Tid er en vigtig faktor, når man skal vælge jagthunde. Nogle typer og racer kræver mere tid end andre at træne op til jagt
Af Michael Sand
Selv med et indgående kendskab til jagthunderacerne og de jagtformer, man driver eller agter at drive, kan det være vanskeligt at vælge type og race, men bruger man de fire t’er som indgang til beslutningen, er der en god chance for at man får en god begyndelse. Læs evt. nedenstående intro til denne artikel via link herunder.
Når der tales om apporterende jagthunde, er det hunde med et naturligt anlæg for efterskudsarbejdet, som er i tankerne.
Det vil sige retrievere, spaniels og stående hunde. Dog er der forskel på de tre racer, og jo flere funktioner hunden skal beherske, jo mere tid skal man normalt beregne til at træne den. Dog forudsat at man ønsker at anvende hele hundens medfødte program.
Derfor må man gøre sig klart, hvor meget tid, man agter at bruge på at jagttræne sin kommende hund. Grundtræningen er jo mere eller mindre ens for alle hundetyper, selv om eksempelvis retrievere og spaniels hurtigere kommer igennem den grundlæggende apportdressur, end tilfældet generelt er med stående hunde.
Det er først og fremmest den efterfølgende dressur i mark, vand og skov, som gør den tidsmæssige forskel. Der skal bruges meget tid på en hund, som skal lære at søge, stå og apportere. Mere end der skal bruges på den hund, som “kun” skal lære at apportere.
Har man kun tid til at lære hunden det mest fundamentale, nemlig at apportere, bør man vælge en retriever med et naturligt anlæg for netop efterskudsarbejdet.
Også spaniels har et meget veludviklet apporteringsinstinkt og vil forholdsvis hurtigt komme igennem apportdressuren. Men ønsker man at anvende sin spaniel som stødende hund, skal der bruges meget tid på at finpudse det korte søg under bøssen. En afpudsning, som kun kan foregå, hvis der opsøges områder med en vis tilgang af vildt.
Drømmer man om en veldresseret stående hund, må man regne med at bruge temmelig mange timer i marken, inden man opnår det færdige resultat. Dertil må man beregne en del transporttid, da kun de færreste er bosiddende i velegnede træningsområder med en tilstrækkelig tæt bestand af agerhøns og fasaner. Intet kommer af sig selv, og selv de største naturtalenter må trænes i områder med vildt.
Skal passe til jagtformen
Både stødende og stående hunde bør således trænes i marken, da det er talentspild at anskaffe sig en søgende hund, hvis hunden ikke skal anvendes til de jagtformer, som de gennem mange generationer er avlet til at udføre. Skal ens hund kun apportere, bliver man alt andet lige mere tilfreds med en af retrieverracerne.
Den del af terrændressuren, som drejer sig om søg og opførsel over for levende vildt, er næsten lige så tidkrævende for en stående hund, som den er for en spaniel. Hvor meget tid, der helt konkret skal anvendes, inden hunden er stabil og klar til jagt, vil afhænge af den samlede talentmasse hos hund og fører. Nogle lærer det forbavsende hurtigt, de fleste må arbejde for resultaterne, og kun de færreste lærer det aldrig.