Fasanjagt med hund kan drives med flere forskellige hundetyper, men uanset om hunden er stående eller stødende skal den besidde er vist overskud
Jagthund til fasanjagt – artikel om JAGTHUNDENS TRÆNING
Af Michael Sand
Mens de danske agerhøns har haft store problemer med at tilpasse sig det moderne landbrugs produktionsmetoder, har fasanen på mange måder klaret sig rimeligt i det åbne land.
Hvor agerhønsejagt med stående hund næsten er blevet en saga blot, er det i dag meget almindeligt at jage fasaner med stående hund. Navnlig i sæsonens første måneder.
Fasanen er nemmest at arbejde med for hunden, når den opholder sig i områder, som yder tilstrækkeligt skjul.
Brakmarker, moseområder, levende hegn samt rør- og sivbevoksninger vil oftest holde på fuglene og give hunden mulighed for at komme så tæt på, at den kan sætte fuglene og opnå stand.
Jagt på fasaner er meget spændende jagt, som måler sig med jagt på agerhøns. Navnlig sidst på sæsonen bliver jagten udfordrende for både hund og jæger. Fuglene vil da gerne løbe, og jagten kræver sin hund.
Den mere middelmådige hund, som ikke søger med stort overskud og initiativ, evner ikke at lægge et tilstrækkeligt pres på vildtet og vil sjældent komme i kontakt med fuglene, før de på lang afstand letter.
Fasanhundens søg skal være dækkende på bredden, men skal også være fremadrettet. Det er afgørende, at hunden for hvert slag over terrænet kommer frem i terrænet. I modsat fald vil fasanerne løbe ud af brak- eller roemarken, før hunden opnår kontakt.
Den jæger, som primær ynder at drive jagt på fasaner, kan vælge mellem alle stående jagthundetyper.
Vigtigt er det dog, at der vælges hund efter markprøvepræmierede forældrehunde. På disse prøver tillægges hundens søg afgørende betydning.
En hund med et mere moderat anlagt søg er behageligt til mange former for jagt. F.eks. når såter under drivjagterne skal afdrives for vildt. Men når det gælder regulær fasanjagt med stående hund uden posterede frontposter er det vigtigt, at hunden kommer frem til fuglene.
De engelske racer samt kontinentale racer, som f.eks. ruhår og korthår af godt og stort format, er naturlige valg for den jæger, som er så privilegeret, at han kan nedlægge årets fasaner på regulær jagt med stående hund.
Fasaner nedlægges også i stadig mere udpræget grad for stødende hund.
Denne jagtform minder meget om jagt med stående hund. Dog er søget i sagens natur meget kortere.
Hunden opholder sig altid i nærheden af sin fører. Ligeledes stødes vildtet. Det er ikke normalt, at en stødende hund tager stand, men egenskaben ses af og til hos f.eks. springer- og cocker spaniels, som er de mest almindelige stødende jagthundetype.
Jagt med stødende hund kan også udøves med andre racer. F.eks. er det ikke ualmindeligt, at jægere lader gravhunde eller retrievere afsøge krat og skrub for fasaner.
Disse hunde er ofte tilbøjelige til at gå spor, og kan man læse sin hund og følge med, når den trækker på foden af en fasan, kan det give ikke så få fugle på tasken.
Det er dog vigtigt at bemærke, at både gravhund og retrievere er fremavlet til helt andre jagtlige formål.
