Den Danske Naturfond, der skal opkøbe og pleje nye naturområder, kan bringe Danmark et stort skridt nærmere de mål for biodiversitet …
Af Redaktionen
Fondens områder kan nemlig sikre flere gode levesteder for truede dyre-og plantearter. Og det er der brug for, hvis Danmark skal gøre sig nogen forhåbning om at nå bare halvdelen af de 20 mål for biodiversitet inden 2020. Det viser WWF og DN’s tre-års status for de 20 såkaldte Aichi-mål for biodiversitet.
Til dato har Danmark kun nået to af de 20 internationale mål om at standse tabet af arter i naturen. Men den nationale naturfond, som blev vedtaget i slutningen af 2013 og som skal købe for eksempel landbrugsområder og skove og omdanne dem til ny natur, kan få stor betydning – både for de dyre- og plantearter, som vil få bedre livsbetingelser. Men også for Danmarks mulighed for at nå flere af de mål om at standse tabet af arter, som vi er internationalt forpligtet til.
De våde landbrugsjorde langs vandløb, og de områder, som ligger tæt på skove med særligt mange dyre- og plantearter, vil kunne blive til fantastiske naturområder, som kan give levesteder tilbage til truede fugle som kirkeuglen, sjældne sommerfugle som hedepletvinge , og den lille orkidé mygblomst, som i dag kun vokser enkelte steder i Danmark.
Forpligtelsen om at standse tabet af naturlige levesteder for dyr og planter, er mål nummer fem, af de 20 Aichi-mål, som hver af de 192 lande, der underskrev aftalen i 2010, er forpligtet til at arbejde for inden for deres eget lands grænse. Men i de tre år der er gået siden da, har hverken den nuværende eller den foregående regering her i Danmark gjort meget for at sikre flere naturlige levesteder.
For eksempel sker det stadig, at de såkaldt § 3-beskyttede naturområder i for eksempel moser og enge mister beskyttelse, hvis de ikke bliver plejet ordentligt og gror til. Der er heller ingen pligt til at bevare gamle og døde træer, som er vigtige levesteder i skovene for svampe, insekter, fugle som perleugle og små pattedyr som skovmår, eller til at passe på de skove, som er særligt rige på arter. Og det er også stadig tilladt at fiske med bundskrabende redskaber i de fleste Natura 2000 områder, som ellers har international beskyttelse.
En national naturfond vil især få betydning, fordi den en gang for alle kan købe områder fri fra landbrugs- eller skovdriften, så det ikke er den enkelte landmand eller skovejers mulighed for at få driftsstøtte, som afgør, om et område får lov til at udvikle sig til værdifuld natur.
WWF og DN efterlyser også, at regeringen snart kommer med et udspil til en samlet plan, for, hvordan naturen i Danmark skal udvikle sig.
-En samlende naturplan skal pege vejen frem mod hvordan naturen skal udvikle sig og hvordan den bedst beskyttes – hvordan Danmarks natur kommer til at se ud i fremtiden, siger Gitte Seeberg, Generalsekretær for WWF Verdensnaturfonden og forsætter:
-Naturen og biodiversiteten både til lands og til vands skal have bedre vilkår end i dag. Vi ønsker der skal være mere vild, uberørt og mangfoldig natur, især i de danske skove der er hjemsted for mange truede arter. Og her kan en naturfond være med til at sikre at vi får flere områder med skov, der f.eks. ikke bruges til tømmerproduktion.






