 28 medarbejdere.
I forbindelse med overtagelsen siger Jesper Sehested Lund:
– Mediebranchen undergår i disse år betydelige forandringer. Forandringer, som giver os som magasinudgiver af fokuserede udgivelser en række spændende og helt nye muligheder for at udvikle vores forretning og for at udnytte vort indhold på nye måder og på andre platforme. Derfor er jeg glad for, at Nordjyske Medier med sine mange ressourcer og kompetencer kan være med til for alvor at sætte strøm til JSL Media, og at vi sammen kan skabe JSL Media version 2.0.
Noedjyske Mediers administrerende direktør, Per Lyngby, er tilfreds med overtagelsen:
– Den er et led i at skabe yderligere vækst i Nordjyske Mediers digitale forretningsudvikling, som vi styrker dels ved egen kraft, dels ved akkvisitioner. JSL Media passer godt ind i den strategi, og de kendte kvalitetsmagasiner og brands skal være grundlaget for en ny digital overbygning. Samtidig ønsker vi naturligvis fortsat at udgive de trykte magasiner, som vi ser mange muligheder i.
Så vidt pressemedelsen fra JSL medier. Men også mht bladet Big Game Magazine, tegner fremtiden sig anderledes end den gjorde for nogle måneder siden. Bladet, der udsprang af det veletablerede magasin Fisk og Fri, satsede på jagt, fiskeri og eventyr. Men selv om bladet udvidede sine udgivelser fra fire til seks årlige produktioner var markedet åbenbart for snævert.
Redaktøren på Big Game, Rune Fich bliver fremover redaktør på Nordisk Safari Klubs medlemsblad TROFÆ. Et blad, der primært består af medlemsartikler og oplevelser indsendt af klubbens medlemmer. Rune Fich erstatter redaktør Holger Ellekilde, der med netop udsendt udgave, takker af for denne gang.






