Kød, skind og unikke jagttrofæer kan være det håndgribelige udbytte af en norsk bæverjagt, men i denne beretning kommer man dog rundt omkring alt det som kendetegner en bæverjagt i Norge
En stribe små luftblærer på vandspejlet røbede, at en bæver svømmede ud fra boet under vandet for at nå frem til spisepladsen: En lille bæk, hvor bæveren imidlertid ikke var synlig fra den position, som Henning Kørvel og hans norske jagtven, Roger havde valgt. De blev derfor nødt til at flytte sig med risiko for at blive set af bæveren, men det udløste dog jagtheldet til Castor fiber.
Tekst og foto: Henning Kørvel
Hytten er ikke til at gå fejl af. Et sindrigt netværk af grene i en stak, der har form som en halvkugle ved brinken af søen, er det første synlige tegn på, at her residerer Castor fiber.
Den over én meter høje kuppelformede bunke af grene, der er stablet oven på hinanden med ingeniørpræcision og knyttet sammen til en homogen masse på en måde, som vi mennesker ville have svært ved at gøre efter, er taget på bæverens underjordiske hytte, til hvilken ind- og udgangen findes nede under vandspejlet.
Roger ved en sø med bæverhytter.
Bæverpinde, som Roger, min norske jagtven med bopæl på Tromøy ved Arendal og jeg, finder på spisepladserne, er det næste sikre tegn på, at her er aktuel aktivitet.
Bæverpindene af varierende tykkelse fra aspetræet – bæverens yndlingsspise – er rester fra måltider, hvor bæveren har ædt barken, som skrælles af grene og selve stammen, efter denne er parteret i passende stykker med de fire store orange stemmejernsformede fortænder i under- og overkæben, der vokser livet igennem, og hvæsses løbende, så de altid er skarpe og gearet til træfældning og den efterfølgende afbarkningsproces.
– Og den har lige været her. De bæverpinde, du ser her, er fra i morges eller aftes, mener Roger, da vi når frem til endnu en spiseplads i kanten af søen.
Foruden stykker af stammen, efter bæveren har bidt den ud i passende længder på mellem 50 og 75 centimeter, udgøres spisepindene også af selv de tyndeste grene, og barken ædes, mens bæveren holder om objekterne med sine tåformede forben.
Hytten findes i den sydlige ende af søen, og når en bæverfamilie har valgt at slå sig ned her, så er stedet velvalgt, fordi her findes en hel del aspetræer, men pindene på spisepladserne viser også, at bæveren heller ikke går af vejen for at æde birkebark.
Asp øverst på spisekortet
Asp, som vel sagtens ellers er mest kendt for at blive brugt til fremstilling af tændstikker, er og bliver dog den foretrukne føde. Og friske bæverpinde på spisepladser rundt om en sø eller langs vandløb af varierende størrelse er derfor altid en sikker indikation på, at her residerer bævere, og her åbnes muligheder for bæverjagt, som der er mest fokus på i marts-april, efter isen på søerne er smeltet så meget, at der igen er helt eller delvist åbent vand.
Ikke at der så ikke jages bæver i efterårsmånederne, for det gør der skam i et vist omfang, men på den tid har norske jægere af forståelige grunde mere fokus på jagt på elg, ren, kronhjort, råvildt, ryper og skovfugle end at jage bæver.
Peder Vaaje Heggland, ejer af skovejendommen, Heggland i det sydlige Norge, på hvis ejendom Roger og jeg befinder os, fordi han givet mig lov til at skyde en bæver, havde da over for Roger også udpeget søen her som en af de søer på hans ejendom, hvor han med sikkerhed vidste, at Castor fiber residerede, og der således skulle være en god mulighed for, at jeg kunne nedlægge bæver.
Således bekræftet sætter Roger og jeg kurs mod en klippeafsats, hvor vi i niveau oven over søen med vinden imod os i forhold til bæverhytten og søen, så bævere på vandspejlet ikke får fært af os, sætter os til rette for at afvente Castor fibers ankomst.
