Det verdensberømte par Joy og George Adamson – kendt fra filmen Født til frihed – levede tilsyneladede drømmen i Afrika, men deres liv havde også en bagside og fik til sidst en brutal afslutning
Tekst: Henning Kørvel. Fotos (”Legends of the African Frontier”), Safari Press, 2008)
Filmen ”Løvinden Elsa” og bogen ”Født til frihed” gjorde Joy og George Adamson verdensberømte. På de indre linjer var ægteskabet udfordrende, men de blev aldrig skilt. Joy blev myrdet, da hun gik en tur i bushen i 1980, og i 1989 endte livet for George, da han blev skudt og dræbt af banditter og krybskytter.
Før navnet, George Adamson (1906-1989) blev kendt gennem filmen ”Løvinden Elsa” og bogen ”Born Free”, var han kendt som en fordrukken vildtbetjent i the Northern Frontier District i Kenya.
Som den ene af to brødre blev han født i Etawah i Indien i 1906, og hans bror, Terence, kom til året efter.
Hans mor var medlem af en gammel indisk familie, hvis mor havde oplevet det store indiske oprør (the Great Mutiny) i 1857-1858. Hans far var plantør, og han havde i 1900 giftet sig med hans mor.
Terence (til venstre) og George Adamson efter en vellykket elefantjagt i Kenya i 1920-erne. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).
18 år gammel blev George sendt til Capetown, mens resten af familien rejste til Kenya for at bosætte sig i Limuvo nær Nairobi.
Adamson forsøgte at skabe en levevej med the Nairobi-Arusha Mail Service, men det gik galt, da han skulle levere en stor ladning tændstikker, som der gik ild i, og hans lastbil brændte.
Han forsøgte sig så med anlæggelse af veje, kaffe- og sisaldyrkning, og handel med bivox og naturlig harpiks. I midten af 1920-erne forsøgte han og to partnere at skabe sig en levevej ved at handle med geder.
George derimod udviklede sine jagtevner, når han dels skød til gryden og dels for pengenes skyld.
Når han og Terence kunne skrabe 25 GBP sammen til en elefantlicens, tog de ud for at kigge efter en hanelefant med store stødtænder, som i heldigste fald kunne tredoble deres investering.
George havde udviklet sine evner til at færdes i bushen gennem sit job som græshoppekontrollør, hvor han med gift og ildebrande uskadeliggjorde græshopper. Sideløbende ledte han efter guld.
I 1934 tog George og hans minepartner Neil Baxendale på safari i Lake Rudolf-området, og kort efter blev George professionel jæger for et safarifirma ved navn Gethin and Hewlett.
Udendørslivet appellerede til ham, og han oprettede sit eget jagtfirma, og som handledygtig, maskulin mand havde han attituden til det.
I juli 1938 blev han tilbudt og accepterede en post som midlertidig vildtbetjent for the Kenya Game Department for otte GBP pr. uge.
Red på kameler og mulddyr
I sit første job blev han sendt til the Northern Frontier Province, og han havde bemyndigelse i et område større end England.
I 1938 var vildtmyndigheden i Kenya stærkt underbemandet, idet der kun var et dusin fuldtidsansatte vildtbetjente plus midlertidige assistenter.
George havde kommandoen over cirka 30 afrikanske vildtbetjente. Hans transportmiddel var kameler og mulddyr. Selv om verden var motoriseret, så rakte hans usle betaling ikke til hverken at leje eller købe et motorkøretøj.
George havde fundet den rette plads i livet.
Han udviklede et ry for at være en eminent vildmarksmand, og han havde en enestående dømme- og handlekraft. Han skød således adskillige menneskeædende løver.
Et år havde ni medlemmer af Samburo-stammen mistet livet til løver, og han tog dertil for at løse problemerne. Dagen før hans ankomst var en dreng blevet dræbt og ædt af tre løver, som havde jaget rundt efter ham på en græsgang. George oprettede lejr og forberedte sig på at ville opspore de tre menneskeædende løver.
