Syd- og Sønderjyllands Politi har i dag meddelt, at de stopper efterforskningen i sagen med ulovligt nedlagte vildsvin ved Rottarp Plantage den 22. maj 2014
Af Redaktionen
Hændelsen, hvor flere vildsvin (smågrise) blev skudt med et glatløbet haglgevær, blev optaget på video. Denne video havde Jysk Landbrugsrådgivning (JL) valgt at offentliggøre på nettet.
Intet kuglefang
Politiet har i forbindelse med efterforskningen af sagen, som også omfatter skudafgivelse uden tilstrækkeligt sikkert kuglefang og jagt for tæt på bebyggelse, rettet henvendelse til Jysk Landbrugsrådgivning, for at få klarlagt identiteten på lovovertræderen.
Jysk Landbrugsrådgivning har ikke ønsket at oplyse personens identitet, hvorfor politiet ikke har kunne komme videre i undersøgelsen.
Skulle andre have oplysninger i sagen, kan de kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi, som således vil genoptage sagen.