Dæmningen har til formål at sikre en stabil vandstand i den sø, hvor bæveren har sin hytte.
Dato: 28. april. Klokken er 18.15. Til trods for, at 1. maj, og bukkejagten i Danmark er lige henne om hjørnet, og skoven i Danmark bliver grønnere og grønnere for hver dag, så lader foråret vente på sig her i Norge.
Om end isen, der i vinter har dækket søen, er delvis smeltet, så ligger der på skyggefulde steder, hvor solen ikke rigtigt får fat, stadig et tykt lag sne.
Sørlandet fik meget sne i vinter, og den var lang og kold, men bævere garderer sig ved at samle forråd – grene med bark på – som oplagres på bunden af søen foran ind- og udgangen til hytten. Med føde fra forrådskammeret kan bæverne således stå en periode af en vis længde igennem, hvor is på søen forhindrer dem i at komme uden for hytten for at skaffe frisk føde.
Enkelte træer på spisepladsen, der er fældet højt oppe på stammerne, viser til gengæld også, at selv om søer er isdækket, så går bævere ikke af vejen for at gå oven på sneen for at fælde træer for derved få adgang til frisk føde.
Mens vi med ryggen mod klippesiden indretter os på afsatsen, hvor vi sidder på vores rygsækstole, opfanger trommehinderne musvittens intense underholdning, der altid præsenteres i et højt toneleje. På trods af vinterlooket rundt omkring søen – det høje snedække – og temperaturen ligger på blot tre-fire grader over point zero, så indvarsler musvittens underholdning ikke desto mindre, at foråret venter forude.
Luftblærer på vandspeklet
Da musvitten tager en pause, sådan som enhver professionel entertainer gør det under et show, så tager grå vipstjert over.
Som det ikke er nok, så lander en grønspætte i et delvis udgået træ et halvt hundrede meter fra os for straks at hamre løs på stammen med sit kraftige næb for at få fat på larver i de gange, de borer i udgåede træer.
Kun jeg skal skyde bæver. Roger, som jeg har kendt siden et bæverseminar i ØstAgder Fylkeskommune i 1989, der på Europaplan blev en øjenåbner for bæverjagt i Norge for udenlandske jægere. har henholdsvis nedlagt og fanget over et hundrede bævere.
Fangsten sker med canadiske Conibear fælder, der er momentant dræbende. I en årrække var han såmænd også den norske jæger, der havde nedlagt den hidtil tungeste bæver i sit hjemland på 27,5 kg.
Rekorden er dog sidenhen overgået af en bæver på 32 kg, nedlagt af en dansk jæger.
Netop fordi nedlæggelse af blot én bæver står på programmet, har jeg ikke medbragt egen riffel, men låner Rogers 6,5×55, med hvilken han selv har nedlagt et stort antal bævere både på fastlandet og Tromøy, hvor der foruden bæver står både elg og råvildt.
Tiden snegler sig af sted, men da viserne nærmer sig 20.30, og vi således har siddet på klippeafsatsen i to en kvart time, spotter vi samtidig luftblærerne på søens overflade, der fremstår helt sort.
På en stribe stiger luftblærerne op til vandspejlet, og er ekstra synlige i den gråhvide tone i skarp kontrast til søens begsorte vandspejl.
Bæver!
Det kræver erfaring at vide, at luftblærer på vandspejlet, der af andre mennesker ikke ville blive tillagt nogen betydning, ikke desto mindre er ensbetydende med, at en bæver svømmer af sted under overfladen med kurs mod midten af søen for snart at ændre kurs mod søens sydøstlige hjørne, hvor en mindre bæk har sin udmunding.
Roger og jeg er imidlertid på det rene med, hvad luftblærerne betyder. Man kan derimod ikke på forhånd vide, om en undervandssvømmer viser sig på vandspejlet, eller den i neddykket tilstand svømmer durk til spisepladsen, som den sidst har besøgt i morges eller aftenen forinden.
