God mental kondition er afgørende i de ofte stressede jagtsituationer, som en jagthund kan blive udsat for. Derfor er det vigtigt at opbygge hundens mentale konsentration inden jagten
Af Michael Sand
Kontakt, konsekvens, koncentration og kærlighed er fire basale ingredienser i jagthundens dressurmenu, som det er nemt at forholde sig til for en nybagt hundefører. Det først K – kaldet Kontakt – er allerede behandlet. Her ses der nærmere på begrebet Koncentration
Enhver jagthund skal trænes, uanset hvilke egenskaber den har i sin genetiske bagage. Kun hvis hunden lærer at anvende sine medfødte evner under stressede forhold, vil man få det fulde udbytte af den som jagthund.
Apportøren skal lære at bringe vildtet til førerens hånd, også selv om der skydes, og der falder andet vildt under returneringen. En stødende hund skal lære at holde sig i tæt kontakt og lære at forholde sig rolig i samme øjeblik, vildtet bryder krattet, selv om den instinktivt føler en stærk trang til at springe efter det i forsøget på at fange det.
En stående hund skal lære at anlægge et ordentligt søg, så hele marken kommer med, selv om den måske har mest lyst til at styrte frem i terrænet og afsøge en lovende remisse eller brakmark. En gravhund skal lære, hvor tæt den kan gå på ræven, og en drivende hund skal lære, at den skal afbryde søget, når der bliver kaldt.
De vidt forskellige krav, som man stiller til de forskellige jagthunde, kræver, at hunden besidder en god mental kondition.
I de ofte stressede jagtsituationer kræver det faktisk stort mentalt overskud at følge de spilleregler, som hunden ved gælder.
Det falder den mere naturligt at give efter for lysten og ganske enkelt knaldapportere eller gå efter sin egen næse, når der f.eks. bliver kaldt, netop som hunden har mødt en fristende fært.
De fleste hunde med normal jagtlyst kan klare de fysiske strabadser det meste af en almindelig jagtdag. Men når det gælder den mentale kondition, er situationen en ganske anden.
Selv en rimelig stabil hund, som ved, hvad der forventes af den, kan brække sammen under en jagt, hvor stressniveauet kan være temmelig højt.
Prelning, knaldapportering og andre former for ulydigheder er en naturlig reaktion, når koncentrationen ikke længere slår til.
Derfor gælder det om at mentaltræne jagthunden særlig godt, inden jagten starter.
Dressurkurser er i den forbindelse et af de vigtigste mentalopbyggende momenter i unghundens liv. På et dressurkursus lærer hunden sammen med andre hunde at arbejde koncentreret, selv om der er en masse distraherende momenter omkring den. På den forholdsvis lukkede bane har man alle muligheder for at tvinge hunden til at udføre opgaven, selv om der er noget, den hellere vil. Eksempelvis at hilse på nabohunden.
Men man skal vide, hvor grænsen går. Hunden skal presses til grænsen, men grænsen skal ikke overskrides. Derved nedbrydes koncentrationsevnen.
Koncentrationen omkring føreren opbygges under den daglige træning, og man behøver ikke at vente, indtil jagtsæsonen starter for at teste hundens koncentrationsevne.
Allerede under dressuren kan man få en idé om, hvor hunden befinder sig.
En hund, der sidder uroligt og kigger i alle mulige retninger, mens den venter på kommandoer, er ikke koncentreret nok og må presses til at koncentrere sig.
En hund skal mærke, at den er under træning og det drejer sig om – i positiv betydning – at variere lektionerne, så hunden hele tiden føler, det er interessant at koncentrere sig om sin fører.
Træneren skal altid gøre sig til den nøgle, der giver adgang til oplevelser. For hunde såvel som for mennesker er det oplevelser, der mere end noget andet gør livet interessant.
Derfor skal hunden lære, at det sjove går gennem træneren. Men omvendt skal hunden mærke, at den er under træning, og i de få minutters lektioner skal man kræve 100% koncentration.
Lektion for lektion opbygger man hundens mentale kondition og evne til at beherske sig.
I begyndelsen skal hunden f.eks. kun vente et sekund, inden den sendes efter en udkastet dummy. Senere strækkes perioden til flere sekunder. Til sidst skal man først sende hunden ud efter dummyen, når den søger øjenkontakt. Eller sagt med andre ord; når den spørger om lov.
Hundens evne til at koble fra har meget stor betydning og er en vigtig ting at være opmærksom på, når man dels træner hund og dels ser sig om efter en avlshund til ens ny hund.
Hunden skal det ene øjeblik sidde roligt og afslappet ved sin førers fod, det næste øjeblik sætte af sted som en hvirvelvind for at løse den opgave, den er sendt ud på. Denne evne til at tænde, slukke og tænde er en vigtig faktor ved en velfungerende jagthund. Af samme årsag er der mange, som allerede mens hvalpen er lille arbejder bevidst med dens evne til at geare ned og koble fra, når føreren indstiller legen. Blandt andet derfor er det altid føreren, der afbryder legen.
Evnen til at omstille sig spiller ligeledes en stor rolle hos navnlig de mere alsidige jagthunde, så som kontinentale hønsehunde. Mange hunde vil det ene øjeblik gå stort og bredt på åben mark, og det næste øjeblik gå snævert og kort, når søget anlægges i skov.
En hund, som anlægger et stort offensivt søg i skov, vil være svær at holde tilbage, hvis råvildt eller hare pludselig springer tæt på hunden. Navnlig i de situationer, hvor hund og fører ikke kan se hinanden. Endelig skal slagene ligge tættere i skov end i åbent terræn, hvor vinden kan bære fært over meget længere afstande.
Man skal dog ikke forvente, at hunden af sig selv evner at koble om fra én arbejdsopgave til en anden. I hundens første år bør man derfor ikke forvirre begreberne. Eksempelvis må den stående hund først lære markarbejdets betingelser, inden den slippes i skov. På samme måde skal retrieveren lære at markere og koncentrere sig 100% omkring vildtets nedfaldssted, inden den sendes ud i de mere arealkrævende frie søg.
Senere, når hunden er blevet ældre og har opnået jagterfaring, kan man begynde at anvende den til mere sekundære opgaver. Den stående hund, som på marken har lært at holde standen, og som har lært at respektere flygtende hårvildt, vil nu kunne medbringes i skov.
Efter et par ture i skov og krat vil den snart få lært at holde søget i tættere kontakt til sin fører. Som nævnt har man derved bedre mulighed for at bremse hunden, hvis der pludselig skulle springe et stykke fristende hårvildt.
Deltager man som driver på de store efterårsjagter, skal man dog være meget varsom med netop denne situation. Med mindre man er meget påpasselig, risikerer man, at dressuren snart går fløjten. Endda i bogstaveligste forstand.
Navnlig hvis der i drevet deltager andre hunde, som får lov til at jage hårvildt med fuld hals, kan det være svært at holde sin egen hund tilbage.
En enkelt ophidsende jagt kan være meget vanskelig at slette fra hundens hukommelse. Især hvis det jagede dyr nedlægges af en skytte eller fanges i hegn eller vindfælde, hvor hunden har held til at gøre en ende på jagten.
Den slags oplevelser huskes, og uanset om det er en stående, stødende eller apporterede race, risikerer man, at mange timers dressur er spildt.
I hvert fald set i forhold til den slags arbejde, som de tre typer oprindelig er avlet og forhåbentlig også dresseret til. Selv den bedst opbyggede koncentrationsevne kan altså briste, hvis fristelserne bliver for store.