Bukken fejer gerne sin opsats mod yngre træer som del af den territoriale adfærd, og ofte tegner fejningerne et tydeligt mønstre, der fortæller noget – men ikke alt – om bukkens bevægelsesmønstre …
Artiklen herunder indgår i en a, b, c og d serie, som henvender sig til nye såvel som mere erfarne bukkejægere. Serien hedder Bukkeleksikon og virker som opslagsværk til afklaring af begreber, som dukker op, når man læser og snakker om råvildt og jagt på råbukke.
Af Redaktionen
Når bukkens opsats stopper med at gro i det tidlige forår fejes den bløde, fløjsagtige bast af stængerne. Typisk sker dette i løbet af ganske kort tid.
Den buk, der ses om morgenen med krakeleret bast, kan være helt ren senere på dagen. Det vil sige, at alt bast er fjernet og det bøde bast-udstyr erstattet af lyse, benfarvede og ofte lettere blodige stænger.
Over de næste dage vil bukken fortsætte med at feje og dens kontakt med plantesaft fra især træer og buske, giver sammen med jord og størknet blod fra basten opsatsen sin særegne farve.
Stængerne går fra at være lyse, til at være mere eller mindre mørke afhængig af de træ- og buskesorter, der må lægge bark til, når bukken sætter panden mod og giver bevoksningen en mere eller mindre voldsom rusketur.
Ofte virker det, som om bukken udfører et regulært angreb, når den fejer sin opsats. Den forestiller sig, at det er en rival, og der er næppe tvivl om, at bukken derved opøver sine færdigheder som kæmpende og revirhævdende buk.
Smidighed, beslutsomhed og aggressivitet er ikke uvæsentlige egenskaber, hvis bukken skulle ende i regulær kamp med en nabobuk.
LÆS mere om BUKKEJAGT
Hvor går grænsen?
Fejning tjener dog også det formål, at bukken dermed markerer overfor andre bukke og råer, hvor grænserne går. Ud over at barken skrabes af træerne efterlader bukken fært fra kirtler i panden.
Derfor er det ofte i skellet mellem revirhævdende bukke, at man oplever de fleste fejninger. At man ikke finder fejninger i væsentlig omfang på sit revir, er derfor ikke signal om, at området anvendes mindre flittigt. Ofte tværtimod.
Ældre bukke er generelt ikke nær så ivrige for at feje, som yngre bukke er, der på ganske kort tid har for vane at terrorisere ganske mange træer. Derfor kan man ikke på antallet af fejninger slutte sig til aktivitetsniveauet i det område, hvor man agter at opsøge bukken.
Træer og buske, der er “fejet” kan helt miste den livsnødvendige bark og går ud som konsekvens af bukkens voldsomme fejninger. Ikke mindst da der er en tendens til, at det er de samme træer, der må stå for skud igen og igen.
