Af Lars Ostenfeld
Hvordan bor man med ulve? Det vil jeg prøve at finde ud af de næste fire dage. Tidligere har jeg boet i en skurvogn – og kigget døgnet rundt på et ådsel i en dansk skov i håb om at se ulven. Jeg har kørt Jylland tyndt og besøgt folk, der alle lever tæt med, eller har set en ulv.
Nu er turen kommet til at se, hvad man gør i udlandet. Hvordan er det at ha’ vilde ulve i baghaven?
Kunne jeg ikke være ligeglad?
Jo. Men jeg synes, der har været så mange historier med børnehaver, der ikke tør gå i skoven på grund af den danske ulv.
Jeg har læst og personligt set, at ulven sårer eller dræber menneskenes husdyr såsom får, geder, føl og kalve i forsøg på at skaffe sig føde.
Jeg har hørt historier om den ultimative konflikt med mennesker, som 25. juni 1957 i Spanien: Ulveangreb på to fem-årige drenge. En af dem slap væk, en af dem blev dræbt. Lige fra folkeeventyret om Rødhætte til Fenrisulven fra den nordiske mytologi er vi vokset op med historier om ulven som den store stygge ulv, der nærmest er forbundet med djævlen selv.
Samtidig har jeg den holdning, at vi skal kunne rumme dem, fordi deres tilstedeværelse er en klar indikation af, at ulven hører hjemme i vores land.
De vil egentlig bare gerne passe sig selv. Faktisk skal man virkelig gøre en indsats for nogensinde at få øje på det ekstrem sky dyr. Tro mig! Men hvordan lever man med “de vilde hunde” ulven? Jeg er oprigtig nysgerrig, for vi skal jo vænne os til den.
Jeg er taget til Nordspanien. Et område hvor man er vant til at leve med ulve. Her er store landområder og øde bjerge, hvor ulven kan leve afsondret fra mennesker. Men her er også befolket og her er bønder med får, kvæg og heste.
Spanien har langt den største bestand af ulve i Vesteuropa. Og her har den aldrig været udryddet.
Jeg er her sammen med danskeren Freddy Wulff. Han bor i Spanien og bor tæt på ulvene. Freddy Wulff er storvildtjæger, journalist og eventyrer. Nok mest kendt for sine rejsebeskrivelser i månedsbladet Rapport og for sine jagt bøger.
Freddy skal hjælpe mig med at finde ulven og snakke med de lokale om den.
På vores rejse gør vi opsigtsvækkende fund bl.a. modtager vi en opgørelse fra de spanske regionale regeringer der betaler erstatning til de landmænd, der har skader, forårsaget af ulve.
En opgørelse over hvilke dyr der økonomisk skader bøndernes mest, overrasker mig.
Vildsvin topper listen, skarpt forfulgt på andenpladsen kommer kronvildtet. Først længere nede på en fjerdeplads kommer ulven som det dyr der skader bønnerne mest økonomisk.
Så det er lidt tankevækkende, at man skyder ulve med undskyldningen om, at den spiser alle menneskets husdyr og dermed ødelægger bondens mulighed for at tjene penge.
Faktisk er det jo vildsvinet, der ødelægger og skaber langt større skade. Samtidig er vildsvin og kronvildt ulvens favorit måltid.
Man kan læse mere samt se video fra onsdag d. 14. oktober kl. 19.00 på DR.dk/viden
Fakta:
Ulve og bjørne er de største kødædere i Europa. Ulve og bjørne blev intenst forfulgt i fortiden, til det punkt, hvor de var næsten uddøde. I øjeblikket er bestanden af den iberiske ulv i Spanien på 2.000 – 2.500 individer, de fleste af dem er i De Cantabriske bjerge og Galicien. Der har været spor og rapporter om, at der er blevet spottet ulve i bjergene omkring Segovia i Castilla y León, 30 km fra storbyen Madrid. Så det er her at mennesket bor side om side med dem.





