Terrier eller gravhund anskaffes ofte som gravhund og som supplement til en af de apporterende racer, men de små hunde har flere strenge at spile på end mange antager
Af Redaktionen
En stor del af de ræve, som nedlægges i Danmark, skydes tilfældigt på selskabsjagter samt under jagt i roer og andre steder, hvor ræven ynder at opholde sig om dagen.
Samtidig nedlægges der ræve med riffel. Denne jagtform kræver ikke apporterende hund og praktiseres som pyrsch og anstandsjagt.
Tilbage er gravjagten, som for de fleste er synonymt med rævejagt. Gravjagt med en lille taktisk gravhund eller terrier er en fascinerende jagtform, som har sine inkarnerede tilhængere.
En meget stor del af de ræve, som nedlægges fra grav, skydes fra kunstgrave. Disse er mere sikre for hunden at arbejde i end de naturligt anlagte grave, som kan skride sammen med alvorlige konsekvenser for hunden til følge. Omvendt rummer jagten fra kunstgravene ikke samme mystik som jagten i de gangsystemer, rævene selv har anlagt.
I dag er den kort- og ruhårede gravhund de mest almindelige af de tre hårlagstyper. Den langhårede gravhund er mere populær som selskabs- og familiehund.
Gravhundene er også fortrinlige som drivende hunde, men som apporterende race har den dog sin begrænsning alene pga. sin størrelse. Men ingen regler uden undtagelser og af og til ses gravhunde, som gør det hæderligt som apportør.
Terrierne, navnlig den populære tyske jagtterier, er generelt mere rovvildtskarpe end gravhundene. Også disse anvendes som drivende hunde under efterårets jagt på f.eks. råvildt og kronvildt, om end de sjældent går så langt med vildtet, som gravhundene. De benævnes ofte som kortdrivere.
I de sidste år har store dele af den danske rævebestand været kraftig påvirket af skab, og lokalt har rævebestanden været helt i bund.
Mange rævejægere har kastet sig over andre jagtformer, og i dag er der langt mellem jægere som mere eller mindre kun er til jagt på ræv. De fleste vælger i dag en terrier eller gravhund som et supplement til en af de apporterende racer.