Sikkert er det derimod, at hvis bæveren svømmer i overfladen og får fært af mennesker, så slår den et gevaldigt slag med halen mod vandspejlet som et advarselstegn til artsfæller om, at der er fare på færde, og det således gælder om at bringe sig i sikkerhed, hvilket vil sige dykke og svømme tilbage til hytten for at søge uden for denne igen på et senere tidspunkt.
Henning Kørvel ses her med sin bæver, der med 17 kg er en fin gennemsnitsbæver, men en dansker har skudt en bæver i Norge på 32 kg.
Jeg var vidne til denne adfærd ved bæverseminaret i 1989, hvilket betød, at chancen for at nedlægge bæver på den outhing, udeblev.
Det viser sig snart, at bæveren, som sætter Roger og ego i beredskab, vælger ikke at vise sig på søens overflade, hvor kun den gråhvide stribe af små luftblærer vidner om dens tilstedeværelse under vandet, men først bliver synlig for os, da den når frem til udmundingen af den lille bæk i søens sydøstlige hjørne, hvor træernes skygge holder på sneen, som stadig ligger her i et lag på op imod én meter.
Straks bæveren når frem til mundingen af bækken, forsvinder den ind i den, før jeg får mulighed for at afgive skud.
Da bæveren således enten opholder sig i bækken eller på en af dens brinker, som vi fra afsatsen ikke har en jordisk chance for at spotte på grund af den tykke snelag, så nødsages vi til en ændre position, hvilket vil sige, at vi skal over på den anden side af søen, for kun derfra vil vi kunne se bæveren, og jeg afgive skud.
”Gennemsnitsbæver” på 17 kg
Med forsigtighed går vi tilbage af den rute, vi er nået frem til klippeafsatsen. Det larmer lidt, da vi går gennem sneen frem mod grusvejen, hvor Rogers bil er parkeret længere bagude.
Vi lister nu frem i sydlig retning mod det punkt, vi fra afsatsen havde udpeget som det sted, hvorfra vi håbede på at kunne spotte bæveren, nemlig i skjul bag en stabel fyrretømmer i vejsiden.
Roger tænder for videokameraet, fordi han ønsker jagtafslutningen – skuddet – foreviget, men jeg må ærlig talt indrømme, at jeg ikke umiddelbart kan levere den, fordi jeg ikke straks kan få øje på bæveren.
– Hvis du ikke skyder den, så bliver jeg nødt til at gøre det, griner Roger, der dog snart giver mig et bedre pejlemærke.
Jeg kaster et blik på uret. Viserne står på 21.00. Jeg ser nu bæveren tydeligt. Den sidder i bækken og æder bark af en aspegren, som den lige har bidt af en stamme på tykkelse med en arm.
Afstanden er blot omkring 70 meter. Da trådkoset i sigtekikkerten står fastlåst på bladet, lader jeg kuglen – en 160 grams Hornady – gå, for i linsen at se bæveren kollapse og samtidig forsvinde for mit øje.
Turen ned til bækken er lidt besværlig på grund af sneen, der er våd og tung. Men da jeg når frem, ser jeg straks bæveren ligge lige under vandspejlet i bækken og løfter den op. Den er en flot gennemsnitsbæver på omkring 17 kg. Roger skønner alderen til fire år.
Dagen derpå trækker vi skindet af den, ja, det vil sige: Skærer det af. Et bæverskind sidder nemlig modsat alle andre vildtskind så fast på kroppen, at det ikke kan trækkes af efter at være løsnet med kniv, men skal skæres af millimeter for millimeter.
Det tager derfor sin tid at flå en bæver og forklarer samtidig, hvorfor der ofte er huller i bæverskind. Også i mit, der på trods af huller sammen med kraniet med de fire orangefarvede stemmejern i under- og overkæbe er de synlige minder blandt mine jagttrofæer om hin aprildag i Sørlandet, som jeg har intentioner om at vende tilbage til.