Om natten forsøgte en løvinde at rive afskærmningen til hans mænds hytter ned. Det lykkedes ham at skyde den.
To timer senere angreb en anden løvinde, men George skød ved siden af, og løven flygtede.
George gik tilbage for at sove, og da han vågnede om morgenen, opdagede han til sin rædsel aftryk af løvefod få tommer fra, hvor hans hoved havde ligget. En af løverne havde altså sneget sig ind og været få tommer fra ham uden at have forsøgt at dræbe ham.
Da de om morgen fulgte løvesporet og kom til en sti, der førte ind i buskadset, gik George forsigtigt frem ad med en vildtbetjent på hver side af sig. En løvinde sprang uden varsel frem mod en af vildtbetjentene, der skød og dræbte den. Et frisk skudsår på den viste, at den var den løvinde, som George havde skudt til om natten.
De fulgte sporet fra den tredje og sidste af de tre løver i 10 timer, før den endelig angreb og blev skudt. Opgaven var løst.
Kort tid efter episoden blev George overfaldet og hans tøj flået i stykker af en løvinde i Samburu-distriktet, da hans riffel ikke funktionerede på grund af en ”klemmer”.
Sårene gav ham frygtelige smerter, og mens der blev hentet hjælp, havde han andre mindre fysisk krævende opgaver, der påvirkede hans følelser, da han i Lorian-sumpen fandt en kamel, der havde siddet fast i det indtørrede mudder i over en måned, og med et nådeskud gjorde han en ende på dens lidelser.
Krigen var ikke kun forfærdelig
Under Anden Verdenskrig gjorde George tjeneste som efterretningsofficer for briterne imod de italienske styrker i Somaliland.
I den første tid var han irregulær partisan under sin gamle ven, Hugh Grant. Han var involveret i flere træfninger, mens hans største bedrifter var at holde øje med lokale spioner, som arbejdede for fjenden.
Der opstod dog kommunikationsvanskeligheder.
Lokale somalis, der overvejende spionerede til fordel for italienske besættelsesstyrker, kunne ofte ikke skelne mellem forskellige køretøjer, idet de for eksempel gav melding om at have spottet en mælkevogn eller en bevæbnet bil. I modsætning hertil var Georges meldinger til de britiske styrker yderst præcise.
Han fandt ud af, at krigen ikke kun var frygtelig, for da han i tre måneder var udstationeret i Afmadu i et tyndt befolket ørkenområde, delte han kvarter med en smuk somalikvinde ved navn Fatima. Ifølge forfatteren Adrian House (1993) sås en glæde i Georges øjne, når hendes navn blev nævnt mange år senere.
Efter at italienerne i Somalind havde overgivet sig til de britiske styrker i 1942, vendte George tilbage til sit job som vildtbetjent. Han mødte sin tilkommende kone, Joy Gessner ved et selskab hos distriktskommissær Willie Hale, der senere blev chef for Kenyas vildtpoliti.
På det tidspunkt var Joy, som var en talentfuld, men neurotisk tysk kvinde fra Selesia gift med en schweizisk botaniker ved navn Peter Bally. Ægteparret havde haft vanskeligheder i samlivet og havde enedes om at blive skilt. Da skilsmissen blev en realitet et år senere, blev Joy som var fire år yngre end George, fru Anderson.
Hun havde et bemærkelsesværdigt talent som kunstner og var godkendt til at udføre officielle portrætter af indfødte stammeledere, og hun tegnede og malede også planter og dyr.
Joy i et kærligt øjeblik med løvinden der både blev til en film, bog og tv-interviews. (”Legends of the African Frontier” Safari Press, 2008).
Georges karriere i vildtadministrationen fortsatte i de problematiske år først i 1950-erne, hvor Mau-Mau-bevægelsen gjorde oprør, og hvor han blev sat i spidsen for en irregulær styrke ”Adamson Force”, der blev kendt for dens meget vellykkede pågribelse af terrorister nær Isiolo.
