Netnatur.dk Kommentar
“Fakultet forkert baseret på rygter, som man selv opfinder. Det et simpelthen for useriøst!”
Sådan lød kritikken. Vel at mærke fra HB-medlem af Danmarks Jægerforbund Jens Bjørn Andersen.
Advarslen kom, da Netnatur.dk begyndte at skrive om de tanker, der var udgået fra Den Nationale Hjortevildtgruppe, hvori Danmarks Jægerforbund har formandsposten.
Jens Bjørn Andersen hævdede, at skriverierne var udtryk for agurketid på Netnatur.dk
Senere blev der sat ekstra trumf på. De danske jægere blev ligefrem advaret om at følge med på Netnatur.dk.
“Alt i alt et utroværdig medie. Afmeld deres såkaldte nyhedsbrev, og lad være med at besøge deres hjemmeside!”
Sådan lød det fra det ophidsede HB-medlem.
Forud for den bombastiske advarsel var gået en massiv tæppebomning af de sociale medier. Under fanerne af Danmarks Jægerforbund blev der advaret om en “håbløs useriøs artikel” på Netnatur.dk.”
Hvorfor det var useriøst at gengive de planer, som Danmarks Jægerforbund selv står bag, har dog vakt en del undren her på redaktionen.
Ikke mindst da de samme planer – 14 dage senere – nu frit kan læses på DJ’s egen hjemmeside.
Den 29. juli offentliggør Danmarks Jægerforbund nemlig selv planerne, der ifølge HB-medlemmet er faktuelt forkerte og baseret på plantede rygter.
Den skarpe læser vil dog opdage, at der er lidt forskel på de forslag, der ses på Danmarks Jægerforbunds hjemmeside og dem der oprindeligt blev lækket til “Hjortevildtforvaltning i Danmark”.
Netnatur.dk bragte i øvrigt de nye/oprindelige planer den 26. juli – altså to dage før de endelig fandt vej til DJ’s egen side.
I de nye/oprindelige planer deles jægerstanden stadig op i et A og et B hold. Dem der er med i lauget er på A-holdet. Dem der ikke er med er på en slags B-hold med reducerede rettigheder
Men i den nye/oprindelige plan ser det ud til, at jægere på B-holdet – altså dem uden for laug – godt må skyde større hjorte med min 6 ender på den ene stang. Spids- og mellemhjorte er dog forbeholdt laugmedlemmer og B-jægerne må desuden leve med en jagttid, der kun er 6-8 uger lang.
Men bortset fra det er der ikke meget nyt at spore i den plan, som DJ agter at indstille til Den Nationale Hjortevildtgruppe. Den ligner til forveksling den plan, der satte de sociale medier i brand.
Jægere på B-holdet har stadig ikke adgang til den såkaldte værktøjskasse. En kasse der kan give tag over hovedet, når man er på jagt. Desuden kan jægere på A-holdet måske få adgang til jagt i skumringen og dæmringen, som også er at finde i værktøjskassen.
Helhedsindtrykket i den nye/oprindelige plan er m.a.o. stort set uforandret, når det sammenlignes med den plan, der har været hele sagens omdrejningspunkt de sidste 2-3 uger. Altså den plan, der er blevet kaldt “Faktuelt forkert baseret på rygter, som man selv opfinder”.
I øvrigt er den nye/oprindelige plan helt i tråd med, det som kunne læse på Danmarks Jægerforbunds egen hjemside allerede i marts måned.
Her svarer Jægerforbundet en nærgående debattør, følgende:
“Vi vil belønne jægere, der tager del i det ansvar, med øgede jagtmuligheder. Tager man ikke del her, må man følge den almindelige jagtlov, som kan give dårligere vilkår.”
Der er dermed næppe noget nyt at spore i de planer, som DJ nu på egen hjemmeside vælger at vedkende sig.
Det nye er dog, at det denne gang er DJ, som selv “opfinder og planter” planen, som vel at mærke endnu kun er en plan.
For naturligvis er der ingen der med sikkerhed ved, hvordan det hele ender. Først skal Den Nationale Hjortevildtgruppe diskutere DJ’s nye/oprindelige plan. Derefter skal planen debatteres i Vildtforvaltningsrådet.
Men planen møder næppe modstand undervejs. Alle i gruppen bakker op om DJ’s laugh-tanker.
Jægerforbundets offentliggørelse af egne planer, har udløst en ny bølge af vrede læsere på de sociale medier.