Hvis du gætter på, at det er for at jage Castor fiber, så tager du næppe fejl.
Epilog: Samtidig med, at bæveren blev flået, blev det reelle kød skåret ud i terninger, efter det forinden var blevet befriet for det gule fedt.
Roger, der oprindelig er uddannet steward, agtede nemlig at tilberede bævegryde af småkødet. Når bæverkød bruges i husholdningen, er det vigtigt, at fedtet skæres af, for hvis det bliver siddende på kødet, vil det give retten en syrlig, træagtig smag.
Når fedtet til gengæld er fjernet, så er bæversmåkød i flødesovs – bævergryde – til gengæld en herlig ret, serveret med enten ris eller kartofler.
I Norge har jeg også smagt bæversuppe og bæverpaté og kan stå inde for, at begge dele er ligeså delikate som bævergryde.
Skindet er taget af bæveren på traditionel måde. I dag ville jeg dog have taget skindet af med hale og hoved på, og enten få den helmonteret eller monteret den med udbredt skind og let hævet hovedmontering. Udover skindet er kraniet afkogt og står til pynt med de ”gyldne stemmejern”
Udover ved jagt fanges bævere i Norge med fælde. Den fælde, der er godkendt, er den canadiske Conibear, der dræber bæveren momentant.
Bæver i Norge
Europæisk bæver (Castor f. fiber), der findes i 10 underarter og måler 75-85 centimeter, er mindre end den amerikanske slægtning (Castor c. canadensis).
Dens vægt går op til 40 kg, men voksne europæiske bævere vejer almindeligvis fra 15-25 kg. I Norge var en bæver på 27,5 kg, nedlagt af Roger Grøtan, Tromøy, i en årrække Norges største kendte nedlagte bæver, før rekorden blev slået af en dansker med en nedlagt bæver på 32 kg. Bævere er monogame og lever i en familiegruppe, hvor forældrene holder sammen i årevis. Der fødes mellem en og tre unger, der bliver kønsmodne som toårige og herefter forlader familiegruppen.
Pelsen består af tætte underhår og lange yderhår, og på rygsiden har bæveren 12.000 hår pr. kvadratcentimeter og 23.000 på bugsiden, der har så god isolerende virkning og er så tæt, at når bæveren fra vandet kommer op på land og ryster sig, så er pelsen totalt tør.
Et andet karakteristisk træk er bæverens næstnederste bagklo, der er dobbelt og bruges til soignering af pelsen.
Bæverens tænder vokser hele livet, og de slibes løbende, så de er skarpe til træfældning og afpilning af bark.
Bæverens to orangefarvede ”stemmejern” – fortænder – i henholdsvis over- og underkæbe slides, vokser og slibes skarpe gennem hele bæverens liv, og der afsættes en årring på dem for hvert år, således at alderen kan bedømmes på det grundlag, Bævere bliver normalt op til cirka 15 år.
I de fleste europæiske lande forsvandt bæverne fra 1500-1900 på grund af intensiv jagt og fangst samt afvanding.
Bæverne blev dels jaget og fanget intensivt på grund af det kostbare skind og bævergejlet, et stærkt lugtende sekret, også kaldet castoreum, der blev brugt som medicin og betragtedes som et mirakelmiddel.
Omkring år 1900 var der i Norge kun cirka 100 bævere tilbage. Ved dels fredning og dels genudsætning en række nye steder lykkedes det at få bestanden på fode, og de største koncentrationer af bæver findes i Sørlandet, Telemark og Hedmark.
I årene fra 1922-1939 udsattes norske bævere fra Sørlandet i Sverige, hvor bæverne var udryddet i 1871. Sverige har nu en betydelig større bestand af bævere end Norge, som det er konstateret, svenske bævere indvandrer til.
Den norske bæverbestand anslås til omkring 15.000, og der nedlægges og fældefanges cirka to tusinde bævere årligt i Norge.