Der var hyppige træfninger, og George skød og dræbte personligt mindst 20 terrorister og fangede mange flere. Hans enhed blev krediteret for at forhindre terrorister i at krydse over grænsen til Somalia.
De levede i en væbnet våbenhvile
Hans forhold til Joy blev mere og mere problemfyldt på trods af forsøg på forsoning gennem en safari i 1953 til Sahara og Europa.
På en campingtur til Sydøen i Lake Turkana fandt George en campingplads og effekter, der havde tilhørt to mænd, Martin og Dyson, der som medlemmer af Vivian Fuchs ekspedition i 1934, var forsvundet sporløst.
George teori var, at deres gummibåd var punkteret under sejlads ind til land, og de var blevet ædt af krokodiller. Andre spekulerede i, at deres gummibåd var blevet væltet af en flodhest, og at de var druknet.
Selv om turene var interessante, lettede de ikke på stemningen i ægteskabet.
Joy var en neurotisk boheme, og George var et stille menneske, der kunne lide at få en drink alene. Han var dybt forelsket i Joy, og de blev aldrig skilt, selv om hun var ham utro og udnyttede ham økonomisk.
Gennem mange år betalte George således skat af både deres fælles indtægter og indtægter i ”Elsa Foundation”, der blev betragtet som hendes økonomi alene.
Joy var en lunefuld kvinde. Selv om hun utvivlsomt var godt begavet, så hun således intet problem i at bære en leopardpels eller en kappe af abeskind, mens hun propaganderede kraftigt for at dyrke dyrelivet.
George og Joy blev adskilt og fremmede for hinanden, og i de sidste 10-15 år levede de adskilt i en slags væbnet våbenhvile, og det så ud til, at han altid havde kunnet lide hende mere, end hun havde syntes om ham.
George og løvinden Elsa. Han lå i krig med myndighederne om rehabiliteringsprogrammet. (”Legends of the AfricanFrontier”, Safari Press, 2008).
I midten af 1950-erne indledte Joy og George deres korstog for at rehabilitere tamme løver i naturen, hvilket blev en ”industri” med bøger skrevet af Joy, en film og tv-show.
George skrev sine erindringer fra arbejdet i Game Department, og senere fulgte en autobiografi. De to bøger dækker stort set de samme emner, men autobiografien er med fine fotos og følger stort set Georges liv op til hans død.
Nogle af de rehabiliterede løver var farlige for mennesker.
En løvinde i programmet dræbte således en afrikansk mand nær Uta River i 1960. George skød en anden løve, en stor han ved navn Boy, efter at den havde dræbt en Meru-ansat – Stanley – 6. juni 1971.
George omgivet af fem løver, men nogle af dem var åbenbart farlige for mennesker. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).
To år tidligere havde Boy overfaldet og bidt sønnen af vildtbetjent Peter Jenkins, men heldigvis var biddene ikke dødelige.
Myndighederne gjorde flere forsøg på at begrænse eller flytte programmet, men det blev bremset af Joys og Georges stærke personligheder og den offentlige opinion.Den 3. januar 1980 blev Joy dræbt under en spadseretur i bushen.
George havde ellers advaret hende mod at færdes i bushen alene. Den første efterretning gik på, at en løve var synderen, men en læge fastslog, at Joy var blevet dræbt med et sværd, og en af hendes ansatte blev dømt for mordet.
Joy og George havde et udfordrende ægteskab, men blev aldrig skilt, og George sørgede over tabet af hende i 1980. (”Legends of the African Frontier”, Safari Press, 2008).
George tilbragte sine sidste år i konstant krig mod krybskytter og Game Department.
Han slog sig ned i Kora for at sørge over tabet af Joy, men mistede ikke sin sejhed og tapperhed.
Hans eget liv sluttede i 1989, da han blev overfaldet og dræbt af banditter og krybskytter med AK-47, mens han sad i sin Land Rover. Dræbt blev også to af hans ansatte. Og cirklen sluttede